Det kan godt være, der er stille lige nu i Den Internationale Domstol i Haag, mens argumenter, dokumenter og konventioner bliver vendt og drejet ovenpå Sydafrikas stort anlagte anklage mod Israel for folkedrab.
Men der er langt fra stille om sagsanlægget ude i verden, selvom man kan sige, at det er god retsskik ikke at kommentere på en igangværende sag.
Det vil tage år, før de 17 udvalgte dommere kommer frem til en endelig afgørelse. Men den kendsgerning, at et vestligt støttet demokrati er blevet anklaget for den mest modbydelige internationale kriminalitet, har allerede skabt bølger rundt om i verden.
For Israel og dets allierede er sagen grundløs og stærkt forargende. Men for palæstinensere og deres støtter, især i Afrika og det globale syd, er sagen en test af troværdigheden af et internationalt system, som de længe har betragtet som vendt imod sig.
Sydafrikas sagsanlæg har nemlig skabt en stærk platform for ikke bare at diskutere, om der rent faktisk foregår et folkemord på palæstinenserne i Gaza lige nu. Det handler i lige så høj grad om at det globale syd har fundet en fælles sag, som de kan bruge til at løfte deres frustration over Vestens moralisering, dobbeltmoral og mangel på historisk hukommelse – og ikke mindst den “gamle” verdensorden.
“Vi i vesten har kvajet os gevaldigt, og vi forstår simpelthen ikke, hvilke implikationer det får i den her multipolære verdensorden. Vi bliver set som hyklere og dobbeltmoralske,” siger Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
Tysklands dobbelt selvmål
At vi i Vesten har kvajet os i sagen om konflikten mellem Israel og Hamas, er Tyskland ifølge Stig Jensen et godt eksempel på.
Den tyske regering er kommet i stormvejr, efter at have udtrykt kritik over Sydafrikas beskyldninger i sagsanlægget, som man kalder “grundløst” og affejer som et forsøg på en “politisk instrumentalisering” af FN’s folkedrabskonvention.
Og det sagde man med al vished om Tysklands særlige historie i forbindelse med forbrydelser mod menneskeheden, navnligt holocaust. Tysklands regering “ser sig selv som særligt forpligtede over for konventionen mod folkemord,” hed det sig.
Men hvad Tyskland synes at have glemt, siger Stig Jensen, er en anden del af landets dystre fortid, nemlig landets medvirken i det, historikere har kaldt det 20. århundredes første folkemord, som skete flere årtier inden holocaust.
I årene 1904 til 1908 blev omkring 80 procent af Namibias Herero-befolkning og 50 procent af Nama-befolkningen dræbt i det, der dengang hed Tysk Sydvestafrika. Det skete blandt andet ved at tyske soldater drev tilfangetagne ud i ørkenen og ødelagde vandhuller for at forhindre overlevende i at vende tilbage. Flertallet døde i koncentrationslejre, der kan betragtes som en forløber for de metoder, der blev brugt under Holocaust.
Begivenhederne i starten af 1900-tallet har man ikke glemt i Namibia. Landets præsident Hage Geingob har som svar på Tysklands kritik af Sydafrikas sagsanlæg udtalt, at “intet fredselskende menneske kan ignorere blodbadet mod palæstinensere i Gaza” og kritiserer Tysklands manglende evne til at tage ved lære af sin egen historie.
“Tyskland kan ikke moralsk udtrykke forpligtelse til FN’s konvention mod folkedrab, herunder soning for folkedrabet i Namibia, og samtidig støtte det, der svarer til et holocaust og folkedrab i Gaza.”
Tyskland undskyldte i 2021 for drabene på 75.000 namibiere samtidig med, at man anerkendte det som folkedrab.
En del af kolonihistorien
Ifølge Stig Jensen har Tyskland med sine udtalelser lavet et dobbelt selvmål. Dels på grund af landets egen historie, og dels fordi udtalelserne taler ind i en helt generel frustration i Afrika, som ikke bare falder tilbage på Tyskland, men også på resten af Vesten.
“De står totalt nøgne og angriber Sydafrika for at gøre noget, som de fleste afrikanske lande er enige i. Det skal selvfølgelig testes ved Den Internationale Domstol. Det er vel derfor, vi har den. I stedet prøver tyskerne at tage luften ud af multilaterale institutioner, som er etableret for få afklaret netop sådan nogle tvister her,” siger han.
Men når nu Namibia har oplevet et folkedrab udført af Tyskland i lighed med israelerne, hvorfor er det så ikke Israel, man sympatiserer med i det sydafrikanske land og i Afrika generelt, kunne man spørge?
