MS drager igen til forsvar for sit kampagnearbejde

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Replik af Nils Brøgger Jakobsen

Som Mellemfolkeligt Samvirke efterhånden et par gange har givet udtryk for her på U-landsnyt.dk, er vi glade for den debat, dette års “Tour de Future” har skabt.

Vi er enige med Poul Buch-Hansen i, at kampagnen afspejler gennemførelsen af vores gældende strategi “People’s Action to End Poverty, 2012-2017”.

Som vi også har givet i respons på andre indlæg, mener vi, at (solidaritetscykelturen, red.) Tour de Future i høj grad er folkeoplysning og bidrager til at sætte fokus på en vigtig og relevant debat om madbenzin (biobrændstof produceret af fødevarer) og på, hvordan det resulterer i, at fattige mennesker får stjålet deres jord (se links til indlæggene neden for).

Samtidig påpeger vi, at madbenzin ofte er rigtigt dårligt for klimaet, hvis man medregner de indirekte CO2 udledninger.

Global kampagne

Med Tour de Future formidler vi, hvorfor adgang og ret til jord er vigtigt for verdens fattige. Muligheden for at eje og dyrke og investere i sin egen jord er et socialt sikkerhedsnet.

Men i en verden med en voksende befolkning, klimaforandringer og øget efterspørgsel på foder og fødevarer og nu også på arealer til produktion af biobrændstof, er der ingen tvivl om, at kampen om adgang til landbrugsjord skærpes og yderligere forstærkes af politisk etablerede mål for brug af biobrændstof.

Som udviklingsorganisation er MS fortaler for verdens fattige og kæmper for at deres rettigheder ikke bliver krænket i denne kamp.

Globalt medborgerskab

Mellemfolkeligt Samvirkes kampagner og kommunikation er under forandring, jævnfør vores nye strategi.

Det betyder, at vi har fået øget fokus på, at vore kampagner og kommunikation leverer resultater for verdens fattige, ligesom vi har et større fokus på unge og på at skabe handlemuligheder for globalt medborgerskab.

Poul Buch-Hansen oplever denne udvikling som udtryk for, at vi forsimpler problemstillingerne sammenlignet med den form for oplysningsarbejde om levevilkårene i syd, som MS tidligere var kendt for.

Tværtimod. Takket være MSs engagement i ActionAid bygger vore kampagner nu i endnu højere grad på dokumentation og faglighed.

Vi samarbejder med kollegaer i flere end 40 lande verden over, og kampagnerne afspejler netop, hvilke udfordringer vore samarbejdspartnere møder i deres hverdag, ”on the ground” i udviklingslandene.

Konkret indflydelse

Det er også tilfældet med Tour de Future og kampagnen imod madbenzin og jordtyveri. Den baserer sig på en lang række rapporter og dokumentation, som den interesserede læser kan fordybe sig i.

Som udviklingsorganisation er det vores opgave at påpege, når vi i vores del af verden, fører en politik, som skader verdens fattige.

Som Poul Buch-Hansen skriver, er valget til Rådsmødet nu afsluttet og den 15. -16. juni holdes der rådsmøde i MS. Dagsordenen er som altid spændende og vigtig for MS’s fremtidige virke.

Frem for at gentage mange pointer tillader jeg mig, at henvise til det svar, formandsskabet i MS allerede har skrevet til PBH i Politiken. Det kan findes her – se nedenfor .

Se også
http://www.u-landsnyt.dk/blog/43/ms-i-forandring-3-den-nye-strategi-sammen-mod-fatt
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-05-13/madbenzin-b-rer-ved-til-b-let-om-jordrettigheder-i
og Poul Buch-Hansens seneste blog om MS (19.05) på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/43/kampagneaktiviteterne-i-ms-strategi-sammen-mod-fat

Her gør den nu 77-årige u-landsveteran bl.a. gældende, at den nyligt afsluttede MS-kampagne ”Stop Madbenzin” illustrerer, at “kampagner risikerer at forenkle centrale politiske problemstillinger så meget, at aktiviteterne i bedste fald ikke er oplysende og i værste fald indebærer misinformation og dermed er direkte skadelige”.

“Med udgangspunkt i de tekster, kampagnen lægger frem, får offentligheden let det indtryk, at MS alene fremhæver enkle budskaber i sagen og ikke har interesse i at skabe en mere nuanceret debat”, skriver Buch-Hansen.

Nils Brøgger Jakobsen er leder af Kampagne- og politikafdelingen i Mellemfolkeligt Samvirke.

Synlighed og troværdighed

Debatindlæg skrevet af: Trine Pertou Mach, Helle Munk Ravnborg og Arvid Aagaard, formandskabet i Mellemfolkeligt Samvirke. Tidligere bragt i dagbladet Politiken.

Helene Hinz og Poul Buch-Hansen argumenterer i et indlæg i tirsdags for, at Mellemfolkeligt Samvirke ( MS) befinder sig i en balanceakt mellem synlighed og troværdighed, ligesom de mener, at internationaliseringen udfordrer MS’ folkelige forankring.

Folkelig forankring og troværdighed er vigtige værdier for Mellemfolkeligt Samvirke og som formandskab i MS mener vi, at international tilstedeværelse og samarbejde understøtter og udvider den folkelige forankring og at det er en positiv forudsætning for organisationens relevans og troværdighed nu og fremover.

Lige nu samarbejder MS f.eks. med en lang række partnere herunder Efterskolerne, Globale gymnasier, Højskolerne samt produktionsskoler om cykelkampagnen ”Tour de Future” i 15 byer i Danmark.

Sammen med flere tusinde unge sætter vi synligt fokus på de konsekvenser, som brugen af madbenzin i biler har for mennesker i udviklingslande.

Vi spreder budskabet om, at den politisk skabte efterspørgsel efter biobrændstof lavet på fødevarer skaber sult og fattigdom, fordi den får investorer til at presse fattige bønder væk fra den jord, de før dyrkede mad på.

Det har skabt fødevareusikkerhed og usikkerhed om fremtidigt livsgrundlag. Og madbenzin er ikke engang godt for miljøet.

Hvad det vil sige at leve i fattigdom

Kampagnen giver unge – og også ældre – en konkret handlemulighed og et rum til at reflektere over sammenhængen mellem lokal politik og globale konsekvenser og åbner samtidig for dialog med afrikanske unge. Den er med andre ord en platform for Mellemfolkeligt Samvirkes fortsatte formidling af, hvad det vil sige at leve i fattigdom.

Det er kernen i vores arbejde med at sikre ’mellemfolkelig forståelse’ og er funderet på omfattende dokumentation leveret af ActionAids analytikere over hele verden.

Denne type kampagne skaber ikke bare folkelig forankring, men fører også til politiske resultater. Både EU-Kommissionen og den danske Klima- og Energiminister lytter til argumenterne imod madbenzin og er ved at ændre kurs i rigtig retning.

Koblingen fra Nord til Syd, fra kampagner til konkret udviklingsarbejde i samarbejde med partnerorganisationer fra ActionAid står centralt i organisationens fremadrettede strategi.

Siden 2009 har MS været del af den internationale føderation ActionAid, som gennem en rettighedsbaseret tilgang arbejder med at bekæmpe fattigdom i over 40 lande.

AAI er bredt respekteret internationalt som en troværdig og toneangivende international NGO. Organisationen støttes af borgere og regeringer over hele verden, inklusive den danske.

I dette globale perspektiv har organisationens folkelige forankring og legitimitet aldrig stået stærkere end nu.