MS afleverer over 53.000 underskrifter til Kristian Jensen

ms_underskrifter
Forfatter billede

Mellemfolkeligt Samvirkes underskriftindsamling har resulteret i, at generalsekretær Frans Mikael Jansen onsdag kunne overlevere et budskab med massiv folkelig tyngde til udenrigsminister Kristian Jensen.

Over 53.000 danskere har skrevet under på, at Danmark bør hjælpe flere flygtninge og droppe nedskæringen af udviklingsbistanden.

Underskriftsindsamlingen blev lanceret samme dag, som hundredvis af syriske flygtninge begyndte at krydse den danske grænse. Og den fik i overvældende grad luft under vingerne. Og her præcis en måned senere er den i særklasse den underskriftsindsamling fra Mellemfolkeligt Samvirke, som har fået flest danskere på banen.

Jensen ser underskrifter som støtte til regeringen

Det oplagte spørgsmål fra MS’ generalsekretær til Udenrigsministeren var derfor: Gør det indtryk på dig?

Svaret fra ministeren var en længere udredning af regeringens linje.

“Det er, som jeg ser det, en underskriftsindsamling til støtte for regeringen. For fire ud af fem punkter, er jeg fuldstændig enig med jer i,” bedyrede Kristian Jensen.

Han vurderede, at regeringen er på linje med MS i ønskerne om mere hjælp i nærområderne, samarbejde i Europa, modtagelse af flere flygtninge og ordentlig behandling af flygtninge.

Kun i spørgsmålet om størrelsen på udviklingsbistanden erkendte Kristian Jensen, at der var en reel uenighed.

“Og der er det altså sådan, og det må I lære at acceptere, at Venstre holder de løfter, vi giver i valgkampen, uanset om man kan lide dem eller ej,” sagde han.

Frans Mikael Jansen mener, at udenrigsministerens analyse er tvivlsom. Og at man i hvert fald må konstatere, at regeringen har rykket sig, siden indsamlingen af underskrifter blev sat i søen.

“Først efterfølgende besluttede regeringen sig for at tage imod yderligere 1000 flygtninge i Danmark. Det mener jeg hænger sammen med, at det folkelige pres voksede sig stort, da debatten om de syriske flygtninge for alvor tog fart. Vi er ikke tilfredse, men vi er trods alt tilfredse med, at debatten har rykket sig,” siger Frans Mikael Jansen.

20 procent af bistand går til flygtninge

Under mødet i Udenrigsministeriet slog Kristian Jensen på, at Danmark, på trods af regeringens nedskæringer, stadig giver 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand og dermed er blandt de lande, der giver mest. Det udsagn satte Frans Mikael Jansen spørgsmålstegn ved.

20 procent af udviklingsbistanden bliver nemlig brugt til at tage imod flygtninge i Danmark.

“Det er jo ikke bistand til udvikling. Vi håndterer bare en opgave, som vi har en forpligtelse til at løse, ifølge FN’s konventioner,” sagde generalsekretæren.

Udenrigsministeren replicerede, at han “ikke kender nogen af vores nabolande” der ikke bruger penge fra udviklingsbistanden til flygtningemodtagelse – og at det i øvrigt er lovligt ifølge OECD’s regler.

Det er sandt, at OECD’s regler anerkender udgifter til flygtningemodtagelse som udviklingsbistand. Til gengæld er det faktuelt forkert, at alle Danmarks nabolande gør det. Tyskland og Storbritannien gør ikke brug af den manøvre.

Find underskriftsindsamlingen her