MS’ cykelkaravane blokerede trafikken og fik Klimaministeren i sadlen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Københavns myldretrafik blev torsdag bremset af den landsdækkende cykelkaravane på flere tusinde cyklister, som er et led i Mellemfolkeligt Samvirkes kampagne mod ”madbenzin”.

Cykelkaravanen Tour de Future har de seneste uger besøgt 14 byer i hele landet med flere tusinde deltagere undervejs. Torsdag eftermiddag trillede karavanen fra Den Røde Plads på Nørrebro i København og endte med et brag af taler og musik på Christianborg slotsplads.

Debatten om de negative konsekvenser af, at danske og europæiske biler tvinges til at køre på benzin lavet på fødevarer, er vokset undervejs. Mellemfolkeligt Samvirke påpeger, at brugen af ”madbenzin” (førstegenerations biobrændstof lavet på afgrøder, der kan bruges som fødevarer) har negative konsekvenser for mennesker, der lever i fattigdom. Organisationen anbefaler, at de kunstigt skabte kvoter for brug af madbenzin udfases hurtigst muligt.

”Den grønne køreplan, som politikerne i Danmark og EU følger pt er slet ikke socialt bæredygtig. Der skal nye alternativer på banen. Biobrændstof produceret på fødevarer medfører spekulation i handel med landbrugsjord til skade for de fattige. Det medfører konflikter om, hvem der ejer og har ret til jorden, det presser fødevarepriserne i vejret. Desuden giver det heller ikke den Co2 gevinst, man håbede,” siger Mellemfolkeligt Samvirkes forkvinde Trine Pertou Mach.

En meningsmåling lavet af Analyse Danmark forud for cykelkaravanen viser ifølge Mellemfolkeligt Samvirke, at to ud af tre danskere er imod, at dansk politik har negative konsekvenser for mennesker i udviklingslandene.

Og fra slotspladsen sagde klimaminister Martin Lidegaard:

”Jeg er 100% enig i, at det at proppe fødevarer bevidstløst i benzintanken ikke er en vej frem,” sagde klimaministeren, hvorefter han takkede Mellemfolkeligt Samvirke og kørte en debatrunde på konferencecyklen med ordførere fra Dansk Folkeparti, Konservativt Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten.

“Opgøret med EU’s biobrændstofpolitik er blandt andet resultat af tre års intensiv kampagne fra MSs internationale ActionAid-kolleger. Klimakommissær Connie Hedegaard har sidste efterår sat gang i en proces, der reviderer EU’s biobrændstofpolitik, så den mindsker den politisk skabte efterspørgsel på madbenzin. Det er vi glade for,” skriver Mellemfolkeligt Samvirke i pressemeddelelsen.

”Med dette udsagn [om at der selvfølgelig ikke skal fødevarer i benzinen], afspejler Martin Lidegaard sin forståelse for problemstillingen. Det er måske et opgør med Danmarks eksisterende biobrændstofpolitik. Vi håber, at ministeren vil holde fast i sit globale, sociale engagement og være med til at skabe en reelt bæredygtig politik, der ikke har negative sociale konsekvenser for verdens fattigste,” siger Trine Pertou Mach.

Find fakta og kilder på ms.dk/tourdefuture/rapporter

Tour de future kampagnen gennemføres i samarbejde med Globale Gymnasier, Dansk Cyklistforbund, Efterskolerne, Højskolerne og støttes af midler fra Danida.

For yderligere information, kontakt venligst: pressechef Mikala Rørbech 60 43 43 21