Modstandsbevægelsen kom på den internationale dagsorden, da den 33-årige Ahmad Masoud skrev en kronik i Washington Post med følgende overskrift: ”The mujahideen resistance to the Taliban begins now.” Masouds mission er ikke til at tage fejl af: ”I will defend Panshjir as the last bastion of Afghan freedom.”
Dermed påtog Ahmad Masoud sig lederrollen i modstandsbevægelsen og udnævnte provinsbyen Panshjir til centrum for modstandskampen.
Men hvor ligger Ahmad Masouds politiske legitimitet i ledelsen af den væbnede modstand, og hvorfor udnævner modstandsbevægelsen lige netop Panshjir med dens primært tadsjikiske befolkning til at være centrum for modstandsbevægelsen?
Det er jeg taget til det ugæstfri landskab i Panshjir for at blive klogere på. Og ikke mindst for at få svar på, om modstandskampen stadig lever. Men folk er bange, fordi jeg er i følge med Taliban.
Ahmad Masoud rider på faderens heltestatus
Ahmad Massoud er et produkt af en politisk kulturel tendens i Afghanistan, hvor fjendskaber, venskaber, politiske eliter samt politisk legitimitet oftest er epigon-digtninger, hvor landets stærke familiedynastier gendigter tidligere tiders fortællinger.
Ahmad er søn af talibanernes afdøde ærkefjende, tadsjiken Ahmad Shah Masoud, Løven fra Panshjir, nationalhelten, den magtfulde guerillakommandant under den sovjetiske besættelse 1970-1989, og leder af modstanden mod Taliban, indtil han blev dræbt i 2001.
Ahmad Shah Masouds heltestatus er i høj grad med til sat sikre sønnen Ahmad og hans modstandskamp en nedarvet politisk legitimitet hos især tadsjik-afghanerne.
”Jeg har tjent hans far, og jeg agter også at tjene sønnen frem til min død,” siger en 55-årig tadsjik fra Kabul, der ønsker at være anonym.
Panshjir har historisk været et oplagt centrum for modstandskampen
Ahmad Masouds beslutning om at gøre Panshjir til modstandsbevægelsens højborg har rødder i hans eget ophav. For Ahmad Masouds familie stammer fra Panshjir, der betyder de fem løvers dal.
Og set med militære briller er der to særlige karakteristika, som tidligere har gjort løvedalen til et perfekt terræn for en modstandskamp. 1) løvedalens geografiske placering og 2) byens demografiske ensarthed.
Geografisk ligger løvedalen ret godt gemt og beskyttet af Hindu Kusch bjergkæden. Kun en lille, smal, asfalteret hovedvej fører til løvedalens byport. Alle alternative ruter indebærer bjergbestigning. Det er flere kilometer høje bjergsider, der skal forceres.
Tidligere modstandsbevægelser har succesfuldt anvendt dalen til egen fordel. For eksempel måtte de sovjetiske soldater opgive at passere porten til løvedalen til fods, da den lokale modstandsbevægelse havde sprængt hovedvejen i stykker.
Sovjet forsøgte også forgæves at flyve sine soldater ind bag modstandsgruppens frontlinje. Dette fik blot den bjergvante modstandsgruppe til at udnytte terrænet til at få et bedre sigte mod de sovjetiske fly og de soldater, der måtte have sneget sig igennem løvedalens forsvar.
Selvsamme taktik var med til at tvinge talibanerne til at opgive at erobre Panshjir i årene 1996-2001, selvom resten af landet var i hænderne på taliban-regimet frem til den amerikansk ledede invasion i 2001.
Men et år efter republikken Afghanistans kollaps er det lykkedes taliban-regimet anno 2022 at afmontere fortællingen om Panshjirs uigennemtrængelighed.
Modstandsbevægelsen overlever i bjergene
Portrætbilleder er det første, rejsende til Panshjir observerer ved byporten. Billederne illustrerer lokale mænd, der gennem tiden har ofret sig for at forsvare Panshjir mod dens fjender. Man kan hurtigt bilde sig selv ind, at Panshjir er business as usual.
Men Panshjir er langt fra business as usual. For jo tættere vi kommer til Panshjir-bazaren jo tydeligere ses den radikale forandring af Panshjirs gadebillede. Taliban-krigere fra Kandahar med deres karakteristiske turbaner, flotte hjemmelavede afghanske pertan tumban (afghansk nationaldragt) dominerer gadebilledet i den ellers tadsjikiske Panshjir.
