MP Pension siger farvel til kul og olie

kym-farnik
Forfatter billede

MP Pension valgte i 2016, at selskabets investeringspolitik skal understøtte Paris-aftalens målsætning om, at temperaturen på kloden højst må stige med 2 grader. Den målsætning kræver handling fra politikere og virksomheder verden over. Nu har MP Pensions bestyrelse besluttet at skille sig af med alle aktier i olie, kul og tjæresand.

”Vores ambition er at sikre vores medlemmer det højst mulige afkast baseret på ansvarlige investeringer”, siger direktør i MP Pension Jens Munch Holst.

”Når vi har en målsætning om at følge Paris-aftalens anbefalinger for et bedre klima på kloden, skal vi også efterleve det. Og vi har analyseret os frem til, at vores beslutning på sigt vil gavne det samlede afkast”, siger Jens Munch Holst.

Frasalget vil frigøre over en milliard kroner

Beslutningen vil medføre, at MP Pension sælger alle fossilaktier og ekskluderer over 1.000 selskaber fra investeringsuniverset. Selskaber inden for kulindustri og tjæresand frasælges i år. Olie senest ved udgangen af 2020. Frasalget vil frigøre over en milliard kroner, som så skal investeres andre steder. I forvejen har MP Pension grønne investeringer for 3,5 milliarder kroner, og det tal vil vokse.

”Vi tror på den grønne omstilling. Både når det handler om klodens fremtid og om at sikre den bedste investering. Derfor kan fossilselskaber også komme ind i vores portefølje igen, hvis de omstiller deres produktion og forretningsmodel i en mere klimavenlig retning”, siger Jens Munch Holst.

Hvornår sker det så?

  • Kul – sælges i 2018
  • Tjæresand – sælges i 2018
  • Olie – sælges inden 31. december 2020