Massiv kritik af Danmarks rapport til FN om naturindsats

moen-52565_960_720

Møns Klint


Foto:
Thomas Jazrawi

I 2010 vedtog verdens nationer under FN strategien med de tyve Aichi-mål for klodens natur. Et af kravene er, at landene skal rapportere til FN hvert fjerde år for at vise, hvor langt man er nået.

Det skal for Danmarks vedkommende ske inden årets udgang. Nu har Miljø- og Fødevareministeriet sendt et udkast i høring, som får massiv kritik af naturorganisationer.

”Den er mangelfuld og et forsøg på skønmaleri,” siger Lisbet Christoffersen, der er ph.d og ansat hos Verdens Skove.

“Rapporten er blottet for vurderinger af, hvad der skal til for at standse tabet af natur herhjemme og af, hvor langt vi forventer at komme med de indsatser, der er vedtaget, i forhold til krisens omfang”, lyder det fra Ann Berit Frostholm, naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Hun henviser til krisen med det dramatiske tab af biodiversitet på kloden, som Aichi-strategien er et forsøg på at bremse fra verdenssamfundets side.

De grønne organisationer mener, at rapporten rammer så langt fra skiven, at der skal en forlængelse af fristen til for at give en meningsfuld status.

Danmarks Naturfredningsforening anbefaler i sit høringssvar til, at “at Miljø- og Fødevareministeriet anmoder biodiversitetskonventionens sekretariat om at få forlænget fristen for afrapportering til senest 31. marts 2019 med henblik på at få det fornødne grundlag på plads til at give et retvisende billede af indsatsen for Danmarks biodiversitet”.

Verdens Skove opfordrer i sin reaktion til, “at det overvejes at indsende rapporten senere end planlagt.”

Verdens lande er langt fra at indfri de tyve Aichi-mål, men på det seneste topmøde i november i Egypten blev man enige om at sætte mere fart på indsatsen med de mål, der halter mest.

Lang vej igen

“Regeringens statusrapport til FN afslører, at man endnu ikke har omsat de 20 Aichi-biodiversitetsmål til meningsfulde, konkrete nationale naturmål. Der er ikke besluttet et sæt af indikatorer, som gør det muligt at følge fremdriften i målopfyldelsen”, siger Ann Berit Frostholm.

Naturorganisationen påpeger, at der efter otte år med Aichi-strategien stadigt ikke er vedtaget en strategi eller en handlingsplan for biodiversitet.

Fristen for indlevering af status til FN bør imidlertid ikke komme som en overraskelse, påpeger Verdens Skove.

”Man har vidst i fire år, at den her rapport skulle laves. Man kunne godt have været ude i bedre tid,” siger Lisbet Christoffersen.

De tyve Aichi-mål rummer bl.a. løfter om at frede mere natur, udfase støtte til aktiviteter, der skader biodiversitet, støtte udviklingslandes naturindsatser samt at beskytte truede dyrearter.

Danmarks Naturfredningsforening og WWF udarbejder i fællesskab en vurdering af Danmarks indsats med at opnå naturmålene, det såkaldte biodiversitetsbarometer. Den seneste fra 2017 viser, at Danmark kun har indfriet de to mål, der handler om bekæmpelse af invasive arter og tilslutning til Nagoya Protokollen om retfærdig fordeling af genetiske ressourcer.