En ener i politik, en engageret verdensborger, en handlingens kvinder og en vedholdende forkæmper for Verdensmålene.
Roserne er mange til socialdemokraten og, ja, verdensborgeren Mette Gjerskov, der mandag døde af en ondsindet nervebetændelse, som hun også var langtidssygemeldt med i sidste valgperiode. Bare 56 år gammel.
Mette Gjerskov var vicepræsident for Røde Kors, inden hun i 2005 blev medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Her var hun verdensmålsordfører for partiet. Hun har tidligere været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, men hendes hjerteblod har altid ligget et helt andet sted, nemlig i udenrigs- og udlændingepolitikken.
For det er ikke kun politikere, tidligere kollegaer og samarbejdspartnere i udviklingsbranchen, der vil savne Mette Gjerskov. Det er også verdensmålene, de svageste i samfundet, piger og kvinder i verden.
Mette kunne live enhver forsamling op med sin energi og smittende latter. Hun holdt fast i arbejdet for Verdensmål og bæredygtighed, mens andre tabte pusten.
Kristian Jensen, tidl. udenrigsminister
Læs mindeordene fra Radikales Christian Friis Bach, den tidligere udenrigsminister, Kristian Jensen, UNFPA’s Pernille Fenger, Mette Fjalland fra UNDP og den tidligere udviklingsordfører fra Enhedslisten, Christian Juhl.
Christian Friis Bach, udviklings- og udenrigsordfører, Radikale
Det er meget, meget trist at miste Mette Gjerskov. Hun vil virkeligt blive savnet.
Hun var en rigtig god kollega – både som minister og i Folketinget. Hun formåede at være ambitiøs og omsorgsfuld på samme tid og det er få toppolitikere, der favner det.
Hun var en sjov ven – med sin bramfrie facon, sit gode humor og høje latter. Og så var hun en engageret verdensborger, der virkeligt brændte for at skabe en bedre verden – ikke mindst for piger og kvinder!
Hun stod i spidsen for arbejdet med verdensmålene i Folketinget – det var hende, der fik verdensmålene frem og forankret i det politiske arbejde, og da hun måtte tage orlov blev savnet af hende som drivkraft tydelig for alle.
Tak for mange gode og sjove stunder og for godt samarbejde om en bedre verden, Mette.
Hvil i fred.
Mette Fjalland, Partnerskabsspecialist i UNDP
Danmark har mistet en vigtig og stærk stemme for verdens udsatte, for kvinder og andre marginalisede og diskriminerede befolkningsgrupper. Mette Gjerskov formulerede sig altid meget ligefremt og med en overbevisende logik.
Min yndlingshistorie er da hun netop hjemvendt fra et afrikansk land fortalte, hvordan hun i et møde med en minister havde påpeget, hvor rigt hans land måtte være – når de havde råd til, at halvdelen af befolkningen (dvs. kvinderne) ikke behøvede at arbejde!
Mette var en stærk fortaler for menneskerettighederne og for FN. Hun stillede altid op til debat og events, når hun kunne. Altid parat til at fremme de store fælles globale dagsordener.
At hun var villig til at gå langt for at ud med budskabet beviste hun, da hun uden at tøve sagde ja til vores lancering af verdensmålene i 2016, som indebar hendes deltagelse i en fodboldturnering for målene i FN byen!
Mette forblev tro mod sine grundlæggende værdier og holdninger, også når disse blev sat på prøve politisk.
Hun vil blive savnet. Jeg vil savne hende.
Kristian Jensen, tidligere udenrigsminister og nu direktør i Green Power Denmark
Mette Gjerskov var en stor og stærk stemme for global udvikling.
Jeg havde fornøjelsen at arbejde sammen med Mette i Folketingets tværpolitiske netværk for Verdensmål og lærte hende at kende som en fantastisk kollega, en vedholdende forkæmper for Verdensmålene og et dejligt menneske.
Mette kunne live enhver forsamling op med sin energi og smittende latter. Hun holdt fast i arbejdet for Verdensmål og bæredygtighed, mens andre tabte pusten.
Verdensmål og kampen for de svageste i samfundet var en råd tråd i Mettes arbejde, og hun virkeliggjorde løftet om at ”leave no-one behind”. Uanset vores forskel i politiske holdninger, så fandt vi sammen i kampen for en bedre, rigere og mere retfærdig verden.
Jeg kommer til at savne hendes kampvilje – og Verdensmålene kommer til at mangle hendes vedholdenhed.
Pernille Fenger, chef for UNFPA’s nordiske repræsentationskontor
Mette Gjerskov havde et stort og varmt hjerte, som bankede for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Hun var en vigtig stemme både hjemme og internationalt.
Mette var i en del år formand for Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
I Stockholm for knap ti år siden mødtes mange hundrede parlamentarikere for at drøfte, hvordan verdens lande kunne sikre kvinders adgang til abort, prævention, seksualundervisning, udrydde pigeomskæring og børneægteskab. Mette har en stor del af æren for, at man nåede til enighed om en sluterklæring. Om aftenen dansede vi alle på Vasa-museet til et ABBA band.
Mette var handlingens kvinde. Hun tog initiativ. Hun ville se resultater. Hun gjorde en forskel. Det er ikke til at fatte, at hun ikke er her mere.
Christian Juhl, tidligere udviklingsordfører for Enhedslisten
Mette Gjerskov var en forrygende god kollega.
Jeg kendte hende længe før hun kom i Folketinget fra møder i fagforeningen og internationalt arbejde.
Da jeg blev folketingskandidat og senere MF’er, tog hun godt imod og fortalte om Roskilde-kredsen, som blev vores fælles base i mere end 11 år.
Jeg nød samværet og debatterne med hende. Ikke mindst hendes åbne og direkte facon, og smittende latter, der passede fint til mit temperament.
Hun stod fast på sine solidariske holdninger trods urimelige angreb – desværre også fra nogle af hendes egne.
Hendes hjerte bankede for verdens fattigste, ikke mindst udsatte kvinder, og for at gøre noget mod social uretfærdighed. Hun var en ener i politik.
Jeg vil savne hende – både som politisk kollega og som ven.
Katarina Ammitzbøll, tidligere udviklingsordfører for Konservative
Mette var en ildsjæl. Hun brændte for at skabe en bedre og mere grøn verden, som gennemsyrede hendes store engagement i Folketingets tværpolitiske arbejde om FN’s verdensmål, hvor hun og jeg dannede formandskabet som borgerlig og venstrefløj.
Altid forberedt, skarp og klar med nye ideer fx som at få folketinget til at synge en verdensmålssang. Mette er et meget stort tab for dansk politik.