Nicargua – serie
Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Nicarguas præsident Daniel Ortega fører stort i meningsmålingerne og vil, selv ifgl. den dårligste, vinde præsidentvalget 6. november i første runde. I Nicaragua skal der kun 35 procent af stemmerne til det.
I den seneste meningsmåling fra nicaraguanske M&R (Monitoring and Research) får han 47,6 procent af stemmerne, mens de 4 liberale oppositionspartier kun når op på i alt 20,5 procent. 31,8 procent er ubesluttede eller har bestemt sig til ikke at stemme.
Det costarikanske CID-Gallup spår, at Ortega får de samme 38 procent af stemmenerne, som han fik ved præsidentvalget i 2006. Sandinistene, FSLN, er velorganiserede og har ifgl. CID- Gallop en gruppe af kernevælgere netop på omkring 38 procent.
Men er meningsmålingerne til at stole på? Dagblade og politiske uge- og månedsblade mener nej eller et noget forbeholdent måske.
De sammenligner de aktuelle meningsmålinger med dem, der gik forud for valget i 1990, hvor sandinisterne – også dengang med Daniel Ortega i spidsen – blev spået en gigantsejr, men alligevel tabte i første runde til Violeta Barrios de Chamorro, der var kandidat for en samlet opposition.
Nicaragua er et andet land
Sammenligningen holder imidlertid ikke, mener direktøren for og grundlæggeren af M&R, Raúl Obregón.
”I 1990 var her krig. Vi begravede hver dag drenge og unge mænd. Der var tvungen værnepligt op til 24 år og derefter pligt til at være med i reserven. Dem, der ikke var det, var udelukkede fra at få formelt arbejde”, fortæller Raúl Obregón.
”Selv i den mindste landsby var der en sandinistisk brigade, der var ansvarlig for uddelingen af madrationer. De familier, der ikke levede op til de sandinistiske krav, blev slettet af listen. Der var således en konkret grund til at fortælle meningsmålerne, at man ville stemme på FSLN.”
”Nicaraguanerne ønskede et andet liv, og doña Violeta skabte håb om forandring”, slår Raúl Obregón fast og tilføjer, at det er der ingen af kandidaterne ved de senere valg, der har været i stand til.
”Situationen i dag er anderledes”, mener Raúl Obregón. ”Først og fremmest er her hverken krig eller værnepligt. Der eksisterer ganske vist sandinistiske brigader i landsbyer og bydele, men de kan ikke længere true folk på brødet. Det er 2 grunde til at tro mere på meningsmålingerne i dag end i 1990.”
”Ikke mindst i 90, men også ved senere valg, blev FSLN forbundet med tvungen værnepligt, krig, fødevaremangel og en stærk afstandtagen fra den katolske kirke, der via Managuas biskop, kardinal Obando y Bravo svarede igen med en styrke, der kostede stemmer.”
”Dagens Nicaragua er anderledes, slår Raúl Obregón fast. ”Ganske vist lever 46 procent af befolkningen på eller under fattigdomsgrænsen, men økonomien vokser år for år. IMF har godkendt regeringens økonomiske politik, og Verdensbanken har slået sig ned permanent. Ingen af de 2 institutioner ville have noget at gøre med Nicaragua i 80erne.”
”Dertil kommer, at regeringen har indført den såkaldte solidariske bonus til offentligt ansatte. Hvad enten de tilhører FSLN eller ej. Det betyder, at f.eks. lærere og sundhedspersonale, der er lavtlønnede i forhold til de daglige udgifter for en familie, får 700 córdobas (omkring 175 kroner) oven i lønnen hver måned. Og i Nicaragua er der 14 lønningsmåneder om året”, fortæller Raúl Oregón, der mener at det giver FSLN stemmer fra offentligt ansatte.
Obando og FSLN
En væsentligt grund til den sandinistiske fremgang er, at FSLN har sluttet fred med den katolske kirke. Ganske vist er der fra hierarkiet en vis kritik af regeringens socialpolitik, men kardinalen, Obando y Bravo, har i den grad skiftet side, og han er en magtfuld mand i det troende Nicaragua.
”Han er blevet en af de fremmeste fortalere for FSLN. Han står så godt som altid ved Daniel Ortegas side ved officielle lejligheder, og som en anden julemand uddeler han zink og andre byggematerialer på vejne af regeringen”, siger Raúl Obregón, der har svært ved at holde et grin tilbage.
Lovbrud
Meningsmålingerne tyder på, at vælgerne ikke tillægger det stor betydning, at Daniel Ortega bryder grundloven ved at genopstille. Den siger, at ingen må genopstille til præsidentposten 2 gange i træk, og ingen må vælges 3 gange i alt. Ortega har allerede 1 periode bag sig og er i gang med at slutte den anden.
”Jeg tror, der er en hvis resignation. Kampen for at finde småjob eller klare sig i den uformelle sektor er for hård til også at beskæftige sig med grundloven”, tror Raúl Obregón.
De højest prioriterede temaer i valgkampen er mangelen på arbejde, og for dem der har et job, kvaliteten af det. Og selvom Nicaragua er Mellemamerikas sikreste land, kommer kampen mod kriminaliteten ind på en andenplads.
Fra gammelmandsparti til ungdomsparti
For nogle år siden vurderede Raúl Obregón, at FSLN langsom ville dø, fordi partiet ikke tiltrak unge. Sådan er det ikke længere.
”En velorganiseret kampagne har reorganiseret de sandiniske ungdomsbevægelser, der i dag tager særdeles aktivt del i valgkampen”, kommenterer Raúl Obregón.
Han tør ikke sige med sikkerhed, at Ortega vinder valget. Meget tyder på det. Men samles de 4 liberale oppositionspartier om 1 præsidentkandidat, kan det ændre billedet.
”Ved valgene fra 1990 til 2001 var Daniel Ortega og FSLN det væreste onde blandt de opstillede kandidater. I 2006 ændrede det sig til, at han var det mindste onde. Sådan ser det også ud i dag. Medmindre de liberale finder ud af at samles”, slutter Raúl Obregón.
