“Mette Frederiksen svigter de nordiske værdier”

img_8869_
Statsminister Mette Frederiksen har sat en farlig kurs ifølge Development Today
Foto: Statsministeriet
Kirsten Larsen

8. juni 2021

“Socialdemokratierne har tidligere opbygget og forsvaret det FN-baserede menneskeretssystem både hjemme og ude. Nu har en socialdemokratisk statsminister slået kræfterne sammen med højrefløjen i et forsøg på at afmontere systemet,” står der i magasinet, der herudover tidligere har skrevet tre artikler om den aktuelle danske flygtningepolitik. 

Development Today harcelerer over den nye danske lov, der gør det muligt at sende asylansøgere til et tredje land for at behandle deres ansøgning der og i tilfælde af, at de får asyl, lade dem leve der. En lov der ifølge lederen er uden fortilfælde. Aldrig tidligere har nogen vestlig regering haft det eksplicitte mål at slippe for enhver asylansøger, der krydser grænsen.

“Ikke overraskende at både FN’s Flygtningehøjkommissariat og EU-kommissionen kritiserer loven for at stride mod Danmarks internationale forpligtelser og for at underminere grundlaget for det internationale system til beskyttelse af flygtninge,” står der i lederen, som udtrykker frygt for, at andre lande vil følge Danmarks eksempel. De andre nordiske lande har indtil videre afvist ideen.

“Det hele handler om indenrigspolitik”
Development Today skriver, at EU kommissionen i sit forslag til en ny migrations- og asylaftale ikke giver medlemslandene mulighed for at outsource deres asylforpligtelser. Retten til asyl er en fundamental ret i unionen.

I lederen bliver det understreget, at den danske udviklingspolitik bliver alvorligt påvirket. Det er uklart, hvor meget danskerne vil betale for at få ført planen ud i livet. Lederen nævner regeringens hemmelige besøg til Rwanda og peger på, at alle danske udviklingsaftaler kan blive set som et forsøg på at lande en flygtningeaftale. Hvorfor har Danmark for eksempel doneret 400.000 doser Covid-19 vaccine direkte til Kenya i stedet for at sende dem gennem det multilaterale vaccinesamarbejde, COVAX, der netop har til formål at fordele vaccine i udviklingslande?

Det hele drejer sig om indenrigspolitik, det handler om magt og om at vinde vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti.

“Resultatet er ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, at Danmark fører an i et kapløb mod bunden, hvor flygtninges liv og velfærd er i fare og deres beskyttelse bliver forringet. Det er et forrædderi mod de nordiske landes stærke forsvar af menneskerettighederne på den globale scene. Forhåbentlig er der ikke noget andet nordisk land, der vil blive fristet til at følge det danske eksempel,” slutter Development Today.

Hele lederen kan læses på Development Today, som har åbnet betalingsmuren for Globalnyts læsere. Development Today er et uafhængigt magasin om nordisk og multilateral hjælp, som har publiceret siden 1991.