Fhv. internationalt kommitteret i miljøspørgsmål, cand.jur. Ole Plougmann, København, fyldte 75 lørdag den 3. september 2011.
Fødselaren var i årene 1990-2001 Danmarks internationale miljøambassadør og chefforhandler ved flere betydningsfulde traktater om det globale naturværn.
Ole Plougmann voksede op i et arbejderhjem i Sydhavnen – faderen var dropskoger og moderen rengøringsassistent – brød med traditionen og kom i gymnasiet. Han blev student i 1955 og tog sin juridiske embedseksamen i 1963.
Året efter kom han til kulturministeriet, som dengang vogtede den danske natur. Da miljøministeriet blev skabt i 1975, flyttede Plougmann over sammen med naturadministrationen, som han blev kontorchef for.
Under sit mangesidede virke i dette ministerium var han internationalt kommitteret til bl.a. den store udviklings- og miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992.
Ole Plougmann gik på pension i 2002 og har siden været aktiv i Det radikale Venstre. Politiske diskussioner, vinterbadning, cykelture og litteratur deles med hustruen, lærer Bodil Malmer.
Og mon ikke han vil følge med, når der i juni 2012 holdes 20-års opfølgningskonference på Rio-mødet. Det finder såmænd også sted i Rio – se mere på http://www.earthsummit2012.org