En fisk med vampyrtænder, en 7 meter høj kødædende plante og en frø, der lyder som en fårekylling er blandt de 145 nye arter, som er opdaget i Mekong-regionen i Sydøstasien over det seneste år, skriver WWF Verdensnaturfonden i Danmark på sit website onsdag.
WWF’s nye rapport, “New Blood: Greater Mekong new species discoveries 2009”, viser at der i gennemsnit blev fundet 3 nye arter om ugen i 2009. De mange fund placerer endnu engang regionen på verdenskortet som et af klodens absolutte hotspots for biologisk mangfoldighed.
Asiens eneste skaldede sangfugl og en unikt tilpasset sugefisk, der med kroppen suger sig fast til sten og på den måde bevæger sig imod stærk strøm er også på listen over de nye arter. Det samme er 5 nye pattedyr, 2 flagermus, 3 spidsmus, en giftig hugorm og en slange uden hugtænder.
– Det er imponerende, at vi fortsat finder nye arter i en region med så stor økonomisk udvikling, der lægger et stort pres på naturen, herunder Mekongflodens over tusind fiskearter. Det bekræfter kun vigtigheden af, at vi får planlagt bl.a. dæmningsbyggerier og infrastruktur på en måde, der tager størst muligt hensyn til Mekongs biodiversitet, siger Lasse Juul-Olsen, der er leder af WWF Verdensnaturfondens arbejde i Mekong.
Rapporten kommer forud for FN’s møde om biodiversitet, COP10, i den japanske by Nagoya.
Fra den 18. til 29. oktober vil 190 lande være samlet for at blive enige om, hvordan vi beskytter Jordens dyre- og plantearter, økosystemer og biologiske mangfoldighed.
– På trods af, at FN har erklæret 2010 som internationalt biodiversitets-år, forsvinder dyr og planter hver dag fra kloden. Så meget desto mere bør regeringer begynde at tage emnet alvorligt, ikke mindst i Mekong. Både på grund regionens unikke dyre- og plantearter, men også for de millioner af mennesker der er dybt afhængige af livet i Mekong, slutter Lasse Juul-Olsen.
Fakta om Mekong:
Mekong-regionen dækker over Cambodja, Laos, Burma, Thailand, Vietnam og den sydlige Yunnan-provins i Kina. Regionen er levested for nogle af planetens mest truede arter: Tigeren, den asiatiske elefant, Mekongdelfinen og Mekongs kæmpemalle.
Fra 1997 til 2008 blev der opdaget ikke færre end 1.231 nye arter, og forskere finder hele tiden nye.
Man kan se flere arter i en video og et billedgalleri på http://www.wwf.dk/dk/Menu/Nyheder/En+skaldet+sangfugl+og+144+andre+nye+arter+fundet+i+Mekong
Herfra kan man også downloade hele rapporten om Mekongs naturskatte.
Yderligere oplysninger hos:
Karoline Rahbek, kommunikationsmedarbejder,
tlf. 31 13 07 70 og e-mail: [email protected]