Mr. Peacekeeping er trådt af

gettyimages-121031733-2
Brian Urquhart (t.h.) sammen med Nane og Kofi Annan og skuespiller Julia Ormond i 2005.
Foto: Daniel J. Barry/WireImage
Kirsten Larsen

4. januar 2021

Sir Brian Urquhart var en af de rigtig store i FN’s historie. Han var med fra begyndelsen, fra det allerførste møde i FN i efteråret 1945 og holdt ved i 41 år, indtil han i 1986 trådte tilbage fra posten som undergeneralsekretær. Mr. Peacekeeping, som han blev kaldt, arbejdede for at finde løsninger på alverdens konflikter. Han var, som det fremgår af onlinemediet Passblues mindeord, indbegrebet af en FN-diplomat, når de er bedst.

Han var idealistisk, modig, venlig, varm og bidende morsom. Lørdag den 2. januar 2021 døde han i en alder af 101.

Et ordentligt menneske
Selv mødte jeg Brian Urquhart for første gang i 1994, da han sad på Ford Foundation lige over for FN’s hovedkvarter i New York og skrev bøger om FN og ledelsen af verdensorganisationen. Det var nok typisk for ham, at han over flere besøg brugte timer på at fortælle en relativt uvidende journalist fra Danmark om det politiske arbejde i FN, og ikke mindst om hvordan organisationens ledere bliver valgt og fungerer. Det lyder måske tørt, men det var det ikke, når Brian Urquhart fortalte. Så fik man en fornemmelse af, hvad lederskab og systemer betyder for mennesker.

På det tidspunkt var det Boutros Boutros-Ghali, der var generalsekretær. Han ville gerne have etableret et samarbejde med Brian Urquhart på Ford Foundation, men det ville Urquhart overhovedet ikke høre tale om. Han havde dyb respekt for generalsekretærens intellektuelle formåen, men nærede en tilsvarende dyb foragt for hans ledelsesstil.

“Tror han virkelig, at jeg vil samarbejde med en, der holder alle sine medarbejdere i konstant usikkerhed. Som åbent siger, at bagholdsangreb på medarbejderne er en god måde at holde dem på tæerne på?” sagde Brian Urquhart til mig.

Da jeg mødte Brian Urquhart var han for længst gået på pension fra FN, men der var ingen tvivl om, at den forholdsvis lille brite var en stor mand. Det er svært at finde mennesker, der har dårligt at sige om den altid skarpe, principfaste Mr. Peacekeeping.

“Den eneste måde jeg kunne få noget lavet på i FN, var ved at gøre det, jeg syntes, var rigtigt, og ikke bekymre mig for meget om, hvad mine overordnede havde givet besked om,” har han sagt til Passblues Stephen Schlesinger.

Krigsårene og et besøg i Danmark
Urquharts til tider meget dramatiske karriere begyndte i 1939, da han som 20-årig gik ind i militæret. Ifølge Passblue deltog han et par år efter i en faldskærmsopvisning for general Eisenhower, men Urquharts faldskærm åbnede sig ikke. Han landede i noget buskads og overlevede, men brækkede stort set alle knogler i kroppen og måtte igennem en langvarig og smertefuld genoptræning.

I 1944 var Urquhart på plads som efterretningsofficer og fik blandt andet til opgave at hjælpe med en faldskærmsmission, der skulle give de allierede kontrol med broer over Rhinen i Holland. Han advarede sine overordnede om planen, som han ikke mente kunne gennemføres, men forgæves. Det katastrofale resultat blev foreviget i filmen ‘A Bridge Too Far’ med den danske titel ‘Broen ved Arnhem’, hvor Urquharts advarende figur er med. Selv forlod han sin enhed i skuffelse, men blev i den militære efterretningstjeneste resten af krigen.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning kom Brian Urquhart til Danmark. Han fortalte mig engang, at flere af hans venner og bekendte havde bedt ham om at finde ud af, hvordan det gik med danskere, som de kendte. Så udover sit officielle arbejde havde han en lille liste over personer, han lige skulle checke op på. En af dem var forfatteren Karen Blixen, så Brian Urquhart kørte til Rungstedlund nord for København i sin jeep. Her havde der samlet sig en gruppe vrede mennesker, som var stærkt utilfredse med, at Karen Blixen under krigen havde været i Tyskland. De mistænkte hende for at have nazistiske sympatier. Urquhart fortalte, at han var bekymret for forfatterens sikkerhed og fik hende derfor overtalt til at forlade Rungstedlund.

Jeg spurgte ham, hvilket indtryk han havde fået af hende.

“Absolut intet. Hun sagde ikke et ord til mig under turen tilbage til København,” lød svaret.

Drømmen om en bedre verden
Brian Urquhart blev som britisk diplomat tilknyttet en kommission, der i praksis designede den verdensorganisation, som de senere sejrherrer midt under krigen var blevet enige om at oprette.

Han indledte derefter årtiers arbejde i FN under den første generalsekretær, norske Trygve Lie, der i Urquharts erindringer beskrives som forvirret og kolerisk. Men det var under den næste generalsekretær, svenske Dag Hammarskjöld, at Urquhart for alvor blev involveret i det fredsbevarende arbejde. Med sin militære baggrund hjalp Urquhart Hammarskjöld og dennes assistent Ralph Bunche fra USA med at etablere FN’s Fredsbevarende styrker efter Suez-krisen i 1956.

Brian Urquhart har aldrig lagt skjul på sin beundring for netop de to. Han har skrevet bøger om dem begge og har ofte betegnet Dag Hammarskjöld som den dygtigste af de fem generalsekretærer, han nåede at arbejde under.

Urquhart fik selv alvorlige skrammer undervejs. Som udsendt til det tidligere belgisk Congo (DR Congo) blev han bortført af oprørsstyrker, slået ned og næsten dræbt igen. Men i sidste ende lykkedes det ham at få talt sig ud af situationen. Kort tid efter blev generalsekretær Dag Hammarskjöld dræbt i et mystisk flystyrt i Nordrhodesia, nutidens Zambia.

Brian Urquharts selvbiografi ‘A Life in Peace and War’ kan varmt anbefales – ikke mindst for sin skarpe og humoristiske beskrivelse af nogle af verdens topledere. Selv har han sagt og skrevet sit sidste ord.

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det fejlagtigt, at Dag Hammerskjölds fly styrtede ned i Congo.