Menneskerettighedsby
Guidelines for menneskerettighedsbyer
Der arbejdes med at lave guidelines for, hvad der skal til for at kunne betegnes som menneskerettighedsby. Der er allerede på forskellige niveauer tekst at tage udgangspunkt i.
De mest prominente er:
Det Globale Charter-Agenda for Human Rights in the City vedtaget i 2011 af UCLG, som er et af de vigtige netværk af byer.
Gwangju Guiding Principles on Human Rights Cities vedtaget i 2014 af det årlige Verdens Forum for Menneskerettighedsbyer.
På det regionale niveau, The European Charter for the Safeguarding of Human Rights in the City vedtaget i 2000 af UCLG.
Derudover er der en række charters og resolutioner vedtaget af byer verden over, som også giver inspiration til et globalt sæt retningslinjer. Det gælder byer som Gwangju (Sydkorea), Bandung (Indonesien), L’Ariana (Tunesien), Wien (Østrig), Utrecht (Holland), Nürnberg (Tyskland), Lund (Sverige), Bergen (Norge), Washington DC (USA), Bogota (Colombia) og mange flere.
Et af resultaterne af Covid-19 krisen er, at de lokale og globale uligheder fremstår endnu tydeligere end før krisen. Pandemien har virket som et stort spejl for alle samfund og ikke mindst helt lokalt, der hvor folk bor. Synet er blevet kalibreret, og vi ser de nære forhold tydeligere end før. Da børnene blev sendt hjem fra skole, så man ikke kun, at de bogligt svagelige fik det sværere, men også hvor mange børn der var afhængige at skolemaden som det primære sunde måltid; uligheden i sundhedsvæsenet blev tydelig på den måde, at de socialt udsatte ikke blev testet og ikke fik de samme tilbud som andre grupper; korruptionen førte til, at masker og nødvendig medicin ikke nåede frem; den skæve fordeling af grønne områder i byen blev meget synlig, når en person kun måtte bevæge sig ud en time om dagen og ikke længere væk end en kilometer.
Det handler alt sammen om menneskerettigheder: Retten til liv, til sundhed, til uddannelse, og mange flere. Det handler om det, Eleanor Roosevelt beskrev så elegant allerede i 1958, at menneskerettigheder ikke har nogen betydning, hvis de ikke er en realitet, der hvor mennesker lever deres liv i det lokale samfund, på arbejdspladsen, i skolen og i hjemmet. Og det er måske netop realiseringen af hendes vision, vi ser udfolde sig på alle kontinenter i disse år med den hastige vækst af menneskerettighedsbyer.
Definitionen mangler
Den første by, der officielt erklærede sig som menneskerettighedsby, siges at være Rosario i Argentina. Det skete i 1998, og byggede i vid udstrækning på det arbejde, som den franske sociolog Henry Lefebvre havde udviklet siden 1960’erne om retten til byen. I arbejdet med menneskerettighedsbyerne ses stadig, at nogle byer lægger mere vægt på retten til byen end på menneskerettighederne. Det er dog den menneskerettighedsbaserede tilgang, som har fremdrift, ikke mindst fordi byerne kan tage udgangspunkt i en internationalt vedtaget juridisk ramme, hvor retten til byen et betydelig mere politisk ladet projekt.
Udover menneskerettighederne som den normative ramme, der sætter retning på arbejdet, er der endnu ikke et veletableret sæt kriterier for, hvad det vil sige at være en menneskerettighedsby. Men den korte arbejdsdefinition er, at det er en by, som anvender en menneskerettighedsbaseret tilgang i ledelse og implementering. Så foreløbigt er det byerne selv, der vælger at erklære, at de vil arbejde på basis af en menneskerettighedsbaseret tilgang. Både i FN-regi, på europæisk plan, og mellem byer på tværs af kontinenter arbejdes der i disse år med at etablere et sæt guidelines eller kriterier koblet til et akkrediteringssystem. Det er selvsagt ikke en nem opgave, da byer er meget forskellige: nogle har meget vide beføjelser, andre administrer direktiver fra regeringen; nogle byer er små, andre metropoler; byer er forankret i forskellige religiøse kulturer; nogle er rige, andre fattige og så videre. På trods at disse store spænd kan et sæt rummelige guidelines bidrage til at styrke og fokusere arbejdet.
I Sverige har Foreningen af svenske byer og regioner (SKR), den svenske pendant til Kommunernes Landsforening, i 2018 vedtaget en politikramme for, hvordan byer og regioner i Sverige kan integrere menneskerettigheder i det daglige arbejde. Rammen blev udarbejdet i et samarbejde mellem SKR og Raoul Wallenberg Instituttet i tæt kontakt med ngo’er, kommunale embedsmænd, internationale eksperter med flere. Udover at give en række konkrete anvisninger og ideer til hvordan kommunen kan arbejde med en rettighedsbaseret tilgang, identificerer det fire hovedområdet, som er centrale for kommunen at fokusere på. Det drejer sig om kommunen som arbejdsgiver, som demokratiforvalter, som ansvarlig for sociale og andre ydelser samt det offentlige rum. En række kommuner og regioner arbejder nu indenfor denne ramme og to byer har foreløbig erklæret sig som menneskerettighedsbyer nemlig Lund og Piteå.
