Mange indskud på Merkurs nye Verdenshandelskonto

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det er nu 2 år siden den almennyttige andelskasse Merkur indførte en særlig konto for bæredygtig verdenshandel – også kaldet Verdenshandelskontoen – hvor indskydere kan sætte penge ind og hjælpe u-landene.

Hvordan er det så gået? Det fortæller Merkur om i et nyhedsbrev, der netop er sendt ud.

“Vi var meget spændte på, hvordan danske bankkunder ville være med til at fremme et fair trade u-landsinitiativ, hvor kunden påtager sig en risiko samtidig med, at der spares op. Men det er en glæde at se, at det på indlånssiden går over al forventning.

Efter knap et år var der skudt i alt 854.000 kr. ind på 57 Verdenshandelskonti (pr.8.2.06), og nu efter lidt over 2 år er der skudt i alt 1,291 mio. kr. ind på 86 Verdenshandelskonti (pr.3.5.07).

Det er en stigning i indlånet på 50 procent på et år, hvilket vi anser som meget tilfredsstillende, idet vi ikke det sidste år har gennemført annoncekampagner eller lignende for at få flere Verdenshandelskonti.

Samtidig er det gennemsnitlige indestående på godt 15.000 kr., hvilket er et godt stykke over de forventede 10.000 kr., vi satte som mål ved kontoformens indførelse.

Erfaringen viser nu, at det er forholdsvis nemt at skabe interesse for og indlån på Verdenshandelskontiene til projekter i Syd, selv om det indebærer en risiko for indskyderne.

Vi anser det derfor muligt indenfor en rimelig tid at kunne forøge indlånet, hvis der kommer mange nye kreditprojekter. Når behovet for yderligere indlån melder sig, vil vi naturligvis intensivere markedsføringen af Verdenshandelskontoen med annoncer, pressearbejde, artikelskrivning mv.

Udlån
Det var i sin tid Nepenthes Danida-finansierede udviklingsprojekt med FSC-produktion af regnskovstræ i kooperativet Coatlahl i Honduras, der satte skub i hele udviklingsarbejdet omkring Verdenshandelskontoen.

Den første Verdenshandelskredit blev også ydet til Coatlahl i Honduras, og kreditgivningen må siges at have været meget vellykket.

For det første har Coatlahl fået forbedret deres egenkapital væsentligt på meget kort tid – dels ved en god indtjening ved leveringen af FSC-certificerede træriste til Coop, dels ved en rimelig rentesats på Verdenshandelskreditten i Merkur.

For det andet har Coatlahl med Merkurs Verdenshandelskredit i hånden efterfølgende kunnet forhandle sig til lignende vilkår i en lokal bank. Det må jo unægtelig siges at være en succes, fordi kooperativet tidligere har skullet betale op mod 32 procent p.a. for en kassekredit i Honduras. Se mere på www.nepenthesprojekter.dk

Den anden Verdenshandelskredit er givet til Bageriet Aurion til import af økologisk produceret quinua fra bondeorganisationen Cedienku i Bolivia – et projekt som Caritas har arbejdet med i flere år med støtte fra Danida.

Efter den første levering af quinua til Aurion er salget gået strygende, hvorfor der er kommet flere ordrer i stand til Bolivia og Aurions Verdenshandelskredit er forlænget i flere omgange og består fortsat. Se mere på www.aurion.dk

Den tredje Verdenshandelskredit er i 2 omgange ydet til den nye danske fair trade importør Fair Trading ApS, som ligger i Odense og har overtaget og udviklet mange af de funktioner, som Fair Trade Importen efterlod efter sin konkurs i 2004.

Fair Trading ApS blev stiftet den 5. marts 2006. Selskabet er ejet af organisationer og personer med mange års erfaring med fair trade. Den største ejer er Fair Trade Danmark, som også deler kontor og hjemmeside med Fair Trading.

Det er Fair Tradings vision, at Danmark opnår at kunne måle sig blandt de bedste lande i verden med hensyn til det største pr. capita forbrug af – og kendskab til – fair trade produkter, se mere på www.fairtrading.dk

Verdenshandelskreditten benyttes til at forudfinansiere købet af varer fra 4 producentgrupper, som alle er medlem af IFAT, samt et familieforetagende:

1) EMA, Indien. EMA – Equitable Marketing Association – er en markedsføringsorganisation, der sælger og markedsfører kunsthåndværksprodukter fra 2.500 producenter fordelt på 30 kooperativer og en lang række familie-værksteder.