”Det islamiske emirat har fuldstændig kontrol over sikkerheden i Panshjir,” siger Panshjirs lokale taliban-administration, som tager imod os ved ankomst til byen.
Dog bekræfter han, at der fornylig har været voldsomme kampe i Panshjirs Deera-område.
Talibanerne imødekommer min anmodning om at rejse ind til frontlinjen ved Deera mellem landsbyerne Abdullah Khail og Khoja Khail. Dog med et krav om, at talibanerne er med under hele turen, og at den foregår med et af talibanernes køretøjer. Det går jeg med til.
Under køreturen passerer vi brændte biler og kampvogne fra Sovjets invasion af Afghanistan.
”De stammer fra den gang russerne forgæves forsøgte at erobre Panshjir,” siger min lokale fixer, mens jeg tager billeder.
Men højere oppe i bjergene dukker resterne af en brændt pickup truck op. Mærkerne på førerdøren afslører, at den tilhørte Republikken Afghanistans specialstyrke.
”Det var en af modstandsbevægelsens biler. For en uge siden blev der kæmpet her. Nu er modstandsbevægelsen banket tilbage op på bjergsiderne igen,” fortæller taliban-krigeren på min højre side, lige inden vi når frem til vores mål.
Selv på bjergtoppen er modstandsbevægelsen truet
Talibanerne giver os besked om, at vores bevægelsesfrihed er afhængig af deres sikkerhedsvurdering.
”Der er stadigvæk modstandsfolk oppe på bjerget, og vores job er at få jer sikkert tilbage igen, derfor skal I følge vores anvisninger,” siger en maskeret talibaner til os nyankomne.
Efter at have nikket bekræftende trækker jeg den medbragte skudsikre vest på. Under hele processen kan vi se to lokale mænd på en bakketop, siddende i samme stilling som ”The Boy ” – skulpturen på Aarhus Kunstmuseum, ARoS. Talibanerne går med os, da vi forsøger at komme i kontakt med de lokale mænd, og det får mændene til at forsvinde.
Senere får jeg kontakt til et barn i en landsby efter at have lånt familiens toilet på trods af talibanernes højlydte protester.
”Jeg kommer i problemer, hvis jeg snakker med dig,” siger drengen, mens jeg vasker hænder.
På vej væk fra huset observerer jeg langskæggede mænd i brune militæruniformer med amerikanske M17 Sniper-rifler over skuldrene. Mændene tilhører talibanernes specialstyrke, og den høje og bredskuldrede brigadeleder Hazatullah fra Wardak-provinsen indvilger i at tale.
”Vi er her for at bekæmpe eller anholde landets fjender,” siger han og forsikrer om, at al modstandskamp er nedkæmpet.
”Modstandsbevægelsen har oplevet det største nederlag, senest har vi formået at dræbe fire højtrangerende generaler fra modstandsbevægelsen, og taget over 101 krigsfanger.”
Talibanernes seneste succesfulde militæroperationer har fået FN til at bede begge parter om at overholde de internationale regler for krigsførelse. Brigadelederen siger, at alle regler er blevet overholdt:
”Beskyldningerne om overgreb eller lignende på modstandsbevægelsen er blot Facebook-nyheder [fake news, red.]. Vores lokale emiratledelse i Panshjir har bedt os om at være overbærende med desertørerne fra modstandsbevægelsen ved at give dem fri passage tilbage til deres familier. Mens familiemedlemmerne til de dræbte modstandsfolk har fået en dag til at tage op på bjergene for at hente og begrave ligene.”
Brigadelederen afviser også beskyldningerne om overdreven brug af militære midler, men peger i stedet på modstandsbevægelsens ringe ressourcer.
”Vores militære succes er blot et tegn på det islamiske emirats styrke. Modstandsbevægelsen forsøgte forgæves at udnytte Panshjirs store bjerge som en aktiv del af deres militærstrategi. Strategien blev gjort til skamme af vores forenede operationer fra luften og jorden. Modstandsbevægelsens gamle militære midler kan ikke modstå det islamiske emirats militære overlegenhed og strategi,” afslutter brigadelederen, mens soldaterne stolt løfter deres efterladte amerikanske M17’ere i vejret.
