MS: FN-panel viser politikerne vej

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Der er grænser for, hvor meget vores planet kan klare. Derfor ser fremtiden mørk ud for kommende generationer, hvis vi fortsætter med at hærge Jorden, som vi har gjort de seneste mange år.

Det er den dystre baggrund for FN’s generalsekretær Ban Ki-moons panel, som mandag præsenterede en stor rapport om en bæredygtig fremtid.

Det sker som en del af optakten til Rio+20 topmødet i juni, som gør status på resultaterne siden verdenstopmødet om miljøet i 1992.

Rapporten udtrykker klart, at verdens ledere skal handle mere på baggrund af videnskabelige anbefalinger, gør Mellemfolkeligt Samvirke (MS) gældende i en presseudtalelse.

Rapporten indeholder flere gode anbefalinger og et par enkelte dårlige. Det afgørende er dog nu, at alle – regeringer, virksomheder, investorer, byer og helt almindelige mennesker – tager ansvar for at sikre en bæredygtig fremtid, hedder det.

– Panelet har fuldstændig ret, når det beskriver, at bæredygtighed skal flettes ind i alle aspekter af vore økonomier. Vi ser rapport på rapport fra verdens førende videnskabsfolk, som klart siger, at vi er i gang med at rippe jorden for ressourcer. Ikke kun for verdens fattigste, men også for de kommende generationer, siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach.

Hun anbefaler rapporten som obligatorisk læsning for alle verdens politikere. Den er langt fra perfekt, men er et godt udgangspunkt for at omdanne verden til en bæredygtig fremtid.

Den er da også skrevet af 22 af verdens mest indflydelsesrige politikere – bl.a. den danske EU-kommissær, Connie Hedegaard.

– Det er helt afgørende, at det er de rigtige løsninger på f.eks. fødevarekrisen og klimakrisen, der flettes ind i økonomierne. Ellers risikerer vi at fremme løsninger, som skaber mere fattigdom og sult. Her er rapporten et godt udgangspunkt, siger Trine Pertou Mach, som dog ikke er tilfreds med alle dele.

Eksempelvis taler rapporten om en ”ny grøn revolution” på landbrugsområdet, som skal hjælpes på vej af bioteknologi. Men den bioteknologi passer ofte ikke til lokale landbrugsforhold, og verdens fattigste landmænd har ikke råd til at købe teknologien, mener MS.

Desuden formår rapporten ikke at specificere, hvad der menes med bæredygtigtig energi, som vi alle skal overgå til. Derfor er det svært at finde ud af, om f.eks. de førstegenerations biobrændstoffer, som produceres på fødevarer, bliver anset for bæredygtige eller ej.

Sultende afrikanere, som bliver tvunget bort fra deres jord, for at der i stedet kan blive dyrket emner til brændstof, vil nok ikke mene, at de er det.

– Det lyder måske af store floskler, men Danmark har vitterligt en unik mulighed for at gøre verden til et bedre sted både for verdens fattigste lige nu og for de kommende generationer. Derfor skal statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som en stærk EU-formand tage til Rio med fokus på de løsninger, der reelt skaber bæredygtighed og ikke lade sig distrahere af de mange råbekor og interesser, som sætter i gang inden topmødet, siger Trine Pertou Mach.

Rapporten blev officielt præsenteret i Addis Abbaba mandag og kan læses på http://www.un.org/gsp

Yderligere oplysninger hos:
Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach
tlf. 23 35 09 65 eller pressechef Sara Schlüter på tlf. 60 43 43 21