Kapitel 3 af journalistisk bearbejdet sammendrag af evalueringen “Mellemfolkeligt Samvirke ved korsvejen”
MS i Syd: Fra udsendelse af frivillige til partnersamarbejde
De første danske u-landsfrivillige blev udsendt i 1963, og programmet bevarede sin grundlæggende struktur i 30 år. I 1987 forsvandt frivilligbetegnelsen, og de udsendte blev til udviklingsarbejdere (development workers).
Der er gennem årene stillet øgede krav til den enkeltes professionelle baggrund og erfaring, men først i 1993 skete der en radikal strategisk ændring med vedtagelsen af principperne for “MS i Syd”.
Baggrunden var ønsket om at fremme “folkestyret udvikling” i et ligeværdigt samarbejde mellem Nord og Syd. Frem for at finansiere danske MS-projekter i syd ville MS give bistand til Syd-partneres egne aktiviteter. Programmet skulle stimulere et gensidigt samarbejde mellem Syd og Nord for en mere retfærdig verden.
I MSiS programmet er der flere muligheder i partnersamarbejdet, og støtte fra danske udviklingsarbejdere er kun en af dem. Fokus flyttede fra udviklingsarbejderne til partnerne, og der skete et fald i antallet af udsendte udviklingsarbejdere.
Fokus: Udviklingen af menneskelige ressourcer
En første vurdering af den nye politik (Cowiconsult 1995) viste begyndervanskeligheder. MS manglede flere steder kapacitet til at gennemføre den nye politik. Det anbefaledes, at de professionelle kompetencer i den internationale afdeling blev opgraderet.
I 2000 iværksatte MS selv et stort eksternt review for at se, hvor langt man var nået i den nye udvikling.
Reviewet roste MS for at være i front i en international udvikling hen imod et mere partnerbaseret samarbejde. Det bekræftede placeringen af udviklingsarbejdere som en integreret del af MSiS, men der blev peget på problemer, som skulle løses for at sikre programmets succes.
Det drejede sig især om 4 hovedområder:
Der var uklarhed om de forskellige aktørers og partneres roller, rettigheder og ansvar. Operationelle retningslinjer var flere steder uklare, og der var dårlig kommunikation mellem landekontorer og MS i København.
Der var for stor afstand mellem politik og praksis i indsatsen for at reducere fattigdom. Programmerne havde ikke en systematisk og bred tilgang til fattigdomsindsatsen, og der var ikke sammenhæng mellem fattigdomsbekæmpelse og kulturel udveksling.
Den kulturelle udveksling (i dag erstattet af interkulturelt samarbejde) var præget af ensidighed. Syd blev betragtet som modtager, og der blev lagt mindre vægt på fordelene af kulturudvekslingen i Nord og i MS som organisation.
MS fokuserede på kapacitetsopbygning hos partnerne ved indgåelsen af partneraftaler, men ikke nok på samarbejdsrelationerne. Kravet om gensidige ligeværdige partnerskaber var stadig en udfordring.
Reviewet anbefalede en gennemgang af MSiS og skarpere fokus på at komme fra strategi og planer til konkret handling. Den rigtige brug af danske udviklingsarbejdere krævede ifølge reviewet ekstra overvejelser. Alligevel var det en anbefaling, at MS fortsat skal lægge vægt på personelprogramdelen.
MS tog de fleste anbefalinger til sig. I 2001 vedtog MS et revideret politik-papir “Solidaritet gennem partnerskab”, som reducerede mængden af målsætninger og principper.
Der lægges mere vægt på de politiske sider af fattigdommen i Syd, og behovet for fortaler- og lobby-virksomhed understreges. Fattigdomsbekæmpelse er fortsat en hovedmålsætning, men “kulturudveksling” erstattes af “interkulturelt samarbejde”. Personelbistand er fortsat en central del af MSiS.
