Mogens Jensen i Kabul: Nu tager afghanerne selv ansvaret

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danmark og Afghanistan har mandag underskrevet en ny udviklingsaftale, så Danmark indtil 2017 støtter god regeringsførelse, kvinders rettigheder, uddannelse og vækst og beskæftigelse. Afghanerne har stadig brug for hjælp, siger Mogens Jensen.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) besøger mandag Afghanistan, hvor han har haft møder med præsident Ashraf Ghani og den nye samlingsregering.

“Afghanerne har fra årsskiftet selv taget ansvaret for landets udvikling og sikkerhed, men de har fortsat brug for hjælp fra det internationale samfund,” siger Mogens Jensen.

Han mødtes med Afghanistans ledere i hovedstaden Kabul, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

“Det står  klart efter møderne med præsident Ghani og Chief Executive Abdullah, at den nye regering er ambitiøs og fokuseret på at tackle Afghanistans udfordringer, både hvad angår sikkerhed, menneskerettigheder, økonomisk udvikling og korruption,” siger Mogens Jensen.

“Men det står også klart, at vi efter 13 års massiv international indsats, både militært og civilt, ikke bare kan forlade Afghanistan fra den ene dag til den anden,” understreger han.

Derfor har Mogens Jensen mandag underskrevet en ny udviklingsaftale  med afghanerne, der betyder, at Danmark indtil 2017 støtter god regeringsførelse, kvinders rettigheder, uddannelse og vækst og beskæftigelse, oplyser Udenrigsministeriet.

Opmuntrende møder

Ministeren mødtes under sit besøg også med repræsentanter for afghanske erhvervsnetværk for at få deres syn på, hvordan man bedst kan skabe vækst og beskæftigelse i Afghanistan – en af landets helt store udfordringer.

”Det er afgørende for Afghanistans stabilitet og udvikling, at landet kommer ud af den økonomiske krise, at den udbredte korruption bekæmpes, og at Afghanistans unge får en reel chance for et arbejde. Mit møde med afghanske erhvervsfolk i dag var meget opmuntrende. Der er ingen tvivl om, at de spiller en afgørende rolle i Afghanistans fremtid”, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen mødtes også med Afghanistans præsidentfrue, Rula Ghani, der har indtaget en aktiv rolle som talerør for Afghanistans kvinder.

“Rula Ghani er en modig og visionær kvinde med et smittende engagement, der viser nye veje i kampen for kvinders rettigheder med udgangspunkt i afghansk tradition og historie,” siger Mogens Jensen.

Danmark udbetaler årligt 530 mio. kr. i udviklingsbistand til Afghanistan.