Ole nåede meget i sit rige lange liv.
Flere af os anede, at det lakkede mod enden, fordi det var langt tid siden, at vi havde set et debat-indlæg i Bornholms Tidende fra hans hånd. I mange år især med kritik af færgeforbindelsen til Ystad, der ofte blev drevet på traditioner snarere end på, hvordan et selskab skulle drives i det 21. århundrede. En forbindelse som Ole blev meget afhængig af for at nå frem til sit arbejde efter sin overgang til professor emeritus, som frivillig inden for det han brændte for: tortursagen og retsstaten.
Ole var, som mange andre emigranter, flyttet tilbage til hjemstavnen med Birgit, hans kone og støtte gennem 65 år, for at nyde deres velfortjente otium. Det var Ole i en nøddeskal. Han engagerede sig og forsøgte aktivt at ændre på ting, der var forkerte. Om det drejede sig om store emner som menneskerettigheder eller færgeoverfarten mellem Rønne og Ystad. De seneste år helligede Ole sig sin kone og familie i huset i Rønne og sommerhuset i Arnager.
Selv var jeg så heldig at lære Ole at kende i 2004, da han var ved at gå på pension fra sin stilling som professor i Folkeret på Københavns Universitet. Han var interesseret i endnu engang at blive tilknyttet Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Her havde han været formand i næsten 10 år indtil 1995. Først ønskede han imidlertid at vide, om der var kommet mere ro på organisationen efter en meget turbulent periode, hvor IRCT og RCT på få år var vokset til at blive en af de største og mest indflydelsesrige NGOer.
Det vurderede Ole heldigvis, at der var. Som leder af det internationale arbejde var jeg en meget glad mand. Her fik RCT en kapacitet med stor international juridisk erfaring, en god forståelse for de sundhedsfaglige aspekter af tortur og ikke mindst med hjertet på rette sted. Desuden havde han en alder, der blev respekteret mange de steder, hvor vi arbejdede. Så han fik sit eget kontor og arbejdede for RCT som ulønnet konsulent. Han var en uvurderlig faglig og personlig støtte for mig og vores dygtige jurister. Da jeg en dag bad om hans CV, fordi vi skulle bruge det i forbindelse med vores samarbejde med myndigheder i Jordan, fik jeg en kvart side! Der stod blot tidligere justitsminister, tidligere Menneskerettighedskommissær for Østersølandene og Professor Emeritus Dr. Jur. i Folkeret.
Det var mere end tilstrækkeligt og hjalp os i møder med højstående personer i Jordan og andre steder. Senere fandt jeg ud af at CV’et var meget længere med mange andre spændende og eftertragtede poster. Ole var ikke en mand, der pralede med, hvem han var, og hvad han havde gjort.
Ole blev tidligt involveret i torturarbejdet, hvor han var med til køre de skandinaviske landes sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol imod den græske junta, der havde taget magten i 1967. Her mødtes han med græske torturofre. Et møde, der påvirkede ham for resten af livet. Han interviewede dem på sikker grund udenfor Grækenland, men blev overrasket over tomheden i deres blikke og tristessen omkring dem. Som han sagde i et senere interview.
“De skulle jo være glade. De var fri af fængsel og fri for tortur.”
Da fandt han ud, hvad tortur kan gøre ved folk, og arbejdede konsekvent imod tortur og andre menneskerettighedskrænkelser, og det ledte ham til RCT og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre. Hans principfasthed på menneskerettighedsområdet kostede ham en ekstra periode som Menneskerettighedskommissær for Østersølandende i 2000. Estland og Letland ville af med ham, fordi han kritiserede deres diskriminerende behandling af de russiske minoriteter i landene. Hans principfasthed betød også, at han i 2011 lagde sig ud med sit eget parti, Socialdemokratiet, som han havde repræsenteret i Folketinget i mange år og endda som justitsminister. Han kritiserede partiet for at køre symbolpolitik i blandt andet udlændingespørgsmålet.
Den daværende formand Helle Thorning-Schmidt, tog afstand fra ham med ordene: “Jeg tror, vi hægtede Ole Espersen af for 10 år siden.” Den sved, for en der i hele sit liv havde været en loyal socialdemokrat. Men samfundet havde ændret sig, og frygten for det fremmede voksede. Og Socialdemokratiet fulgte med folkestrømmen. Signalpolitik blev vigtigere end værdierne. De værdier, som Ole næsten hele sit havde værnet om: menneskerettigheder og retsstaten.
Her fra skal der lyde en stor tak for indsatsen. Forhåbentlig vil der være stadig flere til at fortsætte arbejdet.
Jan Ole Haagensen Phd. og bornholmer, tidligere leder af International Afdeling, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, i dag DIGNITY. Aktiv i Nunca Mas: International Network for Human Rights and Psycho-social respons.
