Det er næppe dét, de amerikanske vælgere har sat deres kryds efter.
Men ikke desto mindre har onsdagens valg af Donald Trump som USA’s næste præsident store konsekvenser for den amerikanske udviklingspolitik. Og ikke mindst for de mange mennesker ude i verden, som er afhængige af de mange milliarder dollars, der hvert år uddeles til internationale og lokale ngo’er i Afrika, Asien, Mellemøsten og Sydamerika.
Sidste gang Donald Trump indtog det amerikanske præsidentembede i 2016 var det med løfter om at skære udviklingsbistanden med en tredjedel. Helt så slemt gik det ikke. Faktisk lykkedes det stort set ikke at skære ned på den samlede bistand. Og det var selvom, han i de første to år af sin regeringstid havde flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, hvor sådanne beslutninger går igennem.
Det havde Trump nemlig ikke opbakning i sit eget parti dengang, fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Rasmus Sinding Søndergaard. Republikanere af den gamle skole kunne godt se fornuften i at bidrage til at bekæmpe fx fattigdom og udbredelsen af HIV.
Men denne gang er han i langt højere grad bakket op af loyale partifæller.
“Så hvis han ligesom sidst ønsker at skære udviklingsbistanden med en tredjedel, så tror jeg, at hvis han har flertallet i Huset (Repræsentanternes Hus, red.) – det ved vi ikke endnu, om han får – så får han mulighed for rent faktisk at få det gjort,” siger Rasmus Sinding Søndergaard, der forsker i amerikansk udenrigspolitik.
Rasmus Sinding Søndergaard understreger dog, at det ikke nødvendigvis bliver det endelige resultat. At de to kamre meget vel kan forhandle sig til et mindre indhug i bistanden fra verdens største donorland.
Han har bare et horn i siden på hele idéen, om at USA skal give bistand.
Rasmus Sinding Søndergaard, Seniorforsker ved DIIS
“Men han har bare et horn i siden på hele idéen, om at USA skal give bistand. Han er den her transaktionelle business-figur og har meget svært ved at se, hvad amerikanerne får ud af det.”
Kvinder og piger svigtes i særligt Afrika
Kigger vi væk fra den samlede pose penge af den amerikanske bistand, er der også mere kulturelle kampe som Trump får langt lettere ved at føre.
Rasmus Sinding Søndergaard mener, at det første, der bliver skåret væk under en ny Trump-regering er ethvert bidrag til organisationer ude i verden, der beskæftiger sig med abort og familieplanlægning.
Og det bliver Trump langt fra den første republikanske præsident, der gør. Faktisk har samtlige republikanske præsidenter siden 1984 genindført den såkaldte Global Gag Rule, som blev indført af Ronald Reagan.
Den går i korte træk ud på, at organisationer og andre, som får penge af amerikanske myndigheder til at drive udviklingsarbejde, skal skrive under på, at de hverken gennmemfører aborter, oplyser om abort som en mulighed eller kæmper for at reformere et lands abortlovgivning.
Skriver de ikke under, mister de al amerikansk økonomisk støtte, og det gælder også, hvis abortaktiviteterne sker for deres egne penge.
Vi ved, at hvis der ikke er adgang til trygge og sikre aborter, så bliver de utrygge og farlige aborter tilvalgt, for alternativet eksisterer ikke.
Majbrit Berlau, Generalsekretær i Sex og Samfund
Generalsekretær for Sex og Samfund, Majbrit Berlau, mener at genindførelsen af Global Gag Rule får store konsekvenser for kvinder og piger verden over, hvis risiko for at dø under enten fødsel eller graviditet, vil stige.
“Vi er bekymret for tallene. Vi ved, at hvis der ikke er adgang til trygge og sikre aborter, så bliver de utrygge og farlige aborter tilvalgt, for alternativet eksisterer ikke,” siger hun.
“Hvis der er kvinder, som er nødsaget til at få en abort som følge af skade undervejs i graviditeten, eller hvis det er en meget ung pigekrop, som faktisk ikke er i stand til at føde, så redder de her sundhedsklinikker jo liv.”
Ifølge Verdenssundhedsorganisation, WHO, dør 800 kvinder om dagen på grund af komplikationer under graviditet eller fødsel. Et tal, der kun er faldet syv procent siden 2016, da verdens ledere med verdensmålene forpligtede sig til at reducere mødredødelighed med mindst en tredjedel inden 2030.
“Og det er vigtigt at sige, at når man som organisation arbejder med abortspørgsmålet, så er det jo ikke kun det, der er på spil. Det er hele det seksuelle sundhedsarbejde, der bliver truet. Det er oplysning og viden omkring prævention, familieplanlægning, adgang til test af sexsygdomme som HIV,” tilføjer Majbrit Berlau.
Defund FN?
Også FN kan meget vel se frem til at mærke magtskiftet i USA. Allerede i sin første præsidentperiode skar Trump-administrationen blandt andet i tilskuddene til de fredsbevarende missioner og Verdenssundhedsorganisation, WHO, som spillede en stor rolle under corona-pandemien.
Og når det kommer til FN, er der Rasmus Sinding Søndergaard også en langt større tradition i det republikanske parti for at forholde sig yderst skeptisk. Ronald Reagan trak blandt andet USA ud af UNESCO. Og George W. Bush’s rådgiver John Bolton blev kendt for at sige, at hvis FN’s bygninger i New York “mistede ti etager, ville det ikke gøre den mindste forskel”.
“Min formodning er at han ikke har ændret sit syn på det her, og at han vil komme til magten med en intention om at USA skal betale mindre af FN-regningen, og så må andre lande samle den op. Og han vil nok have endnu nemmere til at samle opbakning fra sit eget parti her, end på bistanden,” siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Man kan ikke regne med USA som garant for det længere, hverken militært, politisk eller i FN-regi.
Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
Under sin første præsidentperiode luftede Donald Trump sågar idéen om helt at melde USA ud af FN. Så galt tror generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, dog ikke, det går. Han understreger, at selv i det konservative kampskrift, Projekt 2025, spiller FN en rolle.
Til gengæld mener Whyte, at det er uundgåeligt, at det internationale samfund genbesøger måden, man støtter og arbejder med menneskerettigheder, demokrati og det regelbaserede verdenssamfund.
“For man kan ikke regne med USA som garant for det længere, hverken militært, politisk eller i FN-regi. Det er skræmmende. Men omvendt er der jo noget grundlæggende rigtigt i, at den tilgang, som vi har haft, jo heller ikke har virket fantastisk,” siger han.
“Jeg tror, at løsningen bliver, at man skal finde en mere bottom-up tilgang til menneskerettigheder og demokrati, hvor civilsamfundet og sociale bevægelser skal spille en større rolle. Se på Afghanistan. Det er jo åbenlyst, at det ikke har fungeret at forsøge at proppe det ned ovenfra.”
