Pernille Høj
Pernille Høj er født i 1987 og kandidat i International Development and Management fra Lunds Universitet.
Hun har været aktiv i den danske studenterbevægelse og arbejdet med kapacitetsopbygningsprojekter med studenterorganisationer i Zimbabwe og Palæstina støttet af DUF’s projektpuljer.
Hun har været en del af Mellemøstekspeditionen i Jordan og arbejdet med HIV-forebyggelse og seksualundervisning som praktikant for UNESCO i Dakar, Senegal.
Pernille Høj bor i Kara i det nordlige Togo, hvor hun arbejder med at forbedre sundhedssystemet for mødre og børn.
Hun skriver med fokus på global sundhed, kvinders rettigheder og den globale udviklingsdagsorden.
Jeg læste for nyligt beretningen fra Skoll World Forum, der fandt sted i Oxford i starten af april.
Skoll World Forum, organiseret af Skoll Foundation, er en konference om socialt entreprenørskab, og deltagerne tæller nogle af de mest toneangivende ledere inden for global udvikling, såsom direktør for Oxfam, Winni Byanyima, grundlægger af Partners in Health, Paul Farmer, og – ja, man kan vist ikke komme uden om ham – Bono.
Et af de store temaer under konferencen var mentale og følelsesmæssige behov og velvære – at fostre det ikke blot i de lokalsamfund, NGO’er og sociale virksomheder arbejder i, men også hos medarbejdere og ledere i disse organisationer.
Udbredt i branchen
Det er ikke nogen hemmelighed, at mentalt udbrændthed, depression, stress og angst (f.eks. PSTD) er særligt udbredt blandt folk, der arbejder i udviklings- og humanitære organisationer; hvad end det er i udlandet eller derhjemme.
Dette emne er blandt andet dokumenteret i Guardians ’Secret aid worker’ blog, og jeg husker en veninde, som var praktikant hos Amnesty Danmark og fortalte, at halvdelen af hendes kollegaer var sygemeldt med stress.
Det er altså ikke noget fremmed eller som sådant nyt fænomen, at den mentale velvære er, om ikke ofret, så udfordret på den globale udviklingsdagsordens skafot.
Der er en udbredt idé om, at når du arbejder i den såkaldte ’godhedsindustri’ ofrer du dig selv: du arbejder 50+ timer om ugen, tager en rigtig ferie måske én gang om året, hvor du til jul ser mor og far hjemme i Jylland og mørke rande under øjnene bæres som et ’badge of honor’.
For folk, der er udsendte er det ikke meget anderledes – mens der måske er bedre muligheder for R&R (’rest and recuperation) er det med stressede situationer, lange arbejdsdage i felten og en kontekst, der tærer på psyken bid for bid.
De velvilligt ofrende
Men os, der tiltrækkes af dette arbejde ynder også at se os selv som de velvilligt ofrende; vi fortæller gladelig om alle de gange, vi sad oppe til midnat og færdiggjorde en ultra-vigtig rapport eller projektforslag, alle de gange vi havde 12+ timer i felten eller på kontoret, fordi alting sejlede, og vi i øvrigt fik besøg af den og den vigtige partner.
Alt sammen noget, der ikke ligefrem fordrer en sund mentalitet, fordi det bliver en fortælling om, hvem der ofrer sig mest ’for sagen’.
Stress og mentale problemer i den offentlige sektor adresseres mere og oftere i dag; det er ikke den enkelte, men samfundets skyld, fordi der foregår en instrumentalisering af de ansatte.
Der er en vis gruppe af toneangivende forskere og debattører, der hæver deres stemme for de offentligt ansattes mentale velvære.
Men hvad med – særligt den private del af – udviklingssektoren?
Jeg byder velkommen til nye initiativer, såsom The Wellbeing Project af Skoll Foundation samt partnere, der sætter fokus på det mentale aspekt af udviklingsarbejdet.
Ikke bare for ansatte og ledere, men fordi mental sundhed er et allestedsnærværende problem: Ifølge WHO er mentale sygdomme, såsom depression, blandt de største – og stadigt stigende – sundhedsmæssige udfordringer i verden.
Det må vi da tale noget mere om.
Læs beretningen fra Skoll World Forum
