Morten Heise og andre tidligere udsendte fra Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer henover sommeren udstilling og arrangementer, der skal synliggøre Afrikas udfordringer og Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde
Af Anja Louise Rasmussen
artikel på Mellemfolkeligt Samvirkes website
Denne sommer er Aalborg Zoo ikke helt, som den plejer. På udvalgte dage kan man sommeren igennem opleve børn og voksne lave afrikanske smykker, udklæde sig som masaikriger, danse afrikanske danse eller bære vand på hovedet.
Hele sommeren fra søndag den 25. juni og ind i august har Mellemfolkeligt Samvirke en udstilling om masaiernes kultur og udfordringer i en afrikansk hytte inde i Zooen.
Morten Heise er manden bag dette initiativ. Med 6 år bag sig i det afrikanske, heraf 3 som udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke har han ønsket at udbrede kendskabet til afrikanerne og de problemer, de slås med. Da han hørte, at Aalborg Zoo ville opføre en afrikansk landsby, så han muligheden for et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Aalborg Zoo ønskede et sted, hvor man ikke kun så på afrikanske dyr, men også lærte om de mennesker, der lever med dyrene. Og Mellemfolkeligt Samvirke sad med ekspertisen.
Via et netværk med andre tidligere udsendte kreerede Morten Heise en række events. Tidligere udsendte og nu frivillige i Aalborg og omegn skulle på skift stå for arrangementer med børn og voksne med at lave afrikansk legetøj, batik-malerier og andre afrikanske aktiviteter.
Selve udstillingen i den afrikanske hytte blev fremstillet i Mellemfolkeligt Samvirkes hovedsæde i Borgergade i København og sendt til Aalborg.
– Jeg håber, at projektet både kan sætte fokus på afrikanernes udfordringer i Afrika og samtidig synliggøre Mellemfolkeligt Samvirkes gode arbejde, siger Morten Heise.
Han roser samarbejdet med Aalborg Zoo, som han mener har fungeret upåklageligt.
– De var med på idéen fra starten. Forhåbentlig er det kun begyndelsen til endnu mere samarbejde i fremtiden. Vi vil rigtig gerne lave et samarbejde med Aalborg Zoos skoletjeneste, siger han.
Der har også været andre gevinster ved samarbejdet med Aalborg Zoo.
– Jeg er kommet i kontakt med tidligere udsendte, som jeg ellers ikke ville have mødt. Vi har fået opbygget et frivillignetværk, der strækker sig helt til Midtjylland på tværs af de grænser, der normalt adskiller os. Typisk kender man jo kun til dem, der har været udsendt i samme land som én selv, forklarer Morten Heise.
Læs mere på www.ms.dk og www.aalborgzoo.dk
PROGRAM for sommerens Afrika-aktiviteter i Aalborg Zoo
25. juni: Leg og dans, kl. 11-16
Kom og leg og dans på afrikansk. Fire ugandere kommer og leger og danser med de små. Denne dag vil desuden være officiel åbning af udstilling og indsamling.
1.-2. juli: Mad-dage
Kom og smag afrikansk mad.
Vi har en tanzaniansk “mama” til at lave mad med os. Deltag i madlavningen eller hør mere om de spændende afgrøder.
6.-7. juli: Maledage
Prøv at male på afrikansk barkstof. Du kan bl.a. lave bogmærker og små malerier. Hent inspiration i de spændende batikmalerier.
15.-16. juli: Smykkedage
Kom og lav afrikanske smykker bl.a. af genbrugsmaterialer. Hent inspiration i de flotte masai-smykker.
17-18. juli: Legetøjsdage
Kom og leg med rigtigt afrikansk legetøj fra Burkina Faso. Hør historien om legetøjet og køb evt. noget med hjem.
21.-23. juli: Tromme-lege-dage
Dagene vil være delt med 2 timers trommespil og 2 timers byg selv legetøj/instrumenter. Kom og deltag i et afrikansk trommeorkester og byg din egen tromme. Dagene vil være ledet af en tanzanier og en sudaneser.
29.-30. juli: Kreativt værksted
Kom og lav dine egne afrikanske smykke eller lav afrikansk legetøj.
Aalborg Zoo har i juli åbent kl. 9-21.