”Retfærdigheden har sejret, Ongwen var umenneskelig!” skriver min ven, som jeg her kalder Jimmi, til mig på Messenger. Beskeden tikker ind, morgenen efter Den Internationale Straffedomstol dømte Dominic Ongwen, en ugandisk militsleder fra den berygtede Lord’s Resistance Army (LRA), til fængsel på livstid for krigsforbrydelser.
Aftenen inden var Jimmi, 27, og det meste af hans landsby, Kabedopong, i det nordlige Uganda samlet for at se transmissionen af domsafsigelsen i Haag. Ongwen, som på det lokale sprog betyder Den Hvide Myre, blev kendt skyldig i en lang række krigsforbrydelser deriblandt mord, sexslaveri, røveri, tortur, tvangsægteskab, voldtægt og rekruttering af børnesoldater.
Fra børnesoldat til frygtindgydende torturbøddel
Forbrydelserne blev begået under den 20 år lange LRA-konflikt, som varede frem til cirka 2006 i det nordlige Uganda og senere flyttede ind i Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik. Som helt ung skoledreng blev Ongwen selv offer for LRA, der bortførte ham og gjorde ham til barnesoldat, men domstolen vurderede, at han stadig kan holdes ansvarlig for de mange grufulde handlinger, han udførte som voksen. Ongwen var berygtet som en af LRA’s mest frygtindgydende ledere. Jimmis far blev likvideret under en af militsens utallige plyndringer, og flere af hans venner mistede begge forældre eller blev selv bortført.
Dommen over Den Hvide Myre har sat et vigtigt punktum for Jimmi og beboerne i Kabedopong, men det er en bittersød sejr – for i takt med at der bindes knude på konfliktens efterspil, udfases også endegyldigt den humanitære støtte, området har modtaget og nydt godt af i årtier som følge af LRA’s hærgen.
Situationen i det nordlige Uganda er et godt eksempel på, hvad det gør ved en generation at vokse op med alle de muligheder, humanitære indsatser også bærer med sig – og hvad det betyder, når de skal forholde sig til det tomrum, der opstår, når konflikten slutter og de mange aktører drager videre. At vokse op i et område, der modtager humanitær hjælp, og hvor humanitære indsatser er massivt til stede, giver mange praktiske erfaringer, der er med til at forme konkrete forventning og forestillinger om fremtiden – det påvirker, hvad folk tør drømme om, håbe på, og hvilke krav de stiller til verden.
Skolesponsorater, kondomer og mangoer
Jeg mødte Jimmi første gang for ti år siden, da jeg tilbragte fem måneder med ham og hans venner i Kabedopong, som havde forvandlet sig til en lejr for internt fordrevne på grund af konflikten. Dengang gik han i 10. klasse og glædede sig til snart at skulle begynde sit voksenliv, fortsætte sin uddannelse på universitetet og få et job. I løbet af hans første skoleår var mange internationale organisationer ankommet til området for at tilbyde støtte til landbrug, skolegang, sundhedsprogrammer, rehabilitering, opstart af forretningslivet og så videre.
Når et område rammes af konflikt og de store nødhjælpsorganisationer rykker ind, kommer der ofte øget international opmærksomhed på området – det genererer donorpenge, og udviklingsaktiviteten vil stige. Det var også, hvad der skete i det nordlige Uganda og Kabedopong.
I kølvandet på de store nødhjælpsorganisationer væltede det frem med små vestlige ngo’er og kirkesamfund, som uddelte alt fra skolebøger, kondomer, bibler og penge til tilbud om omskæringer af unge drenge. Jeg mødte sågar en familie fra Texas, som delte mangoer ud i hele oplandet til provinshovedstaden Gulu, efter Gud havde bedt dem om det i en drøm.
Katalysatoren for LRA-konfliktens popularitet i vesten var, da kendisser som Taylor Swift, John Kerry, Kim Kardashian og Elliot Page bakkede op om den kontroversielle kampagne ”Kony2012”, der havde til formål at få det internationale samfund til at pågribe Joseph Kony, lederen af LRA. Kampagnen blev båret frem af en dokumentarfilm, der fik 100 millioner visninger på YouTube – i det nordlige Uganda fik den en lunken modtagelse på grund af dens oversimplificering af konfliktens følger, dens kultlignende opmærksomhed på Kony og vildledende budskab om militslederens nuværende magt og tilholdssted.
