Sporskifte. Et liv i verdens brændpunkter
Anna Eckhoff: Sporskifte. Et liv i verdens brændpunkter
Forlaget Linje H, 2020
323 sider
Drømmen om et arbejde ude i verden var hele tiden sprællevende. Men Anna Eckhoff blev tidligt gift og fik seks børn og fulgte familiens forventninger. Efter et langt arbejdsliv hos Datacentralen i Allerød nærmede livet som pensionist og bedstemor sig, men da hendes mand døde, og børnene var voksne, lykkedes det hende få arbejde i Kaukasus med Dansk Flygtningehjælp. Det er aldrig for sent at foretage et skifte, kan vi læse i hendes bog ’Sporskifte. Et liv i verdens brændpunkter’.
Anna Eckhoff kommer til at arbejde i 10 lande over de næste 15 år for nødhjælps- og udviklingsorganisationer, FN og EU. I bogen følger vi hende videre til blandt andet Sudan, Irak, Afghanistan, Palæstina og Libyen. Vi får indblik i landenes politiske situation og hendes personlige udvikling og overvejelser undervejs.
Udfordrende konflikter
Vi kommer helt ind under huden på nødhjælpsarbejderen Anna Eckhoff, der får stillinger som regnskabsmedarbejder, HR-medarbejder og siden som administrationschef. Vi følger hende, da hun møder konflikter med medarbejdere og krævende chefer. Hjemmefra har Eckhoff aldrig lært at tackle konflikter, så hun er ikke forberedt på alle de udfordringer, der opstår, når man arbejder i fremmede lande og med mennesker fra forskellige kulturer og på andre sprog.
Anna Eckhoff deler gavmildt ud af sine erfaringer. Hvor andre vægter deres succeser, og dem har hun mange af undervejs, fremhæver hun ofte udfordringerne, som nogle gange fører til fyringer, eller at hun selv siger op. Hun reflekterer også over grænser for personlig involvering, når hun gerne vil hjælpe lokale, eller når medarbejdere dør. Bogen belyser de svære arbejdsrelationer under ekstreme vilkår for eksempel under minerydning efter Irakkrigen og hyppige bombninger nær hendes kontor i Palæstina.
Som administrationschef har hun ansvaret, når lokale skal ansættes og fyres, så det skaber naturlige gnidninger. Som regnskabsmedarbejder skal hun tackle pengesager, når der bliver taget af kassen, og det sker flere gange. Og hun må døje med besværlige chefer, der enten ikke lytter, kommunikerer dårligt eller tager beslutninger, der ikke gavner projekterne. Går hun til moderorganisationen, må hun tage de tæsk, der følger med. Men hun får også ros for at tage flere og flere konflikter op, som hun før løb væk fra. Og hun får gennemført vigtige ændringer og bliver efterhånden skrap til at åbne og lukke kontorer ude i verden.
Draget af eventyr
Eckhoff er draget af eventyr, og de kan ikke blive farlige nok. Dem udlever hun for eksempel under minerydninger efter borgerkrigen i Sudan, besøg i en flygtningelejr i Irak, hvor folk lever under kummerlige vilkår, eller når hun jævnligt gennemfører hemmelige pengetransporter over grænsen til Irak.
Ofte må hun tackle komplicerede situationer langt væk hjemmefra og med mænd og sikkerhedsfolk som nærmeste medarbejdere. Det er ikke småting, Anna Eckhoff fra Allerød udsættes for ude i felten. Men hun bider tænderne sammen og klarer det. For hun nyder faktisk sit krævende arbejde, eventyret og de internationale kolleger, mens hun vokser som kvinde, og selvværdet stiger.
Undervejs får vi tilbageblik på Eckhoffs liv og hører om barndomsdrømmen og om opgøret med familiens forventninger. Hun hører moderens formanende stemme om at blive hjemme for børnenes skyld og veninderne, der opfordrer hende til at blive derude, hvor hun jo helst vil være. Børnene bakker hende også op hele vejen. Men tvivl og afsavn hører med til det krævende arbejdsliv ude i verden.
Alder ingen hindring
Anna Eckhoff fik sin første ansættelse i udlandet som 56-årig, da hendes udløbsdato på arbejdsmarkedet nærmede sig, og vendte først hjem som 71-årig. Pensionisttilværelsen trækker dog ikke. Hun er klar til nye job ude i verden. Hendes erfaringer har jo netop gjort det lettere for hende at udføre mange, også diplomatiske, opgaver.
Men en kvinde på over 70 år kan ikke bruges på arbejdsmarkedet, selvom hun har nok så solide erfaringer og stadig er fysisk stærk, for eksempel efter løbetræning hele livet. Pudsigt nok nyder ældre stor respekt ude i verden og har høje stillinger sent i livet, mens ældre i Vesten ikke kan bruges, noterer bogens hovedperson. Bogen er med til at rykke vores forståelse af, hvad kvinder kan, og hvad det vil sige at blive ældre i arbejdslivet.
Mange kan have glæde af at læse bogen, ikke bare kvinder og ansatte i nødhjælps- og udviklingsbranchen, men også gerne mænd og arbejdsgivere. Bogen er letlæst og dramatisk skrevet med sproglige skift mellem det kedelige hjemmeliv hos datacentralen i Allerød og det spændende udearbejdsliv. Jeg kunne nu godt have undværet referencerne til tv-serier i stil med Robinson-ekspeditionen, men det er måske et greb fra redaktøren til at fange danskernes opmærksomhed.
