Repræsentanter for Honduras, Guatemala og El Salvador indleder tirsdag en protestmarch fra togstationen i Arriaga i delstaten Chiapas i det sydlige Mexiko.
Demonstranterne kræver, at den mexicanske regering gør en aktiv indsats for at standse overgrebene på de papirløse migranter, der dagligt krydser grænsen til Mexiko for at komme videre til USA, oplyser det honduranske dagblad La Prensa mandag.
I spidsen for demonstrationen går de 3 mellemamerikanske landes konsuler, og blandt de mexikanske deltagere er repræsentanter for Mexikos Nationale Menneskerettigheds Kommission og den katolske kirke.
Et af demonstranternes hovedkrav, er at den mexikanske regering sætter mere effektivt ind for at opklare kidnapningen af 50 papirløse migranter. Den fandt sted 16. december.
Kriminelle grupper behersker området mellem delstaterne Chiapas og Oaxaco. De angriber, berøver og kidnapper migranterne, når de krydser grænsen mellem de 2 delstater. Alene i 2010 er der registret omkring 20.000 kidnapninger af migranter.
Demonstranterne kræver, at de mexikanske myndigheder sætter ind for at beskytte migranterne mod overgrebene.
15. januar mødes repræsentanter for den honduranske og den mexikanske regering for at drøfte rammerne for en kommission, der skal tage vare på migranternes sikkerhed.