Moi går som partiformand

Redaktionen

Tidl. præsident Daniel arap Moi har frasagt sig posten som formand for det gamle regeringsparti, “Kenyas Afrikanske Nationalunion”, KANU, og samtidig chokeret mange partifæller ved ikke at pege på en afløser.

Moi, der styrede sit østafrikanske land i et kvart århundrede, vil nu bruge mere tid på “Moi Foundation”, hvis hovedformål er at skabe fred og forsoning i regionen.

KANU regerede Kenya uafbrudt fra uafhængigheden i 1963 frem til 2002, da partiet tabte til en bred oppositionsalliance under ledelse af Mwai Kibaki – den nuværende præsident.

Siden valgnederlaget i december 2002 har mange partifunktioner været styret af Uhuru Kenyatta, der er den ene af 2 viceformænd i KANU og var Mois kontroversielle valg som partiets præsidentkandidat sidste år.

KANU har været hjemsøgt af interne stridigheder i den seneste tid og det er formentlig årsagen til, at Moi ikke ville pege på Kenyatta som sin efterfølger og valgte at vente indtil interne partivalg har fundet sted.

Flere parlamentsmedlemmer fra Rift Valley provinsen, Mois gamle højborg, siges at være imod, at kikuyuen Kenyatta tager over. Moi tilhører Kalenjin-gruppen. Før valget i 2002 forlod flere fremtrædende KANU-politikere, heraf adskillige tidligere ministre, partiet efter at Moi havde udpeget Uhuru Kenyatta til sin efterfølger som præsidentkandidat.

Uhuru Kenyatta tilhører som navnet antyder den legendariske Kenyatta-familie, hvis fremmeste navn, Jomo Kenyatta, var Kenyas frihedshelt og “nationbuilder”.