Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) omstridte projekt-konkurrence, hvor kendte danskere skal vurdere, hvilke afrikanske bistandsprojekter, der skal have penge, har fundet sine vindere, skriver flere nyhedstjenester lørdag.
Via hjemmesiden dilemma dk har 3.500 danskere valgt skuespilleren Timm Vladimir, fitness- og ernæringsekspert Charlotte Bircow, sanger og entertainer Master Fatman (alias Morten Lindberg), ejer af tøjfirmaet Hummel Christian Stadil og skuespiller Martin Miehe-Renard. De 5 er udvalgt fra i alt 9 kendte kandidater.
De rejser i februar og marts til et samarbejdssland for dansk bistand i Afrika, hvor de skal besøge projektmuligheder inden for hiv/aids og malaria, vand og sanitet, underernæring og uddannelse.
De mulige projekter er alle fundet støtteværdige og bæredygtige af lokale og internationale bistandseksperter, Nu skal de kendte anbefale et projekt hver, som kan få op til 2,2 mio. kr. af Danida.
Da projektet blev foreslået, mødte det en storm af protester fra oppositionen samt de organisationer, der beskæftiger sig med u-landsbistand. De mener, at det strider mod alle saglige principper for at overlade fordelingen af pengene til danskere, hvis eneste kvalifikation er, at de er kendte i offentligheden.
Ulla Tørnæs valgte dog at gennemføre projektet med henvisning til, at det skal skaffe opmærksomhed om den danske bistand. I sidste ende er det Danida, der skal godkende vinderprojekterne.