EMAs formål er at medvirke til forbedrede sociale og økonomiske forhold for unge og kvinder fra at bidrage til deres oplæring og hjælpe dem i gang med produktionsenheder; at støtte produktionsenhederne ved bl.a. at yde rentefrie lån, hjælpe med design, effektivisering og markedsføring på eksportmarkedet, se mere på fairtrading.dk – punktet producenter.

2) SIPA, Indien: SIPA – Federation of South India Producer Association – arbejder for at lette adgangen til det internationale marked for marginaliserede håndværksproducenter ved at give medlemmerne mulighed for at hjælpe og rådgive hinanden plus at tilbyde professionel vejledning inden for bl.a. markedsføring, kapacitetsopbygning, ledelse og rådgivning. SIPA arbejder sammen med over 7000 uddannede kunsthåndværkere, heraf en stor del kvinder, i det sydlige Indien (læs mere på www.sipa.in

3) APIKRI, Indonesien. APIKRI – The Foundation for the Development of Indonesian Peoples Handicrafts – består af 300 producenter af kunsthåndværk i 40 producentgrupper og har et stort produktudvalg i deres sortiment. APIKRIS mission er at skabe flere jobmuligheder igennem udviklingen af kunsthåndværk og på den måde skabe øget indkomst og velfærd for småproducenter i Indonesien.

APIKRI hjælper med at organisere håndværkerne, skaffer teknisk assistance og træning og lokal og eksport marketing service. Ved at producenterne går sammen er det også muligt at spare penge op og give mikrokreditlån til produktionsmuligheder eller i nødsituationer, se mere på www.apikri-cooperative.com

4) HEED Handicrafts, Bangladesh: HEED Handicrafts – Health, Education and Economic Development – er en del af organisationen HEED, der blev stiftet I 1975. HEED Handecrafts har 312 producentgrupper tilknyttet og arbejder specielt med brugskunst og tekstiler og tilbyder producenterne salg af varer gennem HEEDs butikker i Bangladesh og forestår eksport.

Organisationen kan videre tilbyde nye designs og støtte til produktudvikling samt forudbetaling ved eksport. Som en kristen organisation i et muslimsk domineret land gør HEED meget ud af, at hjælpen kommer alle trosretninger til gode, se mere på www.heedhandicrafts.com

Den femte Verdenshandelskredit er ydet til den afrikanske økologiske producent AfricanOrganic/Amfri Farms Ltd, som er et familieejet foretagende i Uganda. En familie med indiske aner, men født og bosat i Uganda længe. Under Idi Amin blev de smidt ud og bosatte sig i Canada, men derefter vendte de tilbage til Uganda, da det blev muligt igen.

AfricanOrganic/Amfri Farms Ltd er øko-certificerede af den schweiziske kontrolorganisation IMO. Den danske øko-grossist Solhjulet, Danida og AfricanOrganic/Amfri Farms Ltd har sammen skabt projektet med økologi og eksport til Danmark af frisk frugt og grønt, krydderier, tørret frugt mm. og også med forarbejdningen af økologisk frugt til pulp til Thise Mejeris Uganda Yoghurt.

Firmaet driver selv en stor gård 85 km nord for Kampala, der er under omlægning til biodynamisk jordbrug og har derudover 150 såkaldte outgrowers knyttet til sig; selvstændige bønder, der leverer ca. 80 pct. af varerne. Varerne omfatter vanille, ingefær, chili, æblebanaer, papaya, ananas, aubergine, avocado, mango, passionsfrugt, citrongræs m.m.

AfricanOrganic/Amfri Farms Ltd køber ikke bare varerne, men varetager også uddannelse af bønderne i økologiske metoder, håndtering og opbevaring af produkterne. Desuden satses der også på bedre sociale vilkår og social forståelse.

Frugt og grøntsager købes til priser over almindelig markedspris, også ansatte får højere løn end standard. Men tit drejer det sig ikke kun om pengene, men også om at give arbejderne en bedre social tilværelse og forståelse, se mere på www.solhjulet.dk – Uganda”, hedder det.

Man kan få tilsendt en brochure om AfricanOrganic, som Solhjulet har udarbejdet ved at sende en e-mail til Merkur, som så sender den frem.

Se også www.merkurbank.dk