Indien har frigivet nye befolkningstal, der for første gang udskiller folk efter religiøst tilhørsforhold, og de viser, at muslimerne er den hastigst voksende gruppe i det indiske samfund, skriver BBC Online mandag.
Ifølge tallene fra Indiens “Census Commissioner” voksede kæmpelandets muslimske mindretal med 36 procent mellem 1991 og 2001 og udgør nu 138 millioner, eller 13,4 procent af hele befolkningen.
Hinduerne er dog fortsat den helt dominerende gruppe med 80,5 procent af alle indere, og en vækst på 20,3 pct. i samme tiår, men samtidig en lavere vækst end i tiåret før – 1981-91 -, hvor den lå på 25 pct.
Kristne udgør den tredje største gruppe med 24 millioner efterfulgt af sikherne med 19 millioner.
Det muslimske samfund klarer sig dårligt i læse- og skrivetests, hvad der tilskrives en af årsagerne til de mange børn, nemlig uvidenhed og fattigdom. – Der har ikke været nogen større vækst i antallet af muslimer i den sydlige delstat Kerala, fordi de fleste her kan læse og skrive, siger formanden for Indiens minoritets-kommission, Tarlochan Singh, til BBC.
Timingen af folketællingen beskrives af mange som dårlig. De siger, at resultatet kan udnyttes politisk mod muslimerne. – Jeg er dødsikker på, at højre-hindugrupper vil misbruge disse data politisk, siger den sociale aktivist, Teesta Setalvad, til BBC.
Og ganske rigtigt. I den første reaktion fra det førende hindu-nationalistiske parti, BJP, som sad på regeringsmagten til for nylig, hed det, at det stigende antal muslimer er en sag, der “volder dyb bekymring for alle, der tænker på Indiens enhed og integritet på længere sigt”.
– Vi går stærkt ind for en retfærdig og ligelig fordelt befolkningskontrol indenfor de forskellige samfund, sagde partiets præsident, Venkalah Naidu. – Enhver ubalance i den henseende er ikke et sundhedstegn, lød det.