Mellemfolkeligt Samvirke ændrer strategi markant

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse vedtog onsdag 17. januar at ændre organisationens bistandsprofil markant, skriver ms.dk.

Arbejdet med de politiske og strukturelle årsager til fattigdom er blevet opprioriteret de senere år, og MS vil fremover fokusere på lokalt demokrati i u-landene.

I fremtiden vil mere end halvdelen af Mellemfolkeligt Samvirkes programmer i alle samarbejdslande være rettet imod at sikre udvikling af nærdemokrati i kommunerne i u-landene.

Målet er, at de fattige – ikke mindst kvinderne – får reel indflydelse på forhold, der har afgørende betydning for deres levevilkår, for på den måde at arbejde sig ud af fattigdommen.

– I mange udviklingslande er de fattige ikke ’borgere’, men derimod ’undersåtter’. Hvis der ikke laves om på det, får vi aldrig bugt med fattigdommen. Derfor vil vi nu arbejde målrettet for, at denne befolkningsgruppe kan gøre deres rettigheder gældende, siger Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse.

Den resterende del af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i udviklingslandene vil finde sted inden for fire centrale temaer: 1) Anti-korruption; 2) Konfliktløsning; 3) Jordrettigheder og 4) Retfærdig verdenshandel, Fair Trade.

Mellemfolkeligt Samvirke vil inden for de valgte fokusområder koncentrere sig særligt om den voksende gruppe af unge, der udgør fremtidens borgere, og om kvinder, der i samarbejdslandene har særlige problemer med at blive inddraget i beslutningsprocesser og få adgang til ressourcer.

Den markante fokusering i u-landsarbejdet vil gøre det muligt for Mellemfolkeligt Samvirke at opbygge en kernekompetence på de valgte områder samt at udvikle effektive arbejdsmetoder ved at opsamle erfaringer fra de godt 15 lande, hvor Mellemfolkeligt Samvirke gennemfører udviklingsprogrammer.

Over det næste halve år vil Mellemfolkeligt Samvirke revidere sine landestrategier i alle samarbejdslande, og senest med udgangen af 2008 vil hele Mellemfolkeligt Samvirkes program reflektere den nye linie.

Læs mere: www.ms.dk