Mørke skyer bag topkarakterer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

KOMMENTAR

Af Henrik Stubkjær
generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
indlæg opr. bragt i Politiken 21. maj 2011

OECD’s udviklingskomité, DAC, har netop offentliggjort sin evaluering af dansk udviklings-politik. Danmark ligger fortsat i top blandt OECD-landene, og vi bestod da også eksamen med glans.

Så der er grund til at glæde sig. Men samtidig er det værd at lægge mærke til, at OECD/DAC også rejser nogle helt centrale bekymringer for tendenserne i de seneste 4 års danske udviklingspolitik.

For det FØRSTE noterer man sig, at Danmarks bistand nu for første gang siden 1983 er på vej ned under 0,8 procent af vor bruttonationalindkomst (BNI).

Og det er ekstra bekymrende, fordi vi gennem de sidste 4 år har udhulet bistanden ved at føre udgifter, som burde ligge under integrations-ministeriet, klimaministeriet og forsvarsministeriet, ind som en del af udviklingsbistanden.

For det ANDET er DAC bekymret for det skred, der sker, væk fra en udviklingsdagsorden med fokus på fattigdomsbekæmpelse over mod en stadig større vægt på danske sikkerheds- og udenrigspolitiske interesser.

Og for det TREDJE er man bekymret for den hurtige udfasning af 11 partnerlande og vægtforskydningen fra den succesfulde danske støtte til sektorer som uddannelse og sundhed over på en mere erhvervs-orienteret støtte, hvor vi ikke har tilsvarende gode erfaringer og dokumenterede kapaciteter.

DAC-reglerne besluttes af de rige lande selv, og det er ikke altid u-landenes interesser, der vægtes højest her. Den danske regering bevæger sig i stigende grad ud mod grænserne af, hvad der kan godkendes som udviklingsbistand, og det er nyt og beklageligt.

DAC-reglerne tillader f.eks. at bruge u-landsbistand til flygtninge- og integrationsudgifter i Danmark – en mulighed regeringen i stigende grad benytter sig af: I 2009 drejede det sig om 230,5 millioner kr. I 2010 om 680 millioner og i 2011 er posten endt på 874,1 millioner.

Kompensationen for klimaforandringerne er et andet eksempel.

På klimatopmødet i København i 2009 blev det aftalt at de rige landes klimapenge skulle være ”nye og ekstra” midler. Det betyder, at de skal ligge ud over, hvad der allerede er bevilget, og at de ikke må tages fra den eksisterende u-landsbistand.

Men da Søren Pind blev udviklingsminister droppede han regeringens tidligere bortforklaringer og sagde klart, at den danske klimakompensation vil blive taget af u-landsbistanden.

Det er dejligt ærligt – men det er trods ærlighed et skråplan, og et brud på den klimaaftale, vi selv forhandlede igennem, og en underminering af de internationale klimaforhandlinger.

Min opfordring til regeringen er at følge OECD/DAC’s anbefalinger og bringe den danske bistand tilbage i førerfeltet.

Vi skal udnytte vores formandskab for EU i første halvdel af 2012 til at lægge pres på de øvrige 26 EU-lande for at få dem til at overholde deres forpligtelser overfor verdens fattigste.

———————
Debatindlægget er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af Folkekirkens Nødhjælp.

Kilde: www.noedhjaelp.dk