Feltstudier i Kenya, Zambia og Nepal
2003-evalueringen finder sted på et tidspunkt, hvor MS har travlt med at gennemføre de ændringer og opstramninger, som 2001-beslutningerne førte til. Samtidig er flere initiativer påvirket af, at VK-regeringen har reduceret støtten til MS.
Som led i evalueringen er der lavet feltstudier i 3 lande: Kenya, Zambia og Nepal, samt af MS-træningscentret for udviklingssamarbejde i Arusha i Tanzania.
De konkrete samarbejdsmuligheder afhænger af politiske og sociale forhold i det enkelte land, og de 3 lande er ganske forskellige.
I Kenya har arbejdet været præget af den sidste vanskelige periode under præsident Moi. Det vurderes, at MS i Kenya “har gjort det godt under de vanskelige vilkår, som var resultatet af udfordringerne i det politiske miljø i Moi-perioden.”
I Zambia er MS-programmet trimmet og fokuseret. Voksende fattigdom, hiv/aids-epidemien og statens manglende evne til at sikre sociale serviceydelser har medført, at de fleste NGOer er optaget af at fylde huller i det statslige system.
Udenlandske NGOer, som støtter græsrodsorganisationer involveret i fortalervirksomhed, må af politiske grunde være forsigtige. Alligevel har MS i Zambia fastholdt et fokus på støtte til styrkelse af folkelige bevægelser og som fortaler for de fattige.
MS-programmet i Nepal har været præget af dramatiske nationale begivenheder, og sikkerhedssituationen har gjort det umuligt at gennemføre programmet som planlagt. Den nødvendige, pragmatiske tilgang har gjort programmet ganske forskelligt fra det tænkte.
Fremskridt, men fortsat en række problemer
De 3 MSiS-landestudier viser fremskridt på adskillige områder siden 2000. MS er ved at gentænke og videreudvikle indholdet i politikken og samspillet mellem målsætningerne om bekæmpelse af fattigdom og interkulturelt samarbejde, og der sker løbende en videreudvikling af partnertilgangen.
Det fremgår af alle 3 landestudier, at MS har ry for at tage det lokale partnerskab alvorligt og at organisationen arbejder aktivt for at fjerne hindringerne for ligeværdigt gensidigt samarbejde mellem stærke og rige Nord-NGOer og svage lokale partnere.
De lokale programråd har stor indflydelse og er også et vidnesbyrd om, at MS tager partnerskabet seriøst. Landestudierne er positive overfor disse råds funktion, og de muligheder de giver for at styrke interkulturelt samarbejde og give Syd-partnerne stemme og ejerskab til programmet.
Trods den positive grundtone er der stadig uløste problemer. Mange ligner dem, der blev påpeget i 2000. Det drejer sig om:
a. Interkulturelt samarbejde
b. Fattigdomsindsatsen
c. Udviklingsarbejdernes rolle
d. Gensidighedsproblemet
e. Manglende Syd-Syd-synergi
f. Monitorering og evaluering
g. Organisatorisk kapacitet
Interkulturelt samarbejde
Der er stadig kritik af, at begrebet er uklart og tåget. Både partnere og udviklingsarbejdere er forvirrede, og der er mange tolkninger af, hvad kultursamarbejde er.
Specielt i Kenya og Nepal er kritikken markant. Nogle mener, at det interkulturelle blot er en slags lagkagepynt “MS gerne vil have”. Der er voldsomt behov for at få gjort noget ved dette problem, og MS må hurtigt få skabt klarhed om begrebet, og om hvordan man skal arbejde med det.
Resultaterne af fattigdomsindsatsen
Mellemfolkeligt Samvirkes strategiske mål er at opnå resultater via partnerne, og hovedfokus har været organisations- og kapacitetsudvikling hos partnerne.