På vej væk fra brigadelederen, ned ad de stejle bjergsider, mister flere af os fodfæstet. Solens stærke stråler, den høje temperatur og de løse bjergsten er også en udfordring for de ellers efterhånden bjergvante taliban-krigere.
I talibanernes øjne er alle modstandsfolk.
Ved ankomsten til mere sikkert terræn og tæt på vores køretøjer har talibanerne samlet landsbyens ældre mænd i et forsøg på at imødekomme vores ønske om at få de lokale indbyggeres perspektiv på situationen. Men næsten ingen af disse ældre ønsker at tale med journalister. De, der gør, afviser helt, at der er væbnede sammenstød mellem modstandsbevægelsen og Taliban.
Opgivende går vi i gang med at forberede turen tilbage, da en høj, tynd, hvidskægget lokal bedstefar byder på en kop varm frisk mælk i sit beskedne lerhus på trods af tydelig modvilje fra vores følgesvende fra Taliban.
Knap seks timer siden min ankomst til frontlinjen, sidder jeg inde i huset og venter på, at husets søn bliver færdig med at hælde mælken i den hvide porcelænskop. Flere lokale kommer ind i værelset, blandt dem nogle af de mandlige indbyggere, som havde afvist at tale med os tidligere.
Indbyggerne bekræfter modstandsbevægelsens tab og talibanernes generobring af området. Og selv om der ikke bliver kæmpet længere, er livet i landsbyen stadigvæk ikke normaliseret.
”Talibanerne og modstandsbevægelsen har begge mistet soldater, men modstandsbevægelsen led dog de største militære tab. Vi har stadigvæk udgangsforbud efter klokken 20, selvom militærkonfrontationen er afsluttet. Enhver, der bryder med udgangsforbuddet, bliver anholdt og sigtet for at være en del af modstandsbevægelsen,” siger den 32-årige søn af huset, mens de andre gæster nikker.
Jeg spørger dem om beskyldningerne, jeg hører, om Talibans overgreb på og tvangsflytning af lokalbefolkninger i regionen.
”I DENNE landsby har vi ikke oplevet overgreb eller tvangsflytning endnu,” svarer mændene i munden på hinanden.
Mens vi drikker den varme mælk, bekræfter de lokale, at modstandsbevægelsen har formået at rekruttere flere af egnens sønner, og at nogle af de rekrutterede soldaters familie hjælper med at levere blandt andet mad, kød, mælk samt medicin til modstandsbevægelsen. Men det er ikke omkostningsfrit.
”Min bror er en af dem, talibanerne dræbte ved deres seneste operation, og af frygt for at blive afsløret som modstandsfamilie har vi hverken mulighed for at begrave ham eller græde over ham. Vi er tvunget til at lade som ingenting og bare gå videre med vores daglige arbejde,” siger den spinkle unge fyr, der ønsker at være anonym, og som siden er flygtet til Iran.
“Prøver I at sige, at talibanerne straffer familierne kollektivt – hvis et familiemedlem er aktiv i modstandsbevægelsen?” spørger jeg.
”Arhh – nu har du fat i den lange ende,” lyder det fra en.
Lige da husets søn skal til at sige noget, går døren op, og hans ansigt bliver stift og kridhvidt. En taliban-kriger er kommet ind i huset og beder mig om at vende tilbage til bilerne. Sikkerhedssituationen betyder, at vi skal være tilbage i Panshjirs centrum inden mørkets frembrud.
Under hjemturen kører bilen forbi en flok piger fra landsbyen. Jeg smiler og vinker til dem, for at de ikke skal blive bange for os. Men de små piger er ikke bange. De finder nogle løse sten, som de kaster efter os i talibanernes køretøjer.
Der er ingen tvivl om, at Ahmad Massoud er mislykkes med at etablere et taliban-frit Panshjir. Og hvis ikke Ahmad Massoud og hans modstandsbevægelse snart får en militær indsprøjtning, bliver det svært at tale om en modstandskamp i Afghanistan.
Men samtidigt er et sikkert. Så længe Ahmad Massoud lever, må talibanerne kigge sig over skuldrene, når de færdes blandt indbyggerne fra de fem løvers dal.
