CPH:DOX: Et år efter optagelserne til “Call Me Kuchu” gik i gang, blev hovedpersonen David Kato brutalt myrdet i sit hjem. Filmen dokumenterer en lille bid af Katos’ og andre LGBT-aktivisters kamp mod diskrimination, had, marginalisering og terroranklager.
Anmeldelse af Dijana Dix Omerbasic, U-landsnyt.dk
Instruktørerne Katherine Fairfax Wright og Malika Zouhali-Worrall kunne ikke vide, at deres lille film om en håndfuld ugandiske LGBT-aktivister ville få så stor opmærksomhed. En opmærksomhed, der har indhentet filmen en bred international anerkendelse – fra de filmkyndige dommere ved Berlin Film Festival til FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon.
Med døden til følge
Men det er på et tragisk grundlag, at filmen pludselig tager en drejning, der senere er med til at tiltrække den selvsamme opmærksomhed. Vi følger den spinkle, målsatte og til tider drømmende LGBT-aktivist og formand for SMUG (Sexual Minorities Uganda) David Kato direkte ind i døden. For det er ikke konsekvensløst at tage kampen op mod Ugandas homofobiske medier, ministre og kirkelige overhoveder.
I 2010 bragte den ugandiske avis Rolling Stone billeder af 100 formodede homoer med opfordringen om at hænge hele bundtet. David Kato og de øvrige LGBT-aktivister indledte en sag mod avisen – og vandt. Kato prydede selv forsiden på netop denne udgave af avisen, og kort efter retssagen blev han myrdet. Han blev dog ikke hængt, men tæsket ihjel med en hammer.
En kaotisk afsked
Man kan sige, at LGBT-aktivisternes sejr mod avisen tog deres leder fra dem. Filmen indeholder stærke optagelser fra Katos begravelse, hvor præsten benytter lejligheden til at fordømme homoerne og opfordrer dem til omvendelse. Situationen spidser til, og Davids venner og medaktivister tager fat i kisten og bærer den væk fra den ophidsede masse. Den ”homovenlige” Biskop Christopher Senjonyo træder til og giver Kato en passende afsked. Og så er der fest. For de ugandiske aktivister lader sig ikke kue.
Det er muligvis én af filmens stærkeste budskaber; flere af Katos venner overbeviser sig selv og publikum om, at Davids død har styrket dem. Det kan være svært at se hvordan: medierne, befolkningen, kirken og regeringen fortsætter med vidtgående og absurde anklager mod LGBTere om alt fra terrorvirksomhed til pædofili.
”Rør ikke ved bistanden – ellers er det vores skyld”
Publikum nåede lige at pudse næsen og tørre tårerne væk, da lyset i salen blev tændt. Helle Jacobsen fra Amnesty International Danmark, Frank Mugisha fra SMUG og Adrian Hughes (kendt bl.a. fra DR2s ”Smagsdommerne”) indtog scenen i al stilhed. En tydeligvis rørt Adrian Hughes mættede publikummets nysgerrighed gennem en række spørgsmål til de øvrige to.
SMUGs nuværende formand Frank Mugisha er selv med i filmen. Han blev spurgt, om det ikke var risikabelt at få så stor eksponering med en hentydning til det grusomme drab på Kato. Frank Mugisha forklarede, at de ugandiske aktivister har fået nok. Davids død har i sandhed givet dem synlighed og mulighed for at organisere sig. Men hvad kan vi gøre for at støtte op om SMUGs arbejde, lød spørgsmålet. Skal Danmark true med at skære i bistanden? ”Nej,” er formandens stilfærdige men kontante svar: ”I så selv, hvad vi bliver beskyldt for. Hvis Vesten skærer i bistanden, så bliver der peget på os. Desuden vil det gå ud over en masse uskyldige mennesker, som er afhængige af bistandsstøtten.”
Efterspillet
Senere den aften mødes jeg med Frank Mugisha på en café i Københavns centrum. Vi kender hinanden fra før, så snakken bliver mere løs og uformel. Han giver mig en opdatering på, hvad der er sket med de øvrige aktivister fra Call Me Kuchu. Naome og hendes to børn har fået asyl i Sverige, fortæller Frank. Flere af de andre er på rejser i udlandet, hvor de, ligesom ham selv, er med til at vise Call Me Kuchu verden over; Stosh, en ung lesbisk kvinde, som har været udsat for ”kurerende voldtægt”, er netop nu i Skt. Petersborg, og Long Jones er i Washington. Og så har SMUG travlt med at føre sag mod den amerikanske præst Scott Lively, som beskyldes for at have direkte indflydelse på ”anti-homo” lovforslaget i Uganda. Lovforslaget, som bliver genfremsat i nær fremtid, opfordrer til livsvarig fængsling for homoseksuel opførsel.
Til sidst spørger jeg Frank, hvorfor han forlod salen, inden filmen blev vist. ”Jeg har set filmen tre-fire gange nu. Jeg kan ikke se den længere. Det er for smertefuldt,” forklarer han. Og måske har han set den to-tre gange for meget. For Call Me Kuchu er en film, der efterlader varige og dybe indtryk – og netop derfor er den anbefalelsesværdig.
Call Me Kuchu vises 5. november 2012 kl. 20 i Empire Bio. Efter filmen er der mulighed for at møde den ene af filmens to instruktører. Der er også mulighed for at se filmen 11. november i Århus-biografen Øst for Paradis.
