Mellemfolkeligt Samvirke forbinder verdens klasselokaler

verdensklasse
Laurits Holdt

Under det nye navn ”Verdensklasse” vil Mellemfolkeligt Samvirke skrue op for arbejdet med at knytte danske skoleklasser tættere til unge mennesker verden over, fortæller organisationen i en pressemeddelelse.

”Vi oplever en stigende interesse fra skoleklasser i Danmark ift. at få mere viden om den verden, de lever i. Derfor vælger vi at udvide det arbejde med vores nye projekt ‘Verdensklasse’. Vi glæder os meget til at bygge videre på det fine arbejde, der er foregået hidtil i Globale Skolepartnerskaber,” siger projektleder Helle Skovmose.

Tilbage i 2011 blev Globale Skolepartnerskaber stiftet som selvstændig organisation og har siden arbejdet på at styrke den globale dimension i undervisningen i fx folkeskolen, på gymnasier, efterskoler og højskoler.  Det sker bl.a. gennem partnerskaber mellem danske skoler og skoler i andre dele af verden. Det arbejde overtager Mellemfolkeligt Samvirke nu. 

”Vi har i Mellemfolkeligt Samvirke mange års erfaring med at udvikle tilbud til skoler – bl.a. i form af elev- og lærerkurser med fokus på aktivt medborgerskab, elevinvolvering og kulturforståelse. Samtidig har vi et kæmpe netværk verden over. Derfor følger vi os rigtig godt rustede til at give unge danskere muligheden for at lære vor verden bedre at kende,” siger Helle Skovmose.

Læs mere om projektet på http://verdensklasse.dk