Mens skarpe skud flænsede zimbabwiske kroppe, rejste en slukøret præsident Mnangagwa i denne uge tomhændet fra Rusland i en usandsynlig eurasisk rundrejse efter kolde kontanter.
Gaderne i Zimbabwes største byer brændte, brutale betjente bundtede demonstranter ind i salatfade og paranoide soldater tævede og skød ubevæbnede civile – men Mnangagwa havde ikke tid: Han fortsatte ufortrødent til Kazakhstan, Azerbaijan og Hviderusland i en stadig mere bizar jagt på det guld, der skal redde hans regering fra bankerotten.
Den zimbabwiske netavis, Zimlive, kommenterede hånligt, at alt Mnangagwa fik med fra Moskva var ”en stak aftaler om militært samarbejde og fælles kamp mod hvidvask af penge.”
Hvad tænker mon Mnangagwa om det fattiggjorte land, mens han behageligt glider gennem kølige luftlag i sin lejede Dreamliner, Boeing-fabrikkernes seneste drøm af et 250-sæders passagerfly?
Tænker han mon på, om millionudgiften til flyet vil tjenes hjem igen? Hvad mon hans kæmpestore flok af medrejsende rådgivere, alle med heftige diæter i kontante amerikanske dollarsedler, råder ham til at sige ved rejsens slutning i Davos?
Ikke bare nærgående journalister, men andre politikere og erhvervsfolk vil da spørge, hvorfor han ikke er hjemme? Han vil gentage sit mantra, at ”Zimbabwe is open for business” og de vil svare:
”Hvad med at genåbne de sociale medier, din regering har lukket af angst for protest?”
Mur af undertrykkelse
Organisationen oplyste desuden, at dens medlemmer yderligere havde behandlet 104 personer for voldsomme hundebid, brækkede lemmer og andre alvorlige skader påført af politiet og hæren under de seneste dages protester.
Hundreder er anholdt, mange oppositionsfolk er meldt savnet og frygtes at være anbragt i såkaldte torturcentre af det frygtede sikkerhedspoliti. Det statskontrollerede tv oplyste torsdag, at mere end 600 er arresteret.
Stille som graven
En kilde i hovedstaden Harare fortalte torsdag aften til Globalnyt, at ”byen er stille som graven. Det er ikke til at sige, om det er stilhed før stormen eller afslutning af protesterne.”
Zimbabwes boligstruktur afspejler fortsat apartheidtidens raceadskilte boligpolitik: Byernes kønne villakvarterer var forbeholdt den hvide befolkning. Efter selvstændigheden rykkede en sort middelklasse ind i villaerne – men det er ikke dem, der brænder bildæk i gaderne, plyndrer butikker og kaster sten efter politiet.
Urolighederne foregår hovedsagelig i de fjerne satellitbyer, hvor den sorte arbejdsstyrke i apartheidtiden var stuvet sammen på sikker afstand af de hvides verden. Her bor fortsat landets fattige og arme, desperate efter indtægter og en fremtid i et land, hvor der i dag er færre jobs, end der var i 1974, seks år før de hvides herskerdømme blev brudt.
Herudefra citerer nyhedsbureauerne beboeres beretninger om patruljerede soldater og en genoptagelse af politiets praksis med at bryde ind i private hjem. Parlamentsmedlem Joana Mamombe fra Movement for Democratic Change, MDC, fortæller ifølge internationale medier til Reuters, at hun er krøbet i skjul efter soldater på jagt efter hende i tirsdags brød ind i hendes forældres hjem og gennembankede hendes far.
”Jeg er hunderæd og frygter for mit liv,” fortalte hun Reuters i et telefonopkald.
”De slår ned på alle modstandere af regeringen og prøver at lukke munden på os.”
Bål og brand
MDC’s hovedkvarter i Harare blev allerede mandag angrebet med brandbomber. Partileder Nelson Chamisa beskylder Mnangagwas regering for at have indsat grupper af bøller til at overfalde oppositionen og samtidig infiltrere protesterne for at give styret et påskud til at slå hårdt ned og miskreditere oppositionen.
Chamisa bad den regionale sikkerhedsorganisation SADC om hjælp da dens trojka var samlet torsdag:
”De bør gribe ind i krisen og undersøge de alvorlige forbrydelser der begås mod menneskeheden” i Zimbabwe sagde han til BBC.
Til denne erfaring kan Ramaphosa nu tilføje, at Mnangagwas parti tilsyneladende er råddent til sit inderste. Havde han optimistisk håbet på en fornyelse indefra med Mnangagwa ved roret, har hærens overfald på civilbefolkningen hele to gange på mindre et halvt år vist ham, at dette håb var falskt.
Samtidig er han, som alle andre statsledere i regionen, dybt skeptisk overfor den unge, uprøvede Chamisas evner. Under valgkampen lovede Chamisa generøst højhastighedstog, firesporede motorveje og andre guldfrynsede løfter til et land, der knapt magter at reparere sine hovedveje eller at få de almindelige tog til at køre.
Hvis Ramaphosa og SADC skulle gribe ind i Zimbabwe, ville de være nødt til at støtte sig til disse to. De tror ikke på nogen af dem. Derfor foretrækker Ramaphosa nok snarere at lukke øjnene og håbe, at protesterne snart klinger af.
