Fødselaren stammer fra Sønderjylland og blev cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1976. I årene 1980-1984 var han ansat som u-landskonsulent for Kirkernes U-landsoplysning under Det økumeniske Fællesråd på et tidspunkt da dette initiativ rigtig var i vælten.
Her var Det økumeniske Center i Århus en spændende organisatorisk ramme. Her, hvor Mogens Jeppesen var centerleder 1982-89, holdt bl.a. Kirkernes Raceprogram til med Jørgen Lissner og Leif Vestergaard blandt drivkræfterne og her fandt et livligt tværkirkeligt solidaritetsarbejde sted, som både omfattede "progressive" lutheranere og katolikker.
Thomas Uhre Fenger var desuden blandt initiativtagerne til at sætte foreningen U-landsimporten i verden. Den var forløberen for Max Havelaar-mærkningsordningen, som senere er blevet til Fairtrade Danmark.
Princippet er, at handelen skal være bæredygtig (miljøskånsom) og at producenternes betales en mere fair pris for deres arbejde end ad de traditionelle kanaler.
U-landsimporten indførte bl.a. kaffe fra Nicaragua og Tanzania, te fra Tanzania og Sri Lanka (Ceylon) og kakao fra Andeslandet Bolivia.
Thomas Uhre Fenger var i sin præstegerning bl.a. sømandspræst og gik på pension i 2007 på øen Endelave ved indsejlingen til Horsens fjord, hvor han var sognepræst 1991-97.
Han har i de senere år skrevet flere bøger og titulerer sig nu også som forfatter.