Den indsats vurderes som vellykket specielt i Kenya og Zambia, mens resultaterne er mere tvivlsomme i Nepal. Arbejdet gennem partnere gør det svært at måle virkningen på fattigdommen. Kenya-studiet er mest positivt i vurderingen af, at partnerne har opnået betydelige resultater i form af bedre indkomster og ydelser til de fattige. Zambia-studiet er også relativt positivt, mens Nepal-studiet kritiserer manglende direkte resultater.
Udviklingsarbejdernes rolle
De danske udsendte skal på en anden måde end tidligere rådgive frem for selv at udføre arbejdet. Deres rolle er rådgivende, ikke udførende.
Men erfaringen er, at rådgivere, der tager aktiv del i udførelsen, alligevel ofte er de bedste rådgivere. Det er svært at generalisere om de udsendte, men succesfulde placeringer ser mere ud til at afhænge af personlige kvalifikationer end af job-beskrivelser.
60 procent af udgifterne i MSiS er relaterede til udviklingsarbejdere, 28 pct. går til organisationsudvikling, træning mv., og kun 10 pct. til direkte materiel støtte til partnerne.
Det fører i stigende grad til spørgsmål om, om danske udviklingsarbejdere er “prisen værd”, eller om partnerne kunne få mere ved en anden brug af pengene. I Nepal-studiet argumenteres der for øget brug af udviklingsarbejdere fra Nepal eller fra regionen.
Generelt ønskes der større fleksibilitet i vurderingen af partnernes behov. Der er allerede større variation i støtten til partnere, og det sker hyppigere, at partnere “deler” en udviklingsarbejder eller har en korttidskonsulent.
Men udviklingsarbejderen er normalt stadig et omdrejningspunkt i samarbejdet. Der er brug for, at MS dokumenterer komparative fordele, hvis den stærke prioritering af et samarbejde, der er så stærkt baseret på danske udviklingsarbejdere, skal fastholdes.
Gensidighed
Der er stadig kritik af, at der ikke er fuld ligeværdighed og gensidighed i samarbejdet, selv om det vurderes, at MS har et større og mere ægte engagement end de fleste bistandsorganisationer. Kritikken gælder bl.a. interkulturelt samarbejde og kulturudvekslingen, som især i Nepal opfattes som ret ensidigt: fra Nord til Syd, og ikke den anden vej.
Manglende Syd-Syd-synergi
MSiS er et Nord-Syd-program, men bl.a. det interkulturelle samarbejde kunne styrkes ved at lægge mere vægt på, hvad Syd kan yde, både i form af udviklingsarbejdere og i det interkulturelle samarbejde.
Monitorering og evaluering
Som oftest beskrives aktiviteter bedre end resultater i MSiS-arbejdet. En ny rapporteringsform er ved at blive udviklet. Den skal fokusere på, hvilke væsentlige ændringer, der sker, som følge af indsatserne, men det er vanskeligt at finde enkle ensartede principper.
Organisatorisk kapacitet
Den internationale afdeling i København lider under kun at have 4 sagsbehandlere til forvaltningen af MSiS. Evalueringen pointerer, at der er mange meget kompetente medarbejdere på landekontorerne og medlemmer af programrådene. Det er vigtigt at opnå synergi og trække på alle faglige kompetencer for at opnå det fulde potentiale af MSiS.
MS-træningscenter for udviklingssamarbejde i Usa River
Siden 1976 har MS drevet et træningscenter i Usa River tæt ved Arusha i Tanzania. Det blev skabt for at træne danske u-landsfrivillige, men i dag har det langt mere omfattende opgaver som udviklingstræningscenter for Østafrika. MS-bidraget er faldet fra omkring 50 procent af omsætningen i 1999 til 31 pct. i 2002. Omsætningen var i 2002 1,8 mio. dollars. Centret har i dag 74 ansatte, hvoraf kun 2 er danske.
Centret træner fortsat udviklingsarbejdere, men det er en mindre del af virksomheden. Der tilbydes en række træningsprogrammer for afrikanske organisationer og et internationalt akkrediteret diplomkursus i udviklingsstudier. Centret anvendes også til internationale konferencer.
