CARE Danmark får ny kommunikations- og marketingschef. Det er Ulla Jepsen, der er hentet fra et nogenlunde tilsvarende job i Atlantis Rejser og afløser Ole Bisleth.
Birgitte Vestermark går fra at være udlandsredaktør på Ritzaus Bureau til at blive Mellemøst-medarbejder på aktualitetsmagasinet Orientering på P1 i Danmarks Radio. Den 42-årige journalist har tidligere netop bl.a. været Mellemøsten-korrespondent. Det var for Berlingske Tidende.
Malene Haakansson skifter efter 5 år som advocacy- og katastrofemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp pr. 1. september til et job som regional advocacy- og dokumentationsmedarbejder i Etiopien med fokus på konsekvenserne af klimaændringerne på Afrikas Horn. Hun gjorde sig sidste år bemærket med udgivelsen af den roste reportagebog, “Det værste er at dø i stilhed – Stemmer fra Darfur”.
Esben Q. Harboe skiftede 1. august fra kommunikationsrådgiver i KasterGaardbo A/S til jobbet som kommunikationsansvarlig for VK-regeringens Afrika-kommission. Han afløser den erfarne u-landsjournalist, Bjarke Larsen, der kun nåede 4 måneder i udenrigsministeriet.
Janne Bruvoll udskifter 25 august jobbet som pressekoordinator i Dansk Erhverv med titlen Information Officer i Mellemfolkeligt Samvirkes nyåbnede program i Sydsudan.
Eva Tommerup Johnsen skiftede 1. juni fra at være informationsmedarbejder i U-landssekretariatet i København til et job som programmedarbejder for samme organisation i Mozambique.
Flere jobskift er på vej. Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) søger en ny presse- og kommunikationschef og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København en kommunikationsmedarbejder. Det kan man læse mere om i u-landsnyts Stillingsbørs.
Se også telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15176&mode=Nyhed