Fødselaren er født i Libanons hovedstad, Beirut, men har boet i Danmark siden 1986. Han er forfatter og har siden 2006 været tilknyttet Institut for Menneskerettigheder (IMR) i København med speciale i den arabiske verdens moderne historie.
Som uddannet cand.mag. i arabiske samfundsfaglige studier fra Københavns Universitet er hans forskning koncentreret om statsdannelse og nation-building fra et menneskeretsperspektiv i den arabiske verden.
Hanna Ziadehs baggrund i fødelandet gjorde ham samtidig til en ideel talsmand for undertrykte mindretal.
Som søn af en katolsk libanesisk mor og en kristen-ortodoks palæstinensisk far var han forfulgt af alle krigende parter i Libanon og blev som 14-årig kidnappet af en gruppe palæstinensere og spærret inde på et toilet i tre dage.
Det lykkedes ham at slippe væk og syv år senere kom han til Danmark som flygtning.
I 2008 fik han tildelt et tre-årigt Ph.d-stipendium fra IMR og Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet til at forske i den nationale opbygningsproces i tre arabiske nøglelande, Libanon, Irak og Yemen.
“Meningsmodig dansker”
I februar 2012 blev Hanna Ziadeh kåret til årets Meningsmodige Dansker af IHB-foreningen.
Han fik prisen for “sit brændende engagement for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten og for formidling af det, han ser som sandheden om folk, politik og samfund i Mellemøsten – ofte kontroversiel i forhold til den herskende opfattelse i vide kredse – og uden hensyn til konsekvenser for ham selv”.
IHB-foreningen er et mødested for eksperter, som er med i Danmarks Internationale Humanitære Beredskab og klar til med kort varsel at tage ud til internationale opgaver, f.eks. som valgobservatører eller våbenhvileobservatører rundt om i verden, hvor det brænder på.
Talte om at halshugge ham
Hanna Ziadeh brugte prispengene til at finansiere en rejse til Aleppo i det nordlige Syrien for at bringe medicin ind til de belejrede indbyggere, men endte i en situation, hvor han hurtigt måtte flygte.
Som han senere fortalte: “”Jeg havde knoklet og brugt penge på at hjælpe folk, og så begyndte de (jihadisterne) at drøfte om de kunne tjene flere penge på at kidnappe – og eventuelt halshugge – mig end på den medicin, jeg havde taget med til dem”.
Se meget mere om den historiske by, der er Syriens største, på Wikipedia.
Det kom der en dansk dokumentarfilm ud af i 2013, nemlig “En chokerende rejse – Hanna Ziadeh og det arabiske efterår” instrueret af Theis Molin.
Filmen følger aktivisten Hanna Ziadeh og hans kamp for menneskerettigheder i gaderne i Kairo og Beirut, hvor mindretal kæmper en daglig kamp mod undertrykkelse.
Han er ateist – men af kristen afstamning og erklæret homoseksuel og ved derfor alt om at tilhøre en minoritet i en arabisk og muslimsk kulturkreds.
“Hans tilgang til den arabiske verden er hårrejsende ærlig”, skrev DR i sin foromtale af filmen, da den blev vist på DR 2:
“Vi kommer helt tæt på alt fra svindlere, korrupte hjælpeorganisationer, professorer, eksministre og afstikkere fra Det Islamiske Broderskab til demonstranter, menneske- og våbensmuglere og oprørere i Aleppo, som alle har en afgørende rolle i krigen”.
Da danske imamer rejste rundt…
Kairo er ikke tilfældigt. Hanna Ziadeh var i en periode seniorforsker på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut (DEDI) i Nillandets hovedstad og det var her han for alvor blev kendt af en større dansk offentlighed.
I både danske og internationale medier afslørede han, at danske imamer på rejse i den arabiske verden viderebragte overdrevne og usande oplysninger om Muhammed-tegningerne efter at de blev trykt i Jyllands-Posten.
Så det var – og er – en modig mand, der nu er blevet dansker.