Mens mange i Danmark og resten af verden holder ferie, skal ministre fra hele verden forsøge at opnå enighed om fremtidens finansiering af udvikling.
Det foregår i den etiopiske hovedstad Addis Ababa fra mandag.
Og der er bestemt ikke lagt op til en badeferie. Hele den omfattende udviklingsdagsorden i anden halvdel af 2015 med nye, bæredygtige udviklingsmål og en ny international klimaaftale bliver voldsomt dyr.
Vi har tidligere bragt artikler om de tre primære finansielle kilder, som skal betale regningen for fremtidens udvikling, men konferencen handler om meget mere end penge.
Der er ved konferencen stort fokus på politik, både nationalt og internationalt.
Generelt kan man sige, at de rige lande har fokus på at forpligte alle lande på nationale politikker, der understøtter en bæredygtig udvikling, mens udviklingslandene ønsker at bibeholde en udstrakt frihed til selv at lovgive og regulere.
Udviklingslandene ønsker på den anden side at få mere indflydelse på internationale regler og reguleringer, men her er de velstillede lande til gengæld meget forbeholdne.
Udviklingsfinansiering og de bæredygtige udviklingsmål
Konferencen i Addis Ababa kommer et par måneder før verdens ledere skal blive enige om de nye, bæredygtige udviklingsmål i september.
Det kan lyde som noget af en teknikalitet, men der er faktisk stor uenighed om, hvorvidt konferencen i Addis skal ses som en integreret del af udviklingsmålene, eller om forhandlingerne om udviklingsfinansiering skal køre i sit eget selvstændige spor.
Mål nummer 17 i de nye verdensmål omhandler de særlige ”Means of Implementation”, selve midlerne, der skal tages i brug for at realisere målene. Derfor har der været talt om, at hele sporet omkring udviklingsfinansiering er identisk med mål nr. 17 i udviklingsmålene.
”Der er et behov for at bevare adskillelsen af sporet for udviklingsfinansiering fra de nye bæredygtige udviklingsmål så vel som FN’s Rammekonvention om klimaforandringer”, lød det fra den store gruppe af udviklingslande G77 og Kina i juni.
”G77 og Kina er stærke modstandere af ethvert forsøg på at svække aftaleteksten af den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, heriblandt ved at begå den fejltagelse at forsøge at gøre de forpligtelser, der er heri, identiske med SDG 17”.
Det skyldes en frygt blandt udviklingslandene for, at sporet for at forhandle udviklingsfinansiering bliver lukket, hvis de kommer ind i samme forhandlingsspor som verdensmålene. Det vil for dem at se, betyde, at de mister et forum, hvor de kan forhandle om finansiering af udvikling alene.
EU og de andre rige lande mener imidlertid, at det er distraherende med de mange forskellige spor, når endemålet er at gennemføre de nye verdensmål.
National politik og internationale regler
En anden generel knast i forhandlingerne er spørgsmålet om nationale politikker på den ene side og internationale regler og systemiske forhold på den anden.
EU fokuserer meget på nationale politikker. Det gælder på adskillige spørgsmål lige fra menneskerettigheder, faglige rettigheder og ligestilling til miljø og klima. Men også forhold som at skabe et faciliterende miljø for handel og investeringer.
Udviklingslandene understreger gennem G77, at de ønsker ”politisk rum” til selv at lovgive og regulere. Derimod ønsker de mere indflydelse på systemiske forhold som internationale regler for skat og finans.
”G77 og Kina ønsker derfor, at udkastet fokuserer på den økonomiske søjle, det økonomiske system og systemiske forhold. Politisk rum for nationale regeringer må også respekteres”, lyder det i en kommentar ved forhandlingerne.
Princippet om ”fælles, men differentierede forpligtelser”, som man kender fra klimaforhandlingerne, spøger også i diskussioner om udviklingsfinansiering og de nye verdensmålene.
De brudte udviklingsløfter
Parterne står derfor ret stejlt overfor hinanden. EU og den rige lande kan næppe levere en indfrielse af et snart meget gammelt løfte om at bidrage med mindst 0,7 % af BNI til udviklingsbistand.
I det første udkast til en aftale tekst stod der, at dette mål skulle nås i 2020. Denne formulering er nu erstattet af en ny tekst, der blot igen bekræfter målsætningen uden at sætte en tidshorisont på.
Samtidigt byder teksten EU’s forpligtelse om at nå målet indenfor tidshorisonten af verdensmålene velkommen. Det bliver altså i 2030.
Derudover er der ligeledes en opfordring til at anvende mindst 0,15-0,20 % – og meget gerne 0,5 % – af BNP til de mindst udviklede lande.
Men teksten om offentlig udviklingsbistand er nu helt ryddet for forpligtende formuleringer om udviklingsbistand.
”Forhandlerne har ikke fået et tilstrækkeligt mandat med”
I Mellemfolkeligt Samvirke er man ikke imponeret over nationernes foreløbige indsats.
”Ingen lande har haft et tilstrækkeligt mandat med. Det er dybt utilstrækkeligt. Man burde tage udgangspunkt i, hvad der er behov for, og hvilke udfordringer, verden står over for”, siger Kirsten Hjørnholm Sørensen fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Hun har også en opfordring til udenrigsminister Kristian Jensen, der skal på den første officielle rejse til Afrika, når han deltager i konferencen.
”Kristian Jensen kommer fra en regering, der vil skære i udviklingsbistanden. Derfor er det endnu mere vigtigt at tage udgangspunkt i at sørge for et fundament, der gør udviklingslandene i stand til at klare sig selv, og der må vi kigge på de systemiske forhold. Der er behov for et systemfix, særligt med de internationale skatteregler”, lyder det.
Verdens vigtigste år for alvor i gang
Teksten i dokumentet, der skal forhandles i Addis Ababa er naturligvis fyldt med hensigtserklæringer, men det er småt med de forpligtende formuleringer.
Der er faktisk flere bindende formuleringer, der er pillet ud af teksten inden topmødet. Det kan dermed blive en vitaminfattig begyndelse på den store udviklingsmaraton i anden halvdel af 2015.
I september skal de nye, bæredygtige udviklingsmål vedtages og i december skal en ny international klimaaftale signeres.
Hvis man kommer dårligt fra start i Addis Ababa med mange uenigheder og manglende tillid, bliver de kommende store udfordringer utvivlsomt endnu mere vanskelige.
Startskuddet til en mere bæredygtig verden – både socialt, økonomisk og miljømæssigt – lyder i Addis Ababa mandag. Om et halv års tid ved vi mere om, hvorvidt verdens ledere er i stand til at levere andet – og mere – end flotte erklæringer.
Man kan læse forhandlingsdokumentet her: http://www.un.org/esa/ffd/ffd3/wp-content/uploads/sites/2/2015/07/Addis-Ababa-Action-Agenda-Draft-Outcome-Document-7-July-2015.pdf
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.