Ann Mary var hurtigt at finde blandt de udsendte, da Dansk Flygtningehjælp i 1990’erne sendte de første nødhjælpskonvojer til Bosnien under krigen i Eksjugoslavien.
På det tidspunkt var hun ung, integrationsgruppeleder for Dansk Flygtningehjælp i Roskilde. Men det var engagementet i Bosnien under den brutale borgerkrig i Jugoslavien, der blev definerende for Ann Marys arbejdsliv.
Under kraftig beskydning besøgte Ann Mary internt fordrevne under hendes ophold i byen Jablanica. Oplevelserne her cementerede det brændende og uafrystelige engagement for flygtningesagen, som karakteriserede hendes karriere.
Hjemme igen fortsatte Ann Mary sit arbejde i Dansk Flygtningehjælp. Som projektleder blev hun sendt til Montenegro og Serbien i 1995 og varetog herefter en række funktioner i international afdeling, hvorfra hun i 2017 gik på pension som international chef.
Rolig, stabil og nærværende leder under store forandringer
Det var med en rolig og sikker hånd, Ann Mary som leder førte Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling gennem en rivende udvikling. Hun skabte ro og stabilitet og var en tydelig og ansvarsfuld leder. Altid havde hun flygtninges og fordrevnes behov og organisationens beskyttelsesmandat i fokus.
Da to medarbejdere blev kidnappet og holdt som gidsler i Somalia i 2011, tøvede Ann Mary ikke. Både internt og i medierne stod hun målrettet og handlekraftig i processen om frigivelsen af de to.
Og det var meget kendetegnende for Ann Mary.
“Ann Mary lod ikke problemer ligge, men tog fat og fik orden på det. Hun tog ansvar og gik, som en dygtig leder skal, hen til problemerne – ikke væk fra dem. Hun viste ingen panik, selv om der sagtens kunne være grund til det som leder med et meget stort ansvarsområde både økonomisk, geografisk og i forhold til de risici, der var,” fortæller Andreas Kamm, som var generalsekretær hos Dansk Flygtningehjælp, mens Ann Mary var leder af international afdeling.
En man kunne regne med
Nogle af de ord, der går igen, når tidligere kollegaer og medarbejdere i dag beskriver Ann Mary, er: “Skarp, klog, kontant, ambitiøs og hårdtarbejdende.” Hun var et menneske, man kunne regne med. Og havde man tvivl eller søgte råd, var hun god at gå til.
Ann Mary var rig på faste holdninger og engageret i debat. Og så havde hun orden og struktur i sine ting og kunne godt lide, at andre også havde det.
Hun var en opmærksom leder, der støttede sine medarbejderes udvikling. Og hun var altid parat med en cæsarsalat og en snak om det, der var vigtigt – professionelt eller personligt – i sit hjem i Valby eller på ture rundt om i verden.
Under hendes visionære lederskab tog organisationen vigtige skridt mod den globale profil, som kendetegner organisationen i dag, og det solide fundament for Dansk Flygtningehjælps nuværende tilstedeværelse i næsten alle verdens fordrivelseskriser blev lagt.
Blik for vigtigheden af politisk dialog
Ikke bare internt, men også hos donorer og globale partnere, var Ann Mary en stærk og anerkendt repræsentant for flygtninge og Flygtningehjælpen.
Ann Mary forstod, at skal der findes løsninger til flygtninge, så er nødhjælp ikke nok i akutte og langstrakte kriser. Der skal politiske løsninger til. Humanitære indsatser skal suppleres af det vigtige benarbejde, der kan skabe politisk forandring. En vilje til at tage vare på mennesker på flugt. En solidarisk, global flygtningepolitik.
Det globale fortalerarbejde var en hjertesag for Ann Mary, og Dansk Flygtningehjælp udviklede sig under hendes vagt i stigende grad til at blive en vigtig global stemme for flygtningebeskyttelse. Ann Mary var en ambitiøs og visionær leder.
I sin tid som international chef etablerede Ann Mary en række vigtige partnerskaber og initiativer, som i dag fortsat tjener og bidrager til flygtningesagen. Ann Mary stod også i spidsen for indsatsen med at etablere Globale Repræsentationer i både Genève og Bruxelles – to helt centrale tilstedeværelser, som i dag fortsat gør organisationen i stand til at bidrage til den vigtige politiske dialog med stater, regionale aktører og FN, og til sammen med ligesindede organisationer at mobilisere opmærksomhed og ressourcer til verdens kriser.
Ann Mary overlod roret for ledelsen af International Afdeling i 2017. Hun havde gennem sin lange karriere i Dansk Flygtningehjælp berøring med alle dele af organisationen, og vi er mange i alle hjørner af verden, der i dag mindes hendes nærværende væsen og medmenneskelige aftryk.
En varmtfølt tak til Ann Mary for hendes store dedikation til flygtningesagen og til Dansk Flygtningehjælp og for den enorme forskel, hun gjorde. Vores tanker går til Ann Marys familie og venner.
Ann Mary Olsen blev 72 år.
Charlotte Slente er generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.