Det er der ifølge Stig Jensen en god grund til.
“Vi skal være rigtig opmærksomme på, at mange i Afrika mener, at palæstinenserne og afrikanerne har et skæbnefællesskab. Da staten Israel blev oprettet i 1948, ser man det i Afrika som en kolonisering af et område, som palæstinenserne havde på daværende tidspunkt. Den del af historien har vi jo ikke lyst til at snakke om,” forklarer han.
Et tidspunkt hvor alle kappes om Afrika
At det lige er Sydafrika, der lægger sag an mod Israel, er der flere grunde til.
For selvom Sydafrika i dag har stærke handelsforbindelser til Israel, har landets styre siden apartheids fald i 1994 haft et særdeles anstrengt forhold til Israel.
Frem til 1994 havde de to lande et meget tæt forhold, hvor Israel leverede våben og nuklear teknologi til apartheidstyret. På det tidspunkt var den nuværende sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa aktivist i ANC – dengang en bevægelse, der kæmpede for et samfund uden raceskel, i dag det mest magtfulde parti i Sydafrika. Han rejste verden rundt for at mobilisere støtte til ANC og kampen mod apartheid, men også for at få Sydafrika isoleret i det internationale samfund.
Men Ramaphosa har også egoistiske årsager til at rette opmærksomheden mod Palæstina. ANC står nemlig historisk svagt op mod sommerens valg, der står til at blive det tætteste siden apartheids fald, og sagen mod Israel er en decideret folkelig vindersag.
Det medgiver Stig Jensen, men det tager ikke noget fra betydningen af retssagen i et globalt perspektiv, siger han. Den er et udtryk for, at Sydafrika spiller en stadig større international rolle under Ramaphosa.
“Indenrigspolitik betyder selvfølgelig noget, men det der betyder endnu mere, er, at Sydafrika har været dagsordensættende på en af de vigtigste globale udfordringer i øjeblikket. Det er jo totalt nyt,” siger Stig Jensen.
“Sydafrika har allerede fået en gigantisk geopolitisk sejr ved at rejse sagen.”
Sydafrika har allerede vundet
Sagen i Haag og spillet omkring den indvarsler nye tider.
Siden Sovjetunionens sammenbrud, har Vesten været dagsordensættende i alle store internationale institutioner, vores værdier har været set som universelle, siger Stig Jensen.
“Det er der mange i de afrikanske lande, der har levet dårligt med. De har fået at vide, hvilken økonomisk politik de skal føre, at de skal skabe demokrati, at de skal behandle LGBTQ+-segmentet ordentligt og skabe grøn omstilling,” siger han.
“De afrikanske lande er over de sidste årtier blevet taget i skole. Det er de simpelthen trætte af.”
At de afrikanske lande ikke nødvendigvis bakker op om den vestlige dagsorden mere, viste Ruslands invasion af Ukraine med al sin tydelighed.
“Sydafrika og Ramaphosa har det rigtig godt med den nye multipolære verdensorden. De ser nogle muligheder i at samarbejde ikke kun med vesten, men med Rusland, Kina og alle mulige andre.”
Støtte fra det globale syd
Og afrikanerne står da også langt fra alene med deres synspunkt. Den Islamiske Samarbejdsorganisation, der udgøres af 57 lande, Malaysia, Tyrkiet, Jordan, Bolivia, Maldiverne, Pakistan samt tusinder af civilsamfundsgrupper fra hele verden, har alle bakket op om Sydafrikas sag. USA, Storbritannien og Israel har stillet sig imod.
I Bangladesh – endnu en nation født under et folkemord – har regeringen sågar udtalt, at landet vil gribe ind som en tredjepart i forsvaret af Sydafrikas sag. Det er den eneste nation, der hidtil har meddelt, at den vil gøre det.
Det forventes, at ICJ fredag afsiger en kendelse om midlertidige foranstaltninger, såsom et pålæg på Israel om at suspendere alle krigshandlinger i Gaza. Den endelige dom må vi sandsynligvis vente flere år på, men konsekvenserne af Sydafrikas sagsanlæg lever vi i Vesten allerede med.
“Det som domstolen beslutter, er noget alle lande må respektere. Men det at den skal føres burde være logik for perlehøns. Sådan ser man det i hvert fald i Afrika blandt eliterne, og det er dem, vi også i Danmark forhandler med i alle sammenhænge,” lyder det fra Stig Jensen.
