Menneskeretsgrupper og oppositionen i Etiopien melder om mindst 50 dræbte, efter etiopisk politi i weekenden slog hårdt ned på demonstrationer mod regimet.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen affyrede politiet skarpe skud mod demonstranterne og dræbte mindst 37 mennesker to forskellige steder i Amhara-regionen. Snesevis af andre er dræbt i Oromia-regionen, oplyser Amnesty International.
Protesterne er også nået til hovedstaden, Addis Ababa, men her meldes der ikke om omkomne.
Sammenligner med Syrien
En aktivist fra regionen Oromia sammenligner over for tv-stationen Al Jazeera med situationen i Syrien, fordi tigrinerne, der kun udgør 6-7 procent af befolkningen, dominerer regeringen.
Det er som alawitternes mindretalsstyre i Syrien under præsident Bashar al-Assad.
De store grupper i Amhara og Oromia føler sig sat udenfor politisk indflydelse og mener, at de er marginaliseret økonomisk.
Hassen Hussein, en aktivist i Oromia, siger til Al Jazeera, at han forventer, at protesterne vil fortsætte.