Mindeord om direktør og fhv. generalsekretær Poul Grosen, der døde mandag 61 år.
Af Lars Udsholt, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, og Knud Vilby, tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke (1991-97).
“Vi skal blande det professionelle og det elitære med galskaben” – sådan lød overskriften på et interview med Poul Grosen, da han i 1989 netop var blevet ansat som generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. Og sådan kom Poul også til at sætte sit præg på ikke bare Mellemfolkeligt Samvirke men dansk udviklingsarbejde gennem mange år.
På mange måder en glad amatør, der aldrig var bange for at erkende egne fejl og mangler – og alligevel konstant med store krav til sig selv – og til andre. Til tider kunne han i den grad underspille egne evner og næsten masochistisk udlevere fejl og svagheder – men tit og ofte var det ganske strategisk: for at lokke andre folk frem på banen, for at fremme den debat og det engagement, som han selv levede for og af.
Som henholdsvis formand (KV) og næstformand (LU) for Mellemfolkeligt Samvirke oplevede vi glæden ved og udbyttet af et tæt samarbejde med Poul Grosen i årene 1991-95. Det var på mange måder meget lykkelige år, fordi det på samme tid var så sjovt og udbytterigt. Der skete altid meget omkring Poul. Han elskede selv sin rolle som kombineret gadedreng og generalsekretær, og hans “anderledeshed” fik det bedste frem i omgivelserne.
I et miljø, hvor de fleste af os er meget skrivende, skrev Poul stort set aldrig. Højest da nogle få provokerende stikord til et oplæg eller en strategi. Hans egen arbejdsform krævede, at han indgik i tætte samarbejder med andre, og også at han som chef var god til at uddelegere og give ansvar fra sig uden selv at slippe det. Og sådan var han.
Han var hurtig, og han var flabet, men også afvæbnende sjov, og fordi han arbejdede, som han gjorde, var han ekstremt god til at lytte sig ind til det centrale i en sag og til at videreudvikle det. Det betød, at han ofte fik en rolle som dynamo overfor mange af os. Der var altid spænding på, og han var utroligt god til at levere strøm og lade os andre op.
Nogle ting var lettere dengang. Det offentlige system var ikke så småligt. Der var en tro på, at folkelige organisationer kunne og skulle være ideudviklere og til at de skulle have støtte til denne virksomhed. Den statslige propaganda var mindre massiv og ensrettet. Derfor var der også råderum.
Men der var også konflikter i en organisation under hastig forvandling. Poul klarede nogle af dem, som den charmerende afvæbner, men han var ikke bange for at tage tyren ved hornene, når det var nødvendigt. Og når han troede på, at noget var rigtigt, var hans tro så smittende, at han blev let at følge.
Poul bekæmpede ikke bare fattigdom. Han var også god til at bekæmpe kedsomhed og rutine, og dermed også til at sikre, at de institutioner, han arbejdede i, blev ved med at være levende organismer.
Højskolebaggrunden fornægtede sig ikke. Om noget, så mestrede han det talte ord og den store fortælling. Med udgangspunkt i en læreruddannelse nåede han vidt omkring i verden og i u-landsmiljøet.
Men en meget stor del af årene var han en central del af MS. Først lærer på træningscentret i Arusha i slutningen af 1970erne, så konsulent i frivilligafdelingen i 1981-82. Og efter en periode som forstander på Holstebro Højskole, igen forstander for træningscentret i Arusha fra 1986 til 1989, og så generalsekretær.
Fra MS kom han til FNs kapitaludviklingsfond i New York som direktør fra 1995 til 2000, og herfra tilbage til København som leder af UNDPs nordiske kontor. Der hang altid en jakke og et slips bag døren på hans direktørkontorer, som han brugte, når det var nødvendigt. Frækheden og det uhøjtidelige brugte han stort set hele tiden.
Poul blev kun 61. Hans dynamik havde ikke kun med hjernen at gøre, den var også kropslig. Han holdt sig i form.
I sommer fik han åndenød efter sine løbeture. Han skulle have en lille hjerteklapoperation på Rigshospitalet. Det gik godt. Og så alligevel ikke.
Læs også www.ms.dk
