Kemiingeniør Erik Somer, Bagsværd, fylder 85 søndag d. 21. august 2011.
Fødselaren kom til Danmark i 1938 som jødisk flygtning fra det nazistisk-besatte Østrig. Det har præget hele hans indgang til tilværelsen.
Efter uddannelsen som kemiingeniør var han på Isotopcentralen fra 1954 til 1974, hvor han endte som direktør. Derpå blev han udpeget af FN til professor ved Middle East Technical University i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
Han arbejdede desuden med opgaver i bl.a. Israel, Malaysia, Tanzania og Indien med betydelig vægt på miljøområdet.
Erik Somer var i en lang periode frem til pensioneringen i 1992 chef for vandkvalitetskontoret i Miljøstyrelsen og en af hans hovedopgaver var at være dansk repræsentant i internationale konventioner, som skulle modvirke havforurening.
Interessen for Mexicos kunst og historie har fyldt meget siden pensioneringen, bl.a. var han næstformand i Dansk-Mexicansk Forening 2002-04.
I fjor udgav han den spændende bog “Mexico i Flammer – Set fra Danmark” (http://erik-somer.dk/upload/MexicoIFlammer.pdf).
Den beskriver Mexicos frihedskamp 1810-1820 og Mexicos store revolution 1910-1920. Han er stadig en flittig foredragsholder om det fremtrædende latinamerikanske land.
Erik Somer er gift med Inga og har 2 voksne børn og 5 børnebørn.
Han har lagt sine erindringer fra et spændende liv ud på internettet – se
http://www.erik-somer.dk/upload/MitLiv-Tekst.pdf