“Det er et fantastisk hold at være en del af, for vi lærer en masse af hinanden.”
Sådan siger Ulla Puck om arbejdet i det dansk-arabiske kvindenetværk (Arab-Danish Gender Equality Trade Union Network), som er støttet af Ulandssekretariatet.
“Jeg har lært en masse om de kvinder, der går med tørklæde. De er bestemt ikke underkuede og holdt nede af deres mænd. Det er fagforeningskvinder, der kæmper imod vold mod kvinder og vold og trusler mod fagligt aktive. Hold da op! Det er en øjenåbner at høre de kvinder fortælle,” siger hun.
Ulla Puck, der i mange år har været faglig sekretær og kasserer i Dansk Metal Tele Øst, er en af ni danske deltagere i netværket, der nu tæller otte lande.
Børnehaver som værktøj
En af vejene til at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet er etablering af børnehaver, for eksempel på virksomheder. Ulla Puck er projektleder i den gruppe, der har sat sig for at få etableret børnehaver i Tunesien og Egypten.
“Hvis vi kan få børnene passet, kan vi få kvinderne ud i job eller i uddannelse,” siger Ulla Puck. Gruppen har derfor optaget en lille film om børnepasning på virksomheder i Egypten, ligesom gruppen har besøgt en integreret institution i København.
På netværksseminaret i Jordan besøgte gruppen også en fabriksbørnehave på en tekstilfabrik i den nordlige del af landet.
“Men det var et sørgeligt syn. Der var kun fire-fem børn, og de skulle hele dagen opholde sig i et lille og mørkt lokale. Det var bestemt ikke i orden. Men det er jo en start, og vi skal have bredt budskabet ud om, at det ER muligt for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet,” siger Ulla Puck.
Kummerlige forhold for flygtninge
Deltagerne i netværksmødet havde bedt om at få indblik i forholdene for de syriske flygtninge i Jordan. FN har registreret næsten 700.000 flygtninge i Jordan. Det er flere end ti procent af den jordanske befolkning.
“Tæt ved den syriske grænse boede mange syriske flygtninge i en uofficiel lejr på en gård, hvor de kunne arbejde. De levede under kummerlige forhold i telte, og med kun én vandpost og ét bad, og der var skrald over det hele. Der var vel at par hundrede. Vi græd over at se deres situation,” fortæller Ulla Puck.
Flygtningene kunne somme tider høre bomberne inde fra Syrien, fortalte de. Og de appellerede til, at deres venner og familie inde i Syrien kunne få hjælp.
Kampen for lighed fortsætter
På seminaret i Jordan drøftede deltagerne i kvindenetværket også de fremtidige principper for netværket. Nemlig at være med til at skabe lighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Blandt målene er kampen mod vold mod kvinder, diskrimination, arbejde for flere kvinder i beslutningstagende positioner i fagbevægelsen, ligeløn og sikring af børnehaver.
“Jeg synes, vi kan bruge netværket til meget. Vi kan se, hvor langt, vi er nået med de faglige rettigheder i Danmark. Men vi kan også se, at de i den arabiske verden er gode til at tage sig af hinanden som mennesker,” siger Ulla Puck.
Kvindenetværket skal efter planen mødes i København i 2017.
Arab-Danish Gender Equality Trade Union Network blev dannet i 2013 som en del af Det Arabiske Initiativ og er organiseret af Ulandssekretariatet i samarbejde med FIU-Ligestilling – et partnerskab mellem Dansk Metal, HK og 3F. Der er otte deltagerlande: Danmark, Egypten, Tunesien, Bahrain, Jordan, Marokko, Libyen og Palæstina.