I den såkaldte politiske forståelse, der udstikker rammerne for den nye regerings politik, er der ingen lovning på at øge udviklingsbistanden fra det nuværende niveau på cirka 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, bni, svarende til 16 milliarder kroner om året.
Det ærgrer de tre støttepartier bag den nye socialdemokratiske regering, skriver Kristeligt Dagblad.
”Det er trist, at en ny S-regering ikke har et klokkeklart mål om at hæve udviklingsbistanden over det lave niveau, som 0,7 procent af bni er,” siger Martin Lidegaard, tidligere udenrigsminister og udviklingsordfører i Radikale Venstre, til avisen.
Også i Enhedslisten er der skuffelse over, at man nøjes med et ukonkret ønske om ”et historisk løft af særligt Afrika” og en ”øget klimabistand” til de udviklingslande, som rammes hårdt af klimaforandringerne.
”Socialdemokratiet kan ikke give udviklingshjælpen et løft uden at tilføre flere penge. Hvis man vil prioritere klimabistand, hjælpe flere i nærområderne og satse på at løfte Afrika på lang sigt, så koster det penge. Desværre står det ikke sort på hvidt i forståelsespapiret, og derfor vil vi i de kommende finanslovsforhandlinger holde Socialdemokratiet op på at komme tættere på 1 procent af bni,” siger Eva Flyvholm, udenrigsordfører i Enhedslisten, til Kristeligt Dagblad.
I den såkaldte politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre er udviklingsbistand ikke direkte nævnt, men der står blandt andet:
”Vi skal løfte et ansvar for verden. Så Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner, aktivt arbejder for FN’s verdensmål og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber. Danmark skal være et åbent land, hvor vi lever af vores udsyn til resten af verden.”
og
”Vilkårene i de fattigste dele af verden skal helt grundlæggende forbedres, hvis ikke folk forståeligt skal søge en bedre tilværelse andre steder. En ny regering vil føre en politik, der på et internationalt niveau adresserer de bagvedliggende årsager til at mennesker sendes på flugt eller ønsker at emigrere til Europa. I forbindelse med forhandlingerne om EU’s næste budget vil en ny dansk regering arbejde for, at der gennemføres et historisk løft af særligt Afrika.”
Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad (kræver login)
Se aftalen mellem Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale her