Dansk mikrofinansekspert er ikke i tvivl: Mikrofinansmodellen virker
Af Lis Garval
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
“Mikrofinans virker – når den bliver brugt korrekt. At give fattige mennesker mulighed for at spare op af næsten ingenting og give dem små lån er ikke – som skiveskåret rugbrød – en nem løsning på verdens fattigdomsproblem.”
“De fattigste kan ikke med lån alene arbejde sig ud af fattigdommen. Men de muligheder, der er i en mikrofinanspakke, giver rigtigt mange fattige en reel chance til at forbedre deres levevilkår. Ellers ville de jo heller ikke komme tilbage til deres ‘banker’ igen og igen.”
Lene Hansen, der i snart 15 år har beskæftiget sig med mikrofinans og som mikrofinansekspert har evalueret en række mikrofinansprogrammer i både Afrika, Mellemøsten og Asien, er ikke i tvivl om de gode sider ved mikrofinans.
“Jeg er lidt ærgerlig over, at der er så megen opmærksomhed omkring de risici, der kan være forbundet med lån til fattige mennesker. På baggrund af hvad vi har lært af de fattige selv, har mikrofinans jo netop udviklet sig sådan, at der knyttes både opsparing og forsikring til låntagning. Og mikrofinans-industrien – eller mikrofinanssektoren om man vil – er selv klar over, at man skal undgå unødig gældsstiftelse. Det har man arbejdet hårdt på at sikre de fattige mod de seneste år”, siger hun i et interview med U-landsnyt i Salt Rock, Sydafrika hvor hun bor.
Men hun forstår også de spørgsmålstegn, der i de seneste år er sat ved mikrokredit som en verdensomspændende industri: Er det, der for mere end 25 år siden startede som en græsrodsbevægelse i Bangladesh, ved at snuble i sin egen succes? Og hvad med dokumentation for virkningen af de mange milliarder, der gennem mikrofinans skulle hjælpe de fattige til at arbejde sig selv ud af fattigdommen?
“Når kravet om, at man skal dokumentere den langvarige virkning af mikrofinans bliver bøjet i neon, så synes jeg også, man skal tænke på, i hvor høj grad man kan dokumentere virkningen af anden udviklingsbistand. Dertil kommer, at vi har åbenlyse eksempler på, at mikrofinans har haft en effekt“ siger hun og fortsætter:
“Vi har faktisk udviklet indikatorer, så man kan måle effekten af mikrofinans. Som for andre bistandsinstitutioner har manglen på baseline data været en bremse. Men nu kan vi sammenligne data fra flere end 1000 større MFIs (MikroFinans Institutioner), der rapporterer resultater til en central global database, og dermed sætte minimumskrav for “god mikrofinans.”
”Det er svært og dyrt at måle langvarig virkning (impact i bistandssproget), men det betyder ikke, at vi skal give op. I industrien har vi nu samlet et sæt indikatorer for social og økonomisk impact, som institutionerne bliver bedt om at rapportere på, så vores datagrundlag bliver hele tiden bedre.”
Mikrolån og mikrogæld
“Om mikrofinans kan bringe fattige i større gæld? Ja, ikke alle fattige er super-entreprenører, der kan bruge et lån til at sikre en højere indkomst til husholdningen, og ikke alle fattige låner smart. Så en lille del vil sikkert altid over-forgælde sig”.
”Men det er vigtigt ikke af den grund at nægte adgang til mikrolån for det store flertal, der har glæde af små lån. Det flerårige studie fra 2009 – Portfolios of the Poor: How the World’s Poor Live on $2 a Day – dokumenterer f. eks. at det store flertal bruger mikrofinans som led i indkomstudligning og til at håndtere uventede udgifter ved sygdom og død.”
Lene Hansen understreger, at mikrolån fra formelle institutioner er vigtige, fordi de er mere pålidelige end de mange andre kilder til lån, som de fattige bruger, men hun erkender, at der er risici ved alt. Også låntagning, og især i områder hvor konkurrencen om ‘gode kunder’ er høj, har overemsige finansinstitutioner givet større eller flere lån end låntagerne kan indfri.
Hun siger: ”Jeg kender selvfølgelig eksemplet fra Andhra Pradesh i Indien, hvor kvinder begik selvmord, fordi de ikke kunne betale deres gæld. En ulykkelig og helt uacceptabel begivenhed. Men jeg mener, at det ville være en endnu større ulykke, hvis man ikke brugte hændelsen til at gøre mikrokredit bedre og mere sikker, for eksempel ved at få mikrofinans-institutionerne med i kreditoplysningsbureauer så de kan checke, hvor meget gæld deres kunder har, før de får endnu et lån.”
At der er mange risici ved mikrolån, som kan blive skadelige i stedet for gavnlige, belyses klart f.eks. i Microfinance Banana Skins 2011, der er udgivet af Centre for the Study of Financial Innovation, CSFI. Og den nye rapport ‘Systematic Review: What is the evidence of the impact of micro-finance on the well-being of poor people?’, finansieret af britiske DfID, peger på problemerne omkring måling af virkningen af de mange milliarder, der er kanaliseret gennem mikrofinans.
