Det er det dårligste resultat i otte år, og offentliggøres her nogle dage efter indsamlingen forrige søndag, idet man nu har bedre overblik over resultatet.
Vi skal tilbage til 2008, før der indkom mindre i bøsserne, nemlig godt seks millioner kr. Det understreger nok engang, at antallet af indsamlere er alfa og omega.
Intet under at generalsekretær for Red Barnet Danmark, Jonas Keiding Lindholm, ærgrer sig over, at hele 3.000 tilmeldte personer aldrig dukkede op på deres rute ved den store landsindsamling.
“Der skal jo ikke meget hovedregning til for at konkludere, at 3.000 ekstra indsamlere på gaden ville have betydet et højere resultat. Penge, som går direkte til børn i katastrofer og på flugt”, siger Jonas Keiding Lindholm i en presseudtalelse.
Red Barnet glæder sig til gengæld over, at danskerne tog rigtig godt imod de ca. 6.000 indsamlere, der trodsede vejret og dukkede op. Et resultat på 6,9 millioner svarer til, at 27.500 familier kan få mad i to uger eller 46.000 familier få rent vand i en måned.
“Jeg var selv ude og samle ind og kan sagtens nikke genkendende til de meldinger om positiv stemning og stor imødekommenhed, vi fik fra vore indsamlere”, gør Jonas Keiding Lindholm gældende.
Et ordentligt dyk fra 2015
Sidste år slog Red Barnet rekorden ved at samle 11,7 millioner ind. Indsamlingen i 2015 faldt på et tidspunkt, da flygtningekrisen netop var nået ind over de danske grænser.
“Det har helt sikkert haft betydning. Derfor har vi på intet tidspunkt forventet, at vi ville nå op på samme niveau i år som i 2015. Vi er rigtig tilfredse med 6,9 millioner og glæder os over, at hver enkelt indsamler i år har fået et større beløb i bøtten end vi havde forventet”, understreger Jonas Keiding Lindholm.
I 2014 havnede det umiddelbare landsresultatet på 7,6 mio. kr. Det var stort set samme resultat som i 2013 og 2012, da indsamlingen indbragte henved otte mio. kr., da alt var gjort op.
Hverken i 2013 eller året før kunne man dog leve op til resultatet fra 2011, da hele 12.000 indsamlere skaffede over 10 millioner kr. i hus.
2011 var den hidtidige rekord (indtil 2015) og lå to millioner kr. over resultaterne i både 2012, 2013 og 2014.
I 2010 indkom der ca. 8,5 mio. kr. mod ni millioner i 2009, mens tallet for 2008 var godt seks mio. og syv mio. i 2007.
At "knække koden"
Organisationens hovedbestyrelse har undret sig over, at man ikke fik mere ind ved landsindsamlingerne.
Det fremgik af beretningen til repræsentantskabsmødet i Nyborg i oktober 2013, hvor man opfordrede til at "knække koden", så resultatet forbedres.
Hovedbestyrelsens anfægtelser gik især på vanskelighederne ved at skaffe indsamlere, hvor man angiveligt har betydeligt "færre end sammenlignelige organisationer kan mønstre".
"Hvis Red Barnets landsindsamling for alvor skal løftes, er der brug for at styrke den lokale hvervning af indsamlere markant", hed det.
Og næppe uden rette.