Vores gode ven og kollega, journalist Vibeke Rask Grøn, døde kort før pinse efter en hjerneblødning. 62 år.
Vibeke var mange ting, mange steder i verden – og de sidste 10 år har hun været en uvurderlig kraft i den danske NGO Gambia Media Support (GAMES). Med sit store Afrika-kendskab og sin brede erfaring som journalist meldte hun sig i 2010 under fanerne som frivillig i vores kollega-til-kollega projekt i Gambia.
Klasselærer i Gambia
Hun var med i den gruppe af klasselærere, der midt under et voldeligt og undertrykkende diktatur var med til at opbygge landets første journalistuddannelse. Den blev siden til Media Academy for Journalism and Communication (MAJAC) – hvor flere af lærerne og direktøren i dag er hendes tidligere studerende.
”Hun elskede at dele og at coache mig og alle andre på akademiet. Hun har været en stor hjælp for os alle og for hele medieudviklingen i Gambia”, siger akademiets direktør, Sang Mendy.
”Jeg mindes hendes sidste besøg, da hun gav mig og vores undervisere et training of trainers-kursus. Vi lærte først på kurset, og bagefter coachede hun hver enkelt af os. Vibeke var en fantastisk kvinde, og vi vil savne hende som vores partner”.
Gik viralt på Facebook
Da nyheden om Vibekes død nåede Gambia, gik det amok på Facebook, hvor den ene efter den anden stadig mindes hende med rørende beskeder:
– Hvil i fred, Vibeke, vi skylder dig en masse
– Hvilket stort tab for MAJAC, hun var i den grad en stor inspirations-kilde for os alle
– Du vil altid være en vigtig del af det, vi er blevet til
– Du var en forunderlig og rar lærer
– Tak for al den viden og færdigheder, du bibragte os på akademiet.
– Nu, hvor jeg er gået i hendes fodspor og selv underviser i journalistik, håber jeg at kunne inspirere mine studerende, ligesom hun inspirerede os
Og det var bare i Gambia …
Over hele Afrika
Vibeke har sat sine spor i mange afrikanske lande, og ofte i nogle af de vanskeligste lande at arbejde i.
Som uddannet agronom og journalist har hun arbejdet med unge på landet i Uganda, hun har arbejdet med ildsjæle ude i landsbyerne i Senegal, og hun arbejdede som kommunikationsrådgiver for tre NGO’er i det borgerkrigshærgede Sydsudan. Indimellem nåede hun også at gøre en forskel i det konfliktramte Somalia og være gæstelærer på universitetet i det mere fredelige Tanzania.
Engageret lokalt
Også herhjemme vil hun være savnet, ikke bare i medieverdenen, men også hvor hun har boet og engageret sig. Hun er født på Bornholm, hvor hun også indledte sin professionelle karriere som journalist.
De seneste mange år har hun boet i Dollerup Bakker ved Viborg, hvor hun var formand for Beboerforeningen Dollerup Bakker og ellers arbejdede hun hårdt for sin store hobby, islandske heste.
Professionelt arbejdede hun som journalist for otte lokale landboforeninger i Landbo Midt Øst.
En kritisk journalist
I Gambia Media Support har vi haft glæde af hende som en grundig, engageret og kritisk journalist. Fra sin tid i Danmarks Radio var hun let at genkende med sin let syngende bornholmske dialekt.
Hun var først på Bornholms Tidende, så på DR Bornholm og siden i DR Holstebro, som nyhedsjournalist på DR Udland, på DR 2 og Deadline. Vibeke arbejdede i en del år som freelancer, bl.a. som EU-journalist i Bruxelles, som radiojournalist og som landbrugsjournalist.
En viking af hjertet
Nogle gange havde hun travlt, andre gange ikke, men hun var altid parat til en ulønnet mission til Gambia – eller til et af de mange lærermøder, vi holdt om alt, hvad der skulle til for at lave en formaliseret erhvervsuddannelse i journalistik.
Jeg husker et af møderne, der absolut måtte foregå ude på Moesgaard Museum, hvor vi traf Vibeke som Midgårds-viking til det årlige træf. Vi sad på pinde og lavede eksamensplaner, Vibeke i en gråmeleret kjole af hør eller uld, til lyden af bragende sværd fra et større slag inde i skoven.
Vibeke, vor kollega, ven og viking – du vil blive savnet også her.
Vibeke Rask Grøn bliver bisat fra Dollerup Kirke fredag kl. 14.