Mylderet af donationer, sponsorater, tilbud og programmet kom til at definere de muligheder, de unge i det konflikt-prægede område voksede op med. For Jimmi og hans tre søskende betød det blandt andet, at hans mor, der var enlig forsørger efter farens død, fik økonomisk støtte, så hun kunne sende alle sine børn i skole. Med lidt hjælp hist og her lykkedes det også Jimmi at få sponsoreret en bachelorgrad på det lokale universitet inden for administration af udviklingsprojekter. En fremtid, som hans forældre aldrig nogensinde havde turdet håbe på, begyndte pludselig at tegne sig, og sammen med en barndomsven startede Jimmi en ngo, der skulle hjælpe ofre for hustruvold med at søge juridisk bistand.
Tomrummet efter nødhjælpen
I takt med at LRA-konflikten trådte i baggrunden på den globale nyhedsscene og blandt donorerne, begyndte flere organisationer at udfase deres projekter i det nordlige Uganda, og de hvide firhjulstrækkere med ngo-logoer blev efterhånden et sjældent syn langs Kabedopongs røde jordveje. Mulighederne for at få fingre i lidt støtte til dagen og vejen var pludselig begrænsede, og det samme var vejen til et job i den humanitære sektor. Jimmi nåede lige akkurat ikke ordenligt ind på arbejdsmarkedet, før de fleste internationale donorer mistede interessen for området og mulighederne snævrede ind.
Da Jimmis mor døde sidste år, mistede familien hendes indtægt som rengøringsdame, og de fire søskende måtte flytte til en lerklinet hytte magen til den, de voksede op i. Et reelt spørgsmål er, hvorfor en ung mand som Jimmi ikke bare overtog rengøringsjobbet? Mit bud er, at det er svært for en ung mand med en bachelorgrad at gøre rent på en skole, hvor han er bedre uddannet end skolelederen – hvilket vi også kender til i Danmark med akademiker-kassearbejde i Netto-diskussionen. Det kan man se som en skyggeside af de muligheder, Jimmi er vokset op med.
Når jeg snakker med Jimmi og andre unge i det nordlige Uganda, er deres udsagn og handlinger på én og samme tid præget af håb, tvivl, mistillid og optimisme.
Tiden under og især efter LRA-konflikten har givet dem indsigt i, hvordan deres liv kan se ud under, når der er internationale aktører til stede: langt bedre adgang til skolegang, økonomisk hjælp og jobs, da der er brug for alt fra projektledere til chauffører i udviklingssektoren. Men disse muligheder er bundet til nødhjælpen – og de forsvinder ofte igen, når de humanitære aktører rykker videre for at hjælpe i konflikter andre steder og tager det internationale donorsamfunds opmærksomhed med sig.
Lige nu ser Jimmi og hans generation historien gentage sig i naboregionen, hvor en million sydsudanesiske flygtninge har søgt tilflugt. Den humanitære indsats her skabte i første omgang en masse jobs og adgang til støtte for lokalbefolkningen, men også her er alt engagement for nedadgående.
Livet formes af både konflikt og humanitær hjælp
Selvom Jimmis beskeder til mig lige nu er fulde af udråbstegn og glade smileys, fordi han er glad for Ongwens dom, kommer der også en tid, efter euforien har lagt sig i Kabedopong og resten af det nordlige Uganda. Jimmi og mange unge som ham er fanget i, hvad man kan kalde, en ”humanitære fortid”, der har været med til at forme deres forventninger, krav, drømme og håb for fremtiden. Denne fortid former, hvilke muligheder de ser for sig, og hvilke valg de tager. For dem er et rengøringsjob ikke nok – de vil have jobs med mening, bedre rettigheder og bedre livsforhold.
I konflikter som LRA-konflikten i det nordlige Uganda er der et væld af organisationer med deres egne intentioner, metoder og idéer om, hvad lokalbefolkningen har brug for – samtidig er realiteten, at en ung mand som Jimmi med en fin bachelorgrad nu igen sidder i en lerklinet hytte uden mad på bordet og en følelse af, at alt det hans opvækst lærte og lovede ham, var en luftspejling.
Hvad LRA-konflikten kan lære os, er, at folks handlinger og håb formes lige så meget af den hjælp, de modtager, som af den konflikt, de først har gennemlevet. Det er derfor helt centralt at tage højde for deres erfaringer i fremtidens løsninger og støtteprogrammer.
Hvad angår Ongwen, er hans strafudmåling endnu ikke fastlagt. Men han står over for livstid –30 år. Som Jimmi skrev til mig i hans sidste sms fra den dag, vil det betyde, at Ongwen kan vende hjem til Uganda igen en dag, men at han i så fald heldigvis vil være meget gammel – underforstået: og ude af stand til at gøre nogen fortræd.
Ayo Degett er ph.d-studerende under et erhvervs-ph.d-samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og Institut for Antropologi på Københavns Universitet.