Deruodver har blandt andre region Västra Götaland taget en række spændende initiativer. Hospitalet i Angered definerer sig som et menneskerettighedsbaseret hospital, som blandt andet har ført til, at man ikke afventer, at patienterne finder vej til hospitalet velvidende, at der er mange barrierer mellem et hospital og de svageste i samfundet. Derfor er de aktivt opsøgende for at kunne være et tilbud for alle. Det har været uhyre vigtigt i en corona-tid. Den psykiatriske afdeling har formået næsten helt at ophøre med at bruge tvang, og sygefraværet i personalet er faldet markant i forhold til tidligere. Det er bare nogle af de resultater, de kan fremvise.
Det driver byerne
I arbejdet med byerne i forskellige dele af verden har vi set især tre forskellige drivers bag beslutningen om at integrere menneskerettighederne mere direkte i det daglige arbejde.
For det første er der mange byer, der bare gerne vil gøre det bedre for deres borgere. De ser, at en menneskerettighedsbaseret tilgang kan være et godt instrument til at styrke sammenhængskraften i byen, til at identificere de personer, der er ”left behind,” og til at give inspiration til løsningerne. De ser også en klar konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække og fastholde ressourcestærke borgere.
For det andet og i forlængelse af det første, oplever mange byer i velfærdstater, at new public management de senere år har bidraget til en væsentlig erodering af velfærdsstatens centrale ydelser. Den menneskerettigheds-baserede tilgang kan sætte fornyet og reelt fokus på borgeren og i den proces udfordre de neoliberale økonomiske paradigmer som de eneste valide parametre i den politiske beslutningsproces. Menneskerettighederne bidrager til en fornyet politiske dialog, som ikke kun handler om økonomi, men i videre omfang om mennesker. Det kan have en stor effekt i ældreplejen, sundhedsvæsenet og på uddannelsesområdet.
For det tredje skyder nye menneskerettighedsbyer op som en lokal reaktion på autoritære og populistiske strømninger på det nationale plan. Det kan handle om et rent politisk signal, men også at disse politikker kan have stor indflydelse på, hvad der sker lokalt, idet racistiske og andre had-dominerede politikker gør det vanskeligt for et lokalsamfund at hænge sammen. Når grupper bliver sat op imod hinanden ses effekten først og fremmest lokalt, hvor folk bor. Vi har i det senere år set byer i USA, Ungarn, Polen, Tyrkiet og Tunesien tage vigtige skridt på menneskerettighedsområdet.
Bandung i Indonesien erklærede sig som menneskerettighedsby på menneskerettighedsdagen 10. december 2015. Bandung er som mange andre byer et mødested for mange religioner, folk med forskellig etnisk baggrund eller seksuel orientering. Byens menneskerettighedscharter har bidraget til at skabe en bedre dialog mellem de forskellige religiøse grupper og givet et værktøj til blandt andet at håndtere homofobiske angreb blandt studenter. Byen har stadig udfordringer i forhold til intolerance, men bevæger sig i den rigtige retning.
Alt efter hvilken af de tre kategorier en by kan henføres til, vil der være stor forskel på hvilke initiativer byen kan tage. I Nordeuropæiske velfærdsstater er der relativt vide muligheder som følge af et bredt kommunalt selvstyre koblet til en åben samfundsmodel. Her er der mulighed for at indarbejde menneskerettighedstilgangen i strategier, handlingsplaner og økonomien som et gennemgående princip samt udvikle menneskerettighedsbaserede metoder til mødet med borgerne. Her kan fokus sættes på forbedring af serviceydelserne, dybere involvering af borgerne i beslutninger om dem selv og deres omgivelser, det inkluderende offentlig rum og ikke-diskrimination.
I autoritære og illiberale samfund bliver arbejdet typisk opdelt på særlige områder, som kvinder, flygtninge, mennesker med handicap og lignende. Når disse områder kobles, kan de bidrage til en bedre forståelse for kommunens ansvar for den enkelte borgers rettigheder. Det bliver en gradvis og mindre holistisk tilgang, hvor udviklingen sker gennem synergien mellem de forskellige områder. Derfor vil en by, der arbejder med et enkelt område for eksempel racisme, børn, LGBTQ eller andre vigtige udfordringer normalt ikke blive betragtet som en menneskerettighedsby, dermed ikke sagt at arbejdet ikke er vigtigt, det er bare noget andet.
