I de gode gamle dage, da det altid var hvid jul, vidste jeg, at krig og korruption var noget, der foregik i de fattige u-lande, som vi danskere var sat i verden for at hjælpe på bedre tanker.
Krigen i det tidligere Jugoslavien blev et første chok, der rev mig ud af min drømmeverden. Som valgobservatør arbejdede jeg i Bosnien mellem ruinerne af noget, der engang havde lignet små chalet’er: nydelige schweiziske alpehuse. Nu var de ar efter en konflikt, som virkede helt forkert placeret i det moderne Europa.
I samme periode evaluerede jeg Røde Kors-børnehjem i Rumænien og så børnetiggere i byerne. Børnetiggere var dengang noget, jeg forbandt med fjerne, varme og pittoreske lande. Men vejret var iskoldt i Bukarest og Timisoara den vinter. Jeg så, at dyb fattigdom nu også var et europæisk fænomen, og blev klar over, at hjemløshed fik en ny skræmmende dimension i frostnætter på vores egne breddegrader.
Økonomisk succes
Det seneste wake up call fra virkeligheden har jeg fået som turist i Malta, der er Vesteuropas forpost mod syd, kun knap en time med fly fra Libyens hovedstad, Tripoli.
Malta er en succeshistorie. Den siddende arbejderpartiregering tager æren for en økonomisk rekordvækst, der blev beregnet til hele 6,8 procent i 2018. Vintergæster som mig myldrer ind og overstiger den fastboende befolkning, der kun er på cirka en halv million mennesker. Malta kæmper indædt for at holde flygtninge fra Mellemøsten og Afrika ude, og er præget af samme islamofobi som Danmark og resten af Europa.
Ud ad til er det et lille, civiliseret og forholdsvist velstående land, der i levestandard er tættere på Vest- end på Østeuropa – og milevidt fra nabolandene syd for Middelhavet.
Daphne Caruana Galizia
Men også her er virkeligheden som et fiksérbillede, som du det ene øjeblik tolker som én figur og det næste som en helt anden.
Det skjulte og skræmmende Malta kom op til overfladen for et par år siden, da to mænd sprængte en kvindelig journalist i luften med en bilbombe. Mændene blev hurtigt pågrebet, men har endnu intet sagt.
Journalisten, den godt halvtredsårige Daphne Caruana Galizia, var uafhængig blogger, og havde i det sidste års tid beskæftiget sig meget med den Panama-skandale, der også har udløbere i Danmark. Hendes solo-gravearbejde var begyndt at tegne konturerne af et underjordisk Malta med tætte forbindelser mellem korrupte politikere og deres familier, lyssky banker, stenrige maltesiske forretningsmænd, italienske mafiosi og centralasiatiske diktaturlande.
Mordsagen skabte interesse for denne og andre sider af Caruanas arbejde og maltesisk foretagsomhed: Malta sælger for eksempel pas til rige investorer uden at kigge tæt på deres straffeattester, hvis de kan præstere 650.000 euro over bordet og et ukendt beløb under. Vi blev også klar over, hvor let det er at drive spillevirksomhed på Malta. Der havde også været flere bilbomber.
Omtalen af drabet på Daphne Caruana ville ikke dø, selv om de to formodede mordere tav og regeringen, politiet og anklagemyndigheden øjensynlig forsøgte at lægge låg på og forhalede opklaringsarbejdet. EU-Parlamentet, FBI og Europol sendte bekymrede observatører, britiske Guardian og andre udenlandske medier stillede spørgsmål, og flere og flere maltesere begyndte at se sig selv i lyset af de forbrydelser og anklager, der piblede frem, og ikke længere lod sig skjule. Sagen har skabt et aktivt maltesisk civilsamfund, der ser, at det – mod sin vilje – er blevet en del af det uhyggelige Malta, som drabet har trukket frem i lyset.
Det kunstige skel
Vi andre ser endnu et eksempel på, at det gamle skel mellem os i Vesten og dem i de fattige lande er kunstigt og forløjet. Skandalen på Malta er nu eksploderet som Etna på naboøen Sicilien.
En mellemmand til mordets formodede hovedmænd har fået straffrihed mod at sladre om sine bagmænd. Han implicerer en af landets største forretningsmænd, der blev fanget, da han forsøgte at flygte til Tunesien ombord på sin luksusyacht. Forretningsmanden påstås, at have hjulpet to af statsminister Joseph Muscats nærmeste venner og forbundsfæller i arbejderpartiregeringen til at skjule penge i hemmelige konti i skuffeselskaber Panama.
Muscat selv er (endnu) ikke under anklage og klamrer sig til taburetten, indtil der er faldet dom. EU-parlamentarikere frygter, at han som siddende statsminister kan påvirke efterforskningen og dermed domfældelsen. Præcis som i fattige lande, hvor dommer, anklager og politi retter ind efter regeringen.
Bananrepublikker findes således overalt, selv i de bedste europæiske familier. Somme tider kan du se dem, somme tider er de skjult.
Der ventes at falde dom i sagen om mordet på Daphne Caruana Galizia efter nytår. Medlemmer af hendes familie forsøger at videreføre hendes arbejde.
