Partiledere er igen i husarrest og politisk aktive er fængslet i Nepal.
Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, og Line Wolf Nielsen, journalist udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal
Kommentar bragt i Information den 6. februar
Der er gået et år, siden Nepals konge Gyanendra afskedigede sin egen regering og selv overtog den udøvende magt. Dengang kom Nepal i søgelyset, fordi politiske ledere blev sendt i husarrest, journalister og menneskeretsaktivister røg i fængsel og kommunikation til omverden blev lukket.
Nu, et år efter, er der igen fokus på Nepal. Igen skyldes opmærksomheden at politiske ledere er blevet fængslet og borgerrettigheder inddraget. Dertil kommer at den ti år lange væbnede konflikt mellem regeringshæren og maoistiske oprørere er spidset til. Mere end 80 har mistet livet siden maoisterne afblæste deres 4 måneder lange våbenhvile den 2. januar.
Under et enevældigt styre går folk normalt på gaden med et krav om at få lov til at stemme. I Nepal er det lige modsat. Her ønsker demonstranterne, der som oftest består af partipolitisk aktive mænd, at få aflyst et bykommunevalg, som kongen har planlagt onsdag den 8. februar.
Nepals 7 største partier boykotter valget og opstiller ingen kandidater. Den maoistiske oprørsbevægelse truer folk til ikke at stille op – og begge opfordrer befolkningen til ikke at stemme. Indtil videre er en kandidat blevet dræbt for maoisternes hånd, en anden er hårdt såret.
Myndighederne har haft svært ved at finde villige kandidater og i næsten halvdelen af alle de bykommuner hvor der skal være valg, er der kun ét navn til de forskellige poster.
Hårdt mod hårdt
Hvis partiernes ønske om at få aflyst et valg er overraskende, så er kongens reaktion det ikke. På vanlig enevældig vis har de royalistiske myndigheder i Nepal svaret igen med udgangsforbud og forbud mod frit og fredeligt at forsamles.
Trods disse forhindringer har udvalgte gader i hovedstaden Katmandu siden midten af januar genlydt af råb som ”ned med enevældet, ind med demokratiet” og demonstranter med sten i hånden har søgt konfrontation. Det kampklædte politi har ikke glimret ved sit fraværd og har ovenikøbet ofte ladet sig filme af nyhedsmedier; enten i færd med at lade geværet med tåregaspatronen, slå med de medbragte bambuskæppe eller fylde salatfadene med tilbageholdte.
I perioden fra den 19 til den 26 januar er mindst 1064 mennesker blevet arresteret over hele landet og det er hårdt mod hårdt. Også fra maoisternes side, der har optrappet angrebene på regeringskontorer og sikkerhedsstyrker.
Ingen Nelson Mandela
Derfor står Nepal nu ved en skillevej: En retning fører mod monarki og et samfund plaget af uro, en anden mod moderne demokrati og fred. Først skal landet dog styre sig forbi den ti år gamle konflikt mellem hæren og de maoistiske oprørere – en konflikt, der har kostet omkring 12.500 livet og haft store konsekvenser for landets økonomiske og sociale udvikling.
Det kan være svært at se, hvem der er the good guys. Efter 10 års væbnet oprør er nepaleserne nu generelt så bange for maoisterne, at de ikke længere behøver at have våben i hånd for at true – ord er nok. Samtidig går maoisterne ikke af vejen for at likvidere ubevæbnede politifolk, der sidder midt i aftensmaden og forsøger at overgive sig uden kamp.
Flere af de politiske partier har offenligt måtte sige undskyld for korruptionsskandaler, og lederne har ved utallige tidligere lejligheder vist, at en plads bag et minister-skrivebord er vigtigere end hensynet til politiske principper og den overordnede politiske dagsorden.
Ingen oppositionsleder fremstår som det helt oplagte alternativ til at tage over. Her er ingen Nelson Mandela eller Aung San Suu Kyi og spørgsmålet er derfor, hvor forandringen skal komme fra?
Svaret er Nepals civilsamfund. Her findes mennesker og organisationer, der kæmper for et samfund der vil respektere individerets rettigheder og spille efter demokratiske regler.
Civilsamfundsorganisationerne nyder generelt en større troværdighed end de korruptionsplagede partier gør – og civilsamfundets krav om demokrati og respekt for menneskerettigheder har derfor haft mere autoritet og folkelig opbakning.
Samtidig er maoisterne opsatte på at bevare den goodwill, man vandt ved at tage initiativ til våbenhvilen. Optrapningen af den væbnede konflikt til trods, er det derfor fortsat muligt for Nepals mange NGOer at arbejde med langsigtet udvikling. Tidligere tiders krav om registrering og pengebidrag til maoistbevægelsen er forstummet.
International støtte
Varig fred kan kun komme indefra – fra en platform bestående af partier og et stærkere civilsamfund, der kan hjælpe med at holde partierne fast på de demokratiske principper. Internationale aktører skal kende deres besøgstid og stille den hjælp til rådighed som den igangværende demokratibevægelse har brug for og beder om.
Danida har lang tradition for at yde bistand til Nepal og Danmark hører til blandt toppen af Nepals donorer. Mellemfolkeligt Samvirke har været i Nepal i 20 år og således fulgt Nepals tiltagende konflikt på tæt hold.
Selv om der i øjeblikket ikke er tegn i sol og måne på, at Danmark overvejer at trække sig ud af Nepal, er det vigtigt at minde om, at de virkelige tabere ved en eventuel tilbagetrækning altid vil være slutmodtagerne af udviklingsstøtten; Nepals fattige. Der er mange af dem, hver tredje af Nepals 23 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen.
Danmark lukkede sin ambassade i Zimbabwe tilbage i 2002, fordi man netop ønskede at sende et kraftigt og kritisk signal om dansk misbilligelse til præsident Mugabe. Dengang skete det i forbindelse med et valg, som man vurdererede ikke havde været fri og fair. Det samme bør ikke gentage sig i Nepal.
En ambassade kan videreformidle valid information om, hvad der foregår – noget man nu har mistet i forhold til Zimbabwe. Dertil kommer, at en fortsat diplomatisk tilstedeværelse også øger muligheden for indflydelse og ikke mindst, kan være en moralsk støtte til – og beskyttelse af landets demokratiske opposition.
De færreste lande er glade for direkte indblanding udefra. I Nepal er man især sart overfor storebroderen og nabolandet Indien.
Indien og de øvrige internationale aktører; primært USA, FN og EU må derfor være diskrete, men samtidig faste i mælet; forvirrede og svage signaler vil ikke være produktive i forhold til det mål, alle har for øje; et fredeligt demokrati i et af verdens smukkeste lande.
Kommentaren stod i dagbladet Information mandag den 6. februar 2006.
Kilde: www.ms.dk