Men Lene Hansen fastholder, at man i mikrofinans-industrien er opmærksom på udfordringerne og forsøger at finde løsninger.
“Jo større fokus, der kommer på de risici, der er, jo bedre. For det kan få især politikere og deres bistandsorganisationer til at stille skærpede krav til de finansielle institutioner, de støtter, så praksis bliver bedre”.
”Det gælder også monitorering og rapportering, så vi får bedre dokumentation for, hvad der virker, og mindre støtte til det, der ikke virker så godt, f.eks. mikrokredit uden opsparing, eller mikrokredit blandet ind i bredere udviklingsprogrammer ledet af folk, der ikke er specialiseret i metoden.”
Opsparing gennem mikrofinans
Lene Hansen peger på, at lån ofte får mere omtale, mere presse, end opsparing og giver derfor et eksempel på virkningen af opsparing gennem mikrofinans:
”Lad mig nævne en undersøgelse af effekten af opsparing fra det vestlige Kenya, hvor kvinder (og i mindre grad mænd) efter at have haft en opsparingskonto i 4-6 måneder investerede 45% mere per dag i deres forretning (typisk i varelager); kunne bruge 10-20% mere per dag til mad til deres familie og 27-40% mere på sig selv end kvinderne i en kontrolgruppe, der ikke havde en opsparingskonto. Det er da effekt, er det ikke?”
Og hun fortsætter: ”Lad mig også lige slå et slag for mikroforsikring: Efter jordskælvet i Haiti lancerede man en “katastrofetabs-forsikring”, hvor fattige kunder, der havde mistet hus og forretning fik udbetalt, hvad der svarer til 725 kr. til genopbygning, fik eftergivet deres eksisterende lån og fik adgang til et nyt lån, når de var klar til at starte igen. Præmien for denne forsikring er 2% of deres nye låns værdi, og det har fået mange familier op at stå igen”.
Fra Bangladesh til hele verden
Det er mere end 30 år siden, at Muhammad Yunus startede Grameen Bank i Bangladesh for at give små lån, primært til fattige kvinder. Det var en græsrodsbevægelse, der begyndte i nogle få landsbyer, og som nu har udviklet sig til en verdensomspændende finansieringsmekanisme for millioner og atter millioner af mennesker.
De samlede aktiver hos de professionelle mikrofinans-institutioner, der rapporterer globalt, var 60 milliarder dollars i 2009. De har i dag 88 million låntagere og 76 millioner med opsparingskonti, og tallene vokser med 20 procent om året.
Lene Hansen konkluderer, at man ikke ville opleve en sådan vækst, hvis ikke institutionerne leverer ydelser, som de fattige har brug for og sætter pris på. Det er også derfor, de fleste MFIer ikke behøver reklamere for deres ydelser; kunderne kommer – og bliver – fordi ydelserne er vigtige.
Resultater skal dokumenteres
Lene Hansen er enig med kritikerne af mikrofinans i, at tiden nu kommet til, at man i højere grad undersøger resultaterne af mikrofinansindsatsen, men ser det som ligeså væsentligt, at man har fokus på kvaliteten af de finansielle serviceydelser, der formidles af microfinans-institutionerne.
Flere end 800 mikrofinansaktører har tilsluttet sig “MFTransparency”, et globalt initiative som skal sikre fair og gennemsigtige priser, så brugerne af mikrofinans kan få ordentlig information om vilkårene for lån og opsparing. I 2009 vedtog industrien desuden ”Client Protection Principles” som blev opdateret i år. De skal være retningsgivende for god mikrofinans, bl.a. for at undgå, at finansielle institutioner ikke yder større lån, end låntagerne har en realistisk chance for at betale tilbage.
Fattige er gode bankkunder
Forskellige rapporter har sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan forvente, at en græsrodsmodel kan blive global og stadig være en nedefra-og-op udviklingsmodel.
Det mener Lene Hansen godt den kan.
”Mikrofinans har bevist, at fattige er mindst lige så gode bank-kunder som andre, hvis ydelserne er sat rigtigt sammen. Mindre end 5 procent af låntagerne er sent på den med tilbagebetalingerne – sådan har det været i 10 år, og den statistik ville ikke holde, hvis låntagerne ikke kunne bruge lånene til at udvide deres forretning og tjene mere,” slutter hun.
Se også U-landsnyts kalender: Dansk Forum for Mikrofinans holder kursus ”Selvhjælpsgrupper som et redskab til mobilisering af civilsamfundet” den 28.-30. november 2011.
Links:
CGAP – donorgruppen for mikrofinans: http://www.cgap.org
Det globale mikrofinansbibliotek: Microfinance Gateway: http://www.microfinancegateway.org
Om Kundebeskyttelses principperne:
http://www.cgap.org/gm/document-1.9.42046/BR_Investors_Implementing_Client_Protection_Principles.pdf
http://www.smartcampaign.org/storage/documents/20110802_Client_Protection_Principles_FINAL_.pdf
Om opsparing i Vest Kenya:
http://www.microfinancegateway.org/gm/document-1.1.9052/A%20penny%20saved.pdf
Om Haiti:
http://www.smartcampaign.org/news-a-highlights/in-the-news/6-2010/111-insuring-haitians-in-the-face-of-inevitable-natural-disasters
