En undersøgelse af Verdens Skove viser, at Moesgaard Museums nye bygning indeholder brasiliansk træ, der ofte fældes ubæredygtigt. Bygningen finansieres delvist af skattekroner, og derfor bør det aarhusianske museum anvende certificeret træ, skriver Verdens Skove søndag.
Det er ikke småpenge, der er brugt på Moesgård Museums nye bygning: 345 millioner kr. koster det nye udstillingsrum, der åbner senere i år, skriver Verdens Skove søndag.
Museet har hyret Henning Larsen Architects til at udvikle projektet; en tegnestue, der ifølge deres egen hjemmeside “vægter miljømæssige hensyn og integrationen af energirigtige løsninger højt”.
De miljømæssige hensyn i projektet blev dog tilsyneladende ikke vægtet højt nok til også at omfatte det træ, der er brugt i byggeriet. Det konstaterer miljøorganisationen Verdens Skove efter at have undersøgt Moesgård Museums miljømæssige krav til det træmateriale, der er brugt til en terrasse i det nye museumskompleks.
”Moesgård Museum har ikke sikret sig, at træet stammer fra bæredygtige kilder. Det er ellers nemt nok at gøre ved kun at købe træ, der er FSC-certificeret. Men det har Moesgård altså valgt ikke at gøre, og det mener vi rent ud sagt er under al kritik. Især når der er investeret så mange offentlige skattekroner i det nye museum,” siger Stefan Steen Jensen, der er bestyrelsesmedlem i Verdens Skove.
FSC (Forest Stewardship Council) er en global certificeringsordning for bæredygtigt træ, der er anerkendt som førende på området af både NGO’er som Verdens Skove, WWF og Greenpeace, såvel som af flere europæiske stater – herunder Danmark.
Moesgård lever ikke op til deres ansvar
Verdens Skoves undersøgelse har vist, at den nye terrasse er lavet af den tropiske træsort ipé, som stammer fra delstaten Pará i den brasilianske del af Amazonas regnskoven.
Netop i dette område er de lokale organisationer stærkt bekymrede for fældningen af ipé-træ, som ofte sker ubæredygtigt. Ifølge Verdens Skove er det derfor særligt vigtigt at føre kontrol med, om træet er bæredygtigt produceret, så produktionen ikke skader den truede regnskov og de folk, der bor i den.
Verdens Skoves undersøgelse viser dog, at dén kontrol har Moesgård Museum ikke haft styr på.
”Det er brandærgerligt, at Moesgård Museum har sovet i timen på det her område,” siger Stefan Steen Jensen.
“Der ligger en vigtig signalværdi i den slags offentligt støttede prestigeprojekter, og dermed følger der altså et særligt ansvar for at sikre sig, at man ikke er med til at skade sårbare naturområder eller mennesker. Det ansvar lever Moesgård ikke op til,” siger han og tilføjer:
”Det er specielt ærgerligt, fordi der er masser af FSC-certificeret ipé-træ tilgængeligt på markedet, og når man investerer over en kvart milliard kroner, så er de eventuelle meromkostninger ved at købe certificeret træ jo ubetydelige.”
Det vækker især harme hos Verdens Skove, at netop Moesgård Museum har sløset med bæredygtighedskravene til deres byggemateriale.
“Det grænser til det hykleriske, når Moesgård som etnografisk og antropologisk museum sætter fokus på oprindelige folks kulturer, mens de bag kulisserne køber træ, der potentielt har bidraget til at rydde den regnskov, som disse folk og deres levevis er afhængige af,” skoser Stefan Steen Jensen.
Sagen har tydelige paralleller til en lignende sag fra 2009, hvor Verdens Skove kunne afsløre, at Aarhus Kommune havde bestilt tropisk træ til konstruktionen af kunstmuseet ARoS’ ikoniske træ-terrasse, hvis bæredygtighed man ikke kunne garantere.
For at undgå at blive endnu et eksempel på et offentligt byggeri, der risikerer at støtte skovrydning, valgte Aarhus Kommune dengang – efter massiv medieomtale – at ændre ordren på træet til FSC-certificeret træ. Verdens Skove håber, at Moesgård Museum vil overveje at tage lignende skridt, hedder det.
Yderligere oplysninger hos:
Stefan Steen Jensen, bestyrelsesmedlem i Verdens Skove
E-mail: [email protected] og mobil: 24 46 25 36