Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), Brønshøj, fylder 40 onsdag d. 30. november 2011.
Fødselaren var 25, da hun for første gang satte sig op i en flyver. Indtil da havde den store verden først og fremmest været noget, hun læste om i bøgerne.
For Pia Olsen Dyhr var ikke født med en guldske i munden. Hun voksede op i et arbejderhjem med beskedne midler – faderen var førtidspensionist og moderen rengøringskone.
Måske var det herfra hendes sociale engagement stammer og interessen for at ophjælpe verdens fattigste i u-landene. Faktum er det i hvert fald, at hun ligeså godt kunne have skabt sig en karriere i det danske u-landsmiljø som i politik.
Hun var godt på vej. Blev næstformand for Mellemfolkeligt Samvirke (2002-2004) og ansat som politisk koordinator i CARE Danmark fra 2006 til 2007. Derudover nåede hun – også fra 2006 til 2007 – at være formand for de miljøorienterede NGOers samarbejde i den såkaldte 92-Gruppe, et forum for bæredygtig udvikling skabt på baggrund af den berømte Rio-konference i 1992.
Så hvad kunne det ikke være blevet til i et miljø, hvor næsten alle generalsekretærer er mænd og som skriger på kvindelige generaler.
Nu blev det i stedet det partipolitiske, der tog helt over. Men selv her kunne det måske være gået anderledes og tilknytningen til dansk bistandsvirke være bevaret.
Således nåede hun som nyslået folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti efter valget i november 2007 at præsentere sig som udviklingsordfører for sit parti umiddelbart efter valget.
Men da kabalen skulle gå op, endte hun med at blive trafikordfører. For Steen Gade måtte både afgive flere af sine ordførerskaber til nogle af de mange nye i SFs gruppe og mistede den eftertragtede formandspost i Folketingets udenrigsudvalg. Så som plaster på såret fortsatte han som både udenrigs- og udviklingsordfører.
Siden er vejen gået til andre ordførerposter, og da hun efter sit genvalg til Folketinget i september blev minister i Helle Thorning-Schmidts nye regering, var hun EU- og forbrugerordfører
Den cand.scient.pol.-uddannede Pia Olsen Dyhr er gift med Villy Dyhr, forbundssekretær i HK. Parret har tilsammen tre døtre.
Helt slippe Den 3. Verden kommer hun dog ikke til. I hendes nye ministerembede er de oversøiske fremstormende økonomier en del af hendes gebét. Og hun er netop landet fra en større Asiens-tur, der bl.a. bragte hende til Vietnam.
Læs her, hvad Pia Olsen Dyhr svarede, da CARE Danmark for fire år siden spurgte, hvad hun ville gøre, hvis hun blev udviklingsminister – se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-01-08/pia-olsen-dyhr-hvis-jeg-var-udviklingsminister