Rettigheder betaler sig
Der mangler stadig forskning på effekten af applicering af menneskerettigheder på det lokale niveau. Fra erfaringer høstet hidtil ses, at det bidrager til en stærkere dialog mellem de forskellige siloer i forvaltningen, idet man får et fælles højere mål nemlig implementeringen af for eksempel retten til uddannelse, sundhed, til ikke at blive diskrimineret og så videre. Det sætter arbejdet i et større perspektiv. Embedsmænd fortæller, at det bidrager til at samle og udveksle erfaringer på tværs af afdelinger og kontorer. Det bidrager også til en bedre dialog med civilsamfundet, for man får i højere grad et fælles mål samtidig med, at man varetager forskellige roller. Det er selvsagt også en platform for en forandringsproces nedefra i samfundet, hvor viden og erfaring genereres i forhold til forandringspotentialet i de menneskeretlige normer. Endelig giver det mennesker, der ikke har set, at menneskerettigheder har noget med deres liv at gøre, en fornyet indsigt i deres værdi.
Hvad koster det? Det er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt, og det skal analyseres nærmere i kommende forskning. Alt efter hvilke områder man vælger at fokusere på, vil resultatet sandsynligvis variere. Fra et menneskerettighedsbaseret hospital i Sverige var der nogle initiale investeringer i ombygning og andet, dog ikke noget alarmerende. Derefter har sundhedsvæsenet i bedste fald sparet, og i værste fald er det økonomisk i balance. For brugerne af hospitalet er der ingen tvivl om, at det har været et kæmpe fremskridt. Der er lavet sporadiske undersøgelser af byer, det har valgt at sætte ind overfor racisme og hadkriminalitet, hvilket har været en stor gevinst både økonomisk og levevilkårsmæssigt for lokalsamfundet. Der er dog stadig meget, der skal kortlægges.
FN’s Verdensmål har på unik vis sat byerne i spil i forhold til realisering af de globale bæredygtige udviklingsmål. Mål 11 etablerer en række delmål for bæredygtige byer og lokalsamfund, det omfatter blandt andet miljø, klima, social holdbarhed, inklusion og billige boliger. Umiddelbart efter vedtagelsen af verdensmålene i 2015 var det næsten en ideologisk kamp i visse byråd, om man skulle være verdensmåls- eller menneskerettighedsby. Man fandt dog snart ud af, at verdensmålene og menneskerettighederne hænger uløseligt sammen. Verdensmålene er rettet mod stater, og menneskerettighederne giver rettigheder til borgerne indenfor mange af de samme områder: uddannelse, ikke-diskrimination, bolig, kønsligestilling, og meget mere. Menneskerettighederne bidrager også til at give Verdensmålene et langsigtet perspektiv, da de udløber i 2030, hvorimod menneskerettighederne er permanente.
Dagsordenen for de kommende år vil være at færdiggøre arbejdet med at udarbejde guidelines for hvilke kernekomponenter, der skal være på plads, for at en by kan få mærkatet menneskerettighedsby. I den forbindelse vil den igangværende proces med at involvere byerne mere i FN’s arbejde også blive udviklet. Her kan der tages inspiration fra Europarådet og EU, som begge har forsamlinger af byer og regioner knyttet til arbejdet. Når den forbindelse er etableret, har man forhåbentlig skabt en stærk synergi mellem det lokale, hvor menneskers hverdag udfolder sig, videre til det nationale, regionale og internationale med hver deres mandat og styrker. Endelig vil der for akademiske institutioner som Raoul Wallenberg Instituttet og mange andre være en kæmpe opgave forbundet med at udvikle værktøjskasser, kursusforløb og anden form for kapacitetsopbygning, samt analysere resultaterne ud fra forskellige disciplinære perspektiver (økonomi, sociologi, antropologi, jura med videre).
Afslutningsvis skal det også understreges, at mange byer arbejder meget seriøst med at omsætte menneskerettighederne i deres lokalsamfund uden at flage det. Det bliver taget som en selvfølge.
Når det er sagt, så er det generelle billede nok snarere,, at de fleste byer ikke tænker over det eller skyder det over på staten som den direkte ansvarlige. Dermed kan de leve i lykkelig uvidenhed om krænkelser, der foregår i deres institutioner, i sagsbehandlingen eller andre steder. Lige så alvorligt berøver de borgerne muligheden for at få en mere borgernær forvaltning hvor inddragelse, ligestilling, respekt og ansvarlighed er ledetråde i alle dele af kommunens eller regionens virksomhed.
Så man kan vælge at bruge det klarsyn, som Covid-19 krisen har bibragt os til at tage et næste skridt i udviklingen af menneskeværdige lokalsamfund, som forudset af Eleonor Roosevelt.
Morten Kjærum er direktør for Raoul Wallenberg Institut for Menneskerettigheder i menneskerettighedsbyen Lund. Han er tidligere leder af Institut for Menneskerettigheder i København, EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og er blandt meget andet netop af FN’s generalsekretær blevet forlænget med endnu en periode i bestyrelsen for FN’s frivillige menneskerettighedsfond, som han